Generationsskifte
Er du fremtidens leder?
OAO og FTF er klar med et forløb, der skal være en indgang til lederrollen
3. juni 2016
Forfatter: Af Jens Nielsen
De kommende år står den på et temmelig massivt generationsskifte blandt lederne inden for det offentlige – også på det socialpædagogiske felt. Og skal den faglige ledelse fastholdes, så gælder det om at få øje på fremtidens ledere blandt medarbejderne og få dem skibet i den rigtige retning.
Det er baggrunden for, at OAO og FTF sammen nu søsætter et førlederforløb, hvor man kan pejle sig ind på, hvad det egentlig er det går ud på, når man taler om lederrollen og lederopgaven.
‘På vej mod ledelse’ hedder forløbet logisk nok. Det er lavet på diplomniveau, starter til september og afvikles over seks dage med en eksamen til sidst.
Fokus er på tre basale elementer i ledelse: Identiteten som leder, hvordan kommunikerer du som leder, og hvordan skal man læse en organisation og agere i den. Ud over selve undervisningen foregår læringen gennem netværket med de andre deltagere på forløbet og via sparring med ens egen leder hjemme på arbejdspladsen.
Det er efter- og videreuddannelsesafdelingen af VIA University College i Aarhus, der står for forløbet, og her mener områdechef Susanne Søndergaard Hansen, at det er penge givet godt ud at investere i den næste leder.
En god investering
– Det er en god investering at tilbyde medarbejdere med mod på og talent for ledelse at komme på et førlederforløb. Det sparer organisationen tid, at en kommende leder på forhånd er blevet introduceret til de grundlæggende overvejelser og forandringer, der følger med bevægelsen fra medarbejder til leder, siger hun.
Ud over netværksarbejdet med de andre deltagere og sparringen med lederen hjemme på arbejdspladsen får man som deltager også tilknyttet en mentor, der kan hjælpe med de opgaver, man får stillet undervejs – og en coach, som kan bruges, når man i slutningen af forløbet skal afklare, hvor man står i forhold til at tage næste skridt – og blive leder.
Forløbet finder sted hos VIA Univercity College i Horsens med første undervisningsdag den 12. september. Men det haster med at beslutte sig – der er tilmeldingsfrist 1. juli.
Læs mere om forløbet via www.kortlink.dk/mbhm