Sammenholdet er afgørende

1. maj er netop overstået og jeg har sammen andre fra fagbevægelsen brugt dagen til at se tilbage, se frem og nyde nuet i gode stunder blandt folk, der alle har noget på hjerte i forhold til det gode arbejdsliv.

Jeg kunne på dagen ikke lade være med at tænke på familieplejerne og på jeres rolle i fagbevægelsen. Som medlemsgruppe har I – især jer, der har familiepleje som fuldtidsbeskæftigelse – nogle helt særlige arbejdsvilkår. I arbejder udelukkende alene, og som de eneste medlemmer kan I aldrig stemple ud, tage den tomme madkasse med hjem og lade op indtil næste vagt. I har ingen tillidsmand, der kan tone rent flag over for arbejdsgiver, hvis ordentlighed og retfærdighed ikke råder. Der er ingen frokoststue, I kan gå ned i og sammen med kolleger drøfte, hvad det er godt, ret og rimeligt på netop jeres arbejdsplads. I bliver heller ikke inviteret til den årlige julefrokost eller  sommerudflugt, hvor sammenholdet og sammenhængskraften styrkes. Når I kompetenceudvikles, er det gennem ganske få kurser, som I ikke kan gå hjem og drøfte værdien og relevansen af med jeres ikkeeksisterende kolleger.

Jobbet, ja for det er et job, uanset hvor megen kærlighed eller hvor meget "kald", der end måtte være forbundet med det, er selvfølgelig frivilligt valgt. Men uanset dette, så er jeres arbejdsliv i højere grad end de flestes defineret af et ’alenevilkår’. Et vilkår, som alle omkring jer skal tage alvorligt.

Arbejdsvilkår og solidaritet danner stadig bagtæppet for 1. maj og gav mig anledning til at reflektere over, hvordan jeres fagforening kan og skal tage jeres arbejdsvilkår med i en solidarisk ramme for alt, hvad vi gør. Og ikke mindst tage ’alenevilkåret’ med i ligningen og i de tilbud, som vi har på hylderne til jer. 

Så når jeg sidder med Landsudvalget, der består af familieplejere fra vores ti kredse, så glæder det mig derfor hver gang at høre, hvordan der rundt i alle kredse på mange forskellige måder skabes en relevant og faglig ramme omkring jer. Der er cafémøder, julebrunch, forhandlingskurser, temaftener, Familieplejernes Dag og en lang række andre tiltag, der netop skal sikre meget af det, I ikke får, fordi I ikke er på en typisk arbejdsplads. En arbejdsplads med kolleger, HR-afdeling og personalemøder. Det landskab for solidaritet, faglig sparring og fællesskab bør vi hylde og udvikle. For vi #er# stærkest sammen. Det gælder i alle livets facetter og i høj grad i disse tider netop hos jer, der dagligt udfordres på meget mere end de behov og vanskeligheder, jeres plejebørn ankommer med.

I kan i dette nyhedsbrev bl.a. læse om Guldborgsundsagen, der på alle måder understreger solidaritetens styrke og betydning. Ved en solid og ihærdig kredsindsats, juridisk hjælp fra forbundet og – allervigtigst – ved en række familieplejeres mod til at stå sammen, fik vi afværget katastrofale kollektive vederlagsnedsættelser i Guldborgsund Kommune. Vi har haft og ført lignende sager, og vi ved, at flere vil komme. Jeg kan derfor kun gentage igen og igen, at vi løser problemerne bedst sammen. 

For der er problemer nok tage fat på i forhold til jeres arbejdsliv. Vores allerstørste udfordring er stadig kommunernes opfattelse af jer. For uanset hvor mange gange vi fremlægger dokumentation for, at I i juridiske sammenhænge er at betragte som arbejdstagere, så fastholder de med en sjælden set overbevisning, at jorden er flad, og at I er selvstændige erhvervsdrivende. Der er derfor lang vej hjem, men vi kæmper som løsningsorienteret fagbevægelse med næb og klør for at gøre jorden rund, også i kommunernes bevidsthed. Og på vejen må vi glæde os over de fremskridt og sejre, som også er en del af jeres faglige hverdag. En bedre pensionsordning er i hus, en markant øget statslig interesse for jeres område og en satspuljebevilling på omkring 80 millioner, der også skal bidrage til at sikre og udvikle kvaliteten på området.

Jeg ser et stort potentiale i familieplejernes rolle i fagbevægelsen. Vi synes at de omkring 4.000 familieplejere, der endnu ikke er organiseret, skulle skynde sig at blive det. 61 pct. af vores omkring 11.000 anbragte børn er i jeres varetægt, og hver gang I lykkedes med opgaven, har I sikret et samfundsmæssigt afkast, der ud over bedre liv til udsatte børn, også i kroner og øre kan mærkes og gøre en forskel – for næste hold. Men det arbejde er et samarbejde.

Jeg vil derfor næste 1. maj glæde mig til at se, hvad solidaritet og sammenhold kan drive det til- også for familieplejerne.