Gå til indhold

Psykiatri

Fra bonderøv til landskendt rebel

I kølvandet på tv-serien ‘Rebellen fra Langeland’, har Ole Sørensen oplevet en voldsom efterspørgsel på sit budskab om, hvordan man bedst når udsatte borgere med almindelig sund fornuft. Socialpædagogen var med, da rebellen besøgte Kreds Lillebælt

3. juni 2016

Artikel

Forfatter: Af Tina Løvbom Petersen

I mere end 30 år har han arbejdet i psykiatrien og på helt sin egen måde formået at hjælpe nogle af samfundets mest udsatte borgere – dem, der med Ole Sørensens egne ord er mennesker, der ellers skulle have været skyllet ud med badevandet.

Men ikke før de første måneder i 2016 blev hans indsats og ikke mindst hans noget alternative tilgang til arbejdet i psykiatrien på Langeland pludselig landskendt, da DR sendte tre programmer med titlen ‘Rebellen fra Langeland’. I bedste sendetid kunne danskerne opleve en kommunal leder, der både tog på campingtur med de psykisk syge, kørte alkoholikere til grænsen efter billige øl – og slog telt op i haven, når en lokal hjemløs manglede tag over hovedet.

– Siden de der tv-programmer er jeg blevet kimet med – af politikere, interesseorganisationer, fagforbund og lokalforeninger, som alle sammen gerne vil se mig. Og det er da lidt vildt, at jeg – en oversavet bonderøv som ingen anede eksisterede, før jeg blev medlem af fjernsynet, nu optræder både her og der.

Sådan lød det sådan cirka et kvarter henne i Ole Sørensens optræden i Kreds Lillebælt, der i to omgange i henholdsvis april og maj har inviteret kredsens medlemmer indenfor til en aften i selskab med rebellen.

– Jeg er da glad for interessen og rejser gerne rundt som en ny kloge-åge for at fortælle om det, der virker hos os på Langeland. For hver en krone, jeg tjener på at dele ud af min erfaring, går direkte til Hjørnet og brugerne, sagde Ole Sørensen med henvisning til det bo- og værested i Rudkøbing, han er tilknyttet – og tidligere har været daglig leder af.

Højt til loftet

I tre timer i kredsens mødelokale i Odense begejstrede og provokerede Ole Sørensen deltagerne med historier fra virkeligheden – fra det Langeland, han selv beskriver som et sted, hvor der er højt til loftet, og hvor man ikke så let falder uden for. Det Langeland, hvor der er plads til alle mulige og umulige tanker – og til en leder, der ikke er bange for at gå nye veje.

– Jeg tror på relationer, og jeg tror på at behandle andre mennesker ordenligt. Og når man som jeg siger ja tak til at arbejde med relationer, så skal man altså også turde være sammen med de mennesker, man forsøger at hjælpe, sagde Ole Sørensen, som i sit oplæg kom omkring flere af de borgere, han arbejder med – og som seerne fik lov til at møde i DR-programmerne om rebellen fra Langeland.

– Nogle af de her mennesker har jo adskillige diagnoser og indlæggelser med i bagagen, så ja – det er et skridt frem, to tilbage, tre frem og fem tilbage hele tiden, når man arbejder med relationer. Man skal kunne tåle afvisning på afvisning – og man skal vide, at det hele kan eksplodere mellem hænderne på en, og borgeren kan flejne ud i følelser og alt muligt, hvis ikke man er til stede 100 pct. 

Det er ikke fordi, de ca. 75 nysgerrige socialpædagoger i Kreds Lillebælt blev præsenteret for en grydeklar opskrift fra Ole Sørensen på, hvordan man når helt ud til dem, som mange ellers har opgivet. For på mange måder handler rebellens succes om, at han netop ikke læner sig op af hverken faste strukturer, handleplaner, regler, diagnoser eller tilsyn – til gengæld er han storforbruger af det begreb, han selv kalder ASF. Almindelig Sund Fornuft.

– Jeg hader ord som evidens, behandling og målgrupper, og jeg går langt uden om dokumentation for dokumentationens skyld. De gode ord i min verden er derimod fleksibel tilgang, mennesket foran uddannelse – og forskelligheder. Jeg tager folk, som de er – og sørger for også at være der for borgerne efter kl. 16, når det bliver mørkt, og alle dæmonerne kommer frem.

Slår paragrafferne sammen

Det lyder jo ganske let og ligetil, når den landskendte rebel folder sig ud med historier om hardcore misbrugere, alkoholikere og psykisk syge mennesker, som han utrætteligt kører rundt for at møde i deres baghave – eller inddrager i de daglige aktiviteter på Hjørnet som fx madlavning, rengøring og almindelig drift. Og det er da også en af Ole Sørensens pointer igen og igen – at man med almindelig sund fornuft og en åben og respektfuld tilgang til alle mennesker kommer langt.

– Det, vi laver på Langeland, det kan laves alle steder. Vi gør simpelthen det, der virker – og det, der hjælper den enkelte borger bedst. Jeg er i bund og grund bare fortaler for, at I gode socialpædagoger kommer lidt væk fra handlingsplanerne og computeren og i stedet bruger kræfterne ude hos de mennesker, I er så pissegode til at tage jer af, lød det fra rebellen, som gerne står ved, at det ofte indebærer, at man skrotter nogle af skal-opgaverne – eller måske bøjer en enkel regel hist og pist.

Fx er han nu blevet landskendt for at have opfundet en helt ny paragraf – § 396.

– Det er en skamplet at dække sig ind under en paragraf, når man arbejder med mennesker, og jeg tror på ingen måde på, at det hjælper nogen at proppe en § 85 eller en § 99 ned over hovedet på en borger. Derfor har vi hos os slået Servicelovens paragraffer sammen under én – § 396 – for så at sige at samle alle borgerne under samme tag.

Eller, som Ole Sørensen også omtaler det, man har på Langeland sat stolene tættere sammen.

– Der er så mange forskellige specialiserede tilbud, så mange regler og tilsyn – og så mange paragraffer, vi skal tage hensyn til, så der sker det, at stolene bliver rykket for langt fra hinanden – og så falder de svageste mennesker ned mellem to stole. Derfor har vi valgt at rykke stolene sammen hos os, så vi undgår at tabe samfundets svageste borgere på gulvet.

Blå bog


  • Ole Sørensen er 61 år, sømand, skovhugger og langturschauffør – og uddannet plejer.
  • Han har arbejdet i psykiatrien i over 30 år.
  • Blev i 1996 leder af socialpsykiatrien i de tre langelandske kommuner, har været leder af Hjørnet i Rudkøbing, et aktivitets- og samværstilbud til mennesker med psykiske problemer eller lidelser og for socialt udsatte – og er i dag chef for Socialpsykiatri Langeland.
  • Er en af de tre i Langelands Kommune, der kører rundt på øen som opsøgende medarbejdere.
  • Har netop vundet LAP-prisen, som hvert år uddeles af Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere til en person, som har gjort noget særligt for at forbedre forholdene i psykiatrien eller sætte fokus på gode eller dårlige tendenser i psykiatrien.


Man må hoppe i vandet

Historien om den noget utraditionelle leder på Langeland handler om mange års kamp for at gøre livet bedre for de udstødte, de utilpassede og de psykisk syge. Om et lokalsamfund, hvor man har oplevet, hvordan der blev mindre og mindre plads til de borgere, der lå i den tunge ende af psykiatrien – og hvor man derfor i Langeland Kommune etablerede bl.a. Hjørnet, hvor der i dag er 14 lejligheder og to akutboliger.

– Vi har både alkoholikere, hjemløse og psykisk syge og sårbare boende under samme tag, og det går faktisk meget godt. Hvis fagligheden er til stede, så kan de her mennesker sagtens fungere sammen. Og ud af de 27 personaler, vi har ansat på Hjørnet, er en stor del tidligere brugere, ligesom nuværende brugere også bidrager til at få hverdagen til at fungere. For det er vigtigt for de her mennesker at deltage så meget, som de nu er i stand til, sagde Ole Sørensen, som undervejs i sit oplæg i Kreds Lillebælt blev mødt af en masse spørgsmål fra deltagerne.

Mange ønskede nemlig at få sat lidt flere ord på den lille revolution på det sociale område, som rebellen pludselig er blevet symbol for. Der blev bl.a. spurgt en del ind til, hvordan Ole Sørensen holder fast i sin egen måde at gøre tingene på, mens samfundet omkring ham går den helt modsatte vej med stigende krav om dokumentation, evidens, evalueringer og handleplaner.

– Den måde, jeg lærte at svømme på, var at hoppe i vandet. Som fagfolk bliver vi nødt til at prøve, vi bliver nødt til at kaste os ud i det og lytte lidt mere til vores sunde fornuft, ellers sker der ikke noget. Jeg har ikke løsningen for jer – jeg ved bare, at jeg vil blive ved med at kæmpe for de her borgere. Og vi har jo et ansvar, synes jeg. Når vi oplever, at vi ikke kan få hverdagen til at fungere, eller at noget føles forkert, ja så må vi sige det højt. Ellers bliver det jo aldrig anderledes, lød et af Ole Sørensens svar.

Kontrollerer aldrig medarbejderne

Men hvad så med dine medarbejdere, ville en anden deltager vide. For med en leder, der er en ildsjæl og gerne bruger både nat og dag på at være der for borgerne, når de har brug for det, hvad gør man så som medarbejder for ikke at brænde ud?

– Mine medarbejdere lægger præcis så meget i arbejdet, som de ønsker det – jeg presser ikke nogen til at arbejde på den måde, jeg gør. Det er fuldt legalt at sige nej, ligesom en medarbejder selvfølgelig også af egen vilje til enhver tid må vælge at gøre noget ekstra. Som leder forsøger jeg at passe godt på mine folk, men jeg skal da være ærlig og sige, at det ikke altid lykkes. For det er jo mange gange, hvis man er på arbejde hele tiden, at frustrationerne melder sig, lød det fra Ole Sørensen og tilføjede, at han stoler 100 pct. på sine medarbejdere.

– Der er jo nogen, der som mig arbejder som udkørende, og jeg kunne aldrig finde på at kontrollere dem på nogen måde. Jeg ved, at de er der, når det gælder. Socialarbejdere skal jo ikke styres og kontrolleres – de skal have lov til at arbejde med det, de kan. Og det er altså ikke nødvendigvis det samme som at indføre anarki på arbejdspladsen.

En anden pointe fra rebellen var, at han gerne selv tager ansvaret for de borgere, som andre medarbejdere måske af sikkerhedsmæssige årsager helst ikke vil køre ud til.

– Vi har borgere, der har siddet inde med voldsdomme og som er dybt psykotiske, og dem tager jeg mig gerne af. Det handler jo om at være der, hvor man gør mest gavn – og jeg har et godt tag på den gruppe mennesker, som mange andre helt har opgivet.

  

Bliv medlem