Gå til indhold

Familieplejer

Vores børn er vores kollegaer

Mette Sørensens biologiske datter trak sig ind i selv, og først da hun blev gået på klingen, fortalte hun om sine problemer. Det blev en øjenåbner for mor og far

1. marts 2016

Artikel

Foto: Louise Thrane Jensen

Der var nogle ting hos Mette Sørensens dengang 14-årige datter, som undrede hende. Datteren var begyndt at trække sig fra det sociale samvær med jævnaldrende, og hun ville ikke længere med ind til byen.

– For vores datter var det alvorlige ting, som langsomt kom snigende.

52-årige Mette Sørensen er pædagoguddannet og har bl.a. arbejdet på døgninstitution og skole- og behandlingshjem. Sammen med sin ægtefælle har hun i seks år været plejeforældre for tre børn, der i dag er henholdsvis 11, 13 og 15 år. Alle tre børn er behandlingskrævende, fortæller hun.

Ud over datteren, der i dag er 18 år, har de også en ældre søn, der er flyttet hjemmefra.

Da Mette Sørensen og hendes mand besluttede sig for at blive plejeforældre, talte de det grundigt igennem og var klar over, at der både skulle være tid til deres egne børn og til plejebørnene.

– Vi har ikke valgt at blive plejeforældre for at overse vores egne børn.

Alligevel var det måske det, der var ved at ske, da Mette Sørensen erfarede, at hendes datter ikke ville komme til dem med de problemer, hun havde.

– I starten af vores plejeforhold tænkte jeg, at der skulle rigtig meget fokus på plejebørnene, der havde brug for al vor støtte. Det skal der også være.

Men familien har gjort den erfaring, at der også skal være fokus på deres egne børn og tid til dem.

– Vores datter ville ikke komme til os med de ting, der gik hende på. Hun syntes ikke, at hendes problemer var noget i forhold til dem, plejebørnene havde, og som vi hjalp dem med at løse. Hun mente derfor, at det var noget, hun selv skulle klare.

Det var et hensyn, datteren især tog i de perioder, hvor plejebørnene havde det ekstra dårligt, og hendes forældre derfor havde meget at tage sig af, fortæller Mette Sørensen

Tid til hjemlig hygge
Da Mette Sørensen gik datteren på klingen og spurgte hende, hvorfor hun fx ikke længere ville være sammen med vennerne, gik det op for forældrene, at datteren var ‘banket helt ned’, som Mette udtrykker det. Hun havde det mentalt skidt, fordi hun blev mobbet af to tidligere veninder.

Forældrene reagerede resolut, fik skolen inddraget og fik købt supervision udefra, så der blev taget hånd om datteren.

Desuden blev det aftalt, at nogle aftener havde datteren tid alene med en af forældrene, hvor de hyggede sig. 

– Den hændelse blev en øjenåbner for os, ikke mindst fordi hun gik og tumlede med det så længe.

I dag ved datteren, at forældrene også har tid til hende, og at der ikke går noget fra plejebørnene, hvis hun beder om forældrenes opmærksomhed.

– Sidste jul sagde min datter: ‘Kan vi ikke bage småkager, kun dig og mig?’. Det er ikke fordi hun ikke vil hygge med de andre børn, men hun havde brug for, at vi gjorde noget sammen.

Datteren fik også sagt, at hun var bange for, at de tre plejebørn tog al opmærksomheden til hendes konfirmation. Alle var enige om, at børnene skulle være med til konfirmationen, og problemet blev løst ved, at forældrene købte en barnepige, som tog sig af børnene under festen.

– Vi sørger også for, at der er tid til hende alene, selvom der ikke er noget særligt, vi skal tale om. De andre børn får også alenetid med os, så det skal hun også have. Vi skulle jo nødig gøre vores biologiske børn til de oversete eller glemte børn, fordi vi tager os af andres børn.

Kollega med sit eget barn
En dag sad Mette Sørensen sammen med sin datter, der undrede sig over et af plejebørnenes adfærd. Mette Sørensen kastede sig ud i en forklaring om, at datteren måtte forstå, at plejebarnet var presset.

– Min datter sagde. ‘Jeg ved det godt! Jeg ved det godt! Men det irriterer mig alligevel’.

Selv om forældrene er gode til at lytte til deres datters reaktioner og give hende opmærksomhed, mener de alligevel – eller måske netop derfor – at der burde være et sted, hvor de biologiske børn har mulighed for at mødes med ligesindede. 

– Jeg synes, man skal have øje for, at behovet kan være der.

Det er mange ting, som de biologiske børn bliver inddraget i. Fx foregår de tre plejebørns – de er ikke søskende – samvær med deres forældre også hos plejefamilien.

– Man skal være klar over, at vores egne børn bliver en slags kollegaer med fx samme tavshedspligt som os.

Man tager det for givet, at de biologiske børn kan rumme plejebørnene og deres forældres adfærd, og måske er de også barnepige indimellem, fortæller Mette Sørensen.

– Børnene skal fx kunne rumme, at vi engang imellem er nødt til at advisere dem, hvis der fx er fare for, at der sker noget i hjemmet. Så må vi på forhånd opstille en plan og sige, hvis der sker det og det, skal du gøre sådan og sådan.

Børnene skal også kunne rumme, når omgivelserne kritiserer plejebørnene, og de skal kunne udholde tanken om, at plejebørnene måske bliver fjernet fra dem.

– Vores børn har fået et slags søskendeforhold til plejebørnene, og de er de første til at forsvare dem, fortæller Mette Sørensen.

– Hvis nogen siger eller gør noget, så reagerer de omgående og siger, ‘mine søskende skal ikke behandles sådan’. Vores egne børn brænder for deres plejesøskende.

Mette Sørensen har sagt til kuratoren, at det ville være ønskværdigt, at man også er opmærksom på de biologiske børn. Men det er ikke sket.

– Man har meget fokus på de biologiske børn, når plejefamilien skal godkendes. Men derefter er der ikke meget opmærksomhed på plejefamiliens egne børn.

Mette Sørensen optræder under pseudonym.

Bliv medlem