Socialpædagogik og flerfaglighed gør forskellen

Det var nysgerrighed, der i sin tid drev socialpædagog Kirsten Agerskov Nielsen og de øvrige medarbejdere på boenheden Trindvold i Brejning til at skaffe sig mere eksakt viden om demens i det socialpædagogiske arbejde med mennesker med udviklingshæmning.

Nu, 20 års erfaring senere, er hun ikke i tvivl om, at socialpædagoger kan og skal spille en vigtig rolle i forhold til borgere med demens – ikke kun inden for det traditionelle socialpædagogiske område, men også inden for det almene område.

For Kirsten Agerskov Nielsen og hendes kolleger var den direkte anledning til at begynde at interessere sig specifikt for demens, at der i 1996 flyttede en mand ind med Downs syndrom. Forældrene beskrev ham som en rigtig rolig og sød mand, der efterhånden havde ændret personlighed, så han bl.a. blev aggressiv. Forældrene kunne ikke forstå, hvorfor han reagerede anderledes. Det kunne Trindvolds medarbejdere umiddelbart heller ikke, men havde dog en vis formodning om, at manden måske havde udviklet en demens.

Dengang havde mange af borgerne på Trindvold Downs syndrom, så derfor kom Kirsten Agerskov Nielsen på et 14-dages kursusforløb til en demenskonsulentuddannelse, som det hed dengang.  

– Vi havde fokus på den socialpædagogiske indsats og ville se, om vi som socialpædagoger kunne gøre en forskel over for de borgere, som udviklede demens. Vi ville nødigt, at de skulle på et almindeligt plejehjem, hvor man ikke har den socialpædagogiske tilgang, som vi kunne give dem.

Hjemvendt fra demenskurset blev det tydeligt, at borgeren havde brug for endnu mere struktur end den, der i forvejen var på Trindvold med fx faste rutiner omkring spisning.

– Vi erfarede, at en detaljeret struktur var med til at hjælpe udviklingshæmmede med demens. Tidligere spiste alle borgere sammen, men vi fandt frem til, at borgere med demens havde brug for ro under måltiderne, så enten sad de hos sig selv og spiste med hjælp fra personalet, eller de blev skærmet i fællesrummet, hvor de fx sad alene ved et bord, eller sad et sted, hvor der ikke var uro.

Og det var ikke kendt viden dengang, heller ikke på almindelige plejehjem, fortæller Kirsten Agerskov Nielsen.

Ned i detaljen

Den erkendelse var udgangspunktet for, at Trindvold gik i gang med et projekt, hvor formålet var at beskrive, hvordan det socialpædagogiske arbejde med borgere, der udvikler demens, skal være.

Den første opgave blev at kunne aflæse, når en borger begynder at udvikle demens. Hvilke symptomer er der? De fik fat i et demensskema på normalområdet og rettede det til, så det kunne bruges over for mennesker med udviklingshæmning. Skemaet benyttes i dag over hele landet.

Inden for normalområdet kan man registrere, når en ældre begynder at udvikle en demens og dermed taber færdigheder, fx ved ikke længere at vide, hvad klokken er. De kan gennemgå en test hos praktiserende læge.

Men samme mulighed for at registrere demens eksisterer ikke, når det gælder udviklingshæmmede. 

Alene af den grund at det er meningsløst at registrere tab af færdigheder, som den udviklingshæmmede aldrig har haft. Hvis den udviklingshæmmede ikke kender klokken, er det formålsløst at spørge om, hvad klokken er, forklarer Kirsten Agerskov Nielsen.

– Der skal registreres mere detaljeret, når det er målrettet udviklingshæmmede, og man skal tage udgangspunkt i deres funktionsniveau.

Trindvold fik oprettet sin egen demensenhed og fik på daværende tidspunkt udvidet med flere pladser.

Stor viden om demens

For Kirsten Agerskov Nielsen blev det også starten på et langt arbejdsliv, hvor hun hele tiden har arbejdet med mennesker med udviklingshæmning, og sideløbende har hun siden 1997 beskæftiget sig med demens.

For syv år siden forlod hun Trindvold, men blev inden for området med udviklingshæmmede og kunne for et par år siden fejre 40 års jubilæum som ansat inden for stat, amt og region, og hun har siden 1989 arbejdet som leder forskellige steder.

I dag er hun ansat som vicecenterleder i det regionale tilbud Handicapcenter Nordøstfyn, hvor hun bl.a. har ansvaret for medarbejdernes kompetenceudvikling, den faglige udvikling, arbejdsmiljø og samarbejdet med pårørende. Der er 310 ansatte. I centeret bor der også borgere med demens, og i arbejdet med dem drager medarbejderne nytte af hendes ekspertise. Gennem årene har Kirsten Agerskov Nielsen, siden hun på Trindvold gennemgik det 14 dages demenskursus, været på adskillige kurser i demens og har sideløbende med lederjobbet arbejdet som demenskonsulent – en opgave, hun dog ikke har så meget tid til i sit nuværende job.

– Min opgave har været at undervise over alt i landet, give råd og vejledning til medarbejdere og pårørende, give sparring til medarbejdere, der stod i udfordringer med borgere, der har demens, siger Kirsten Agerskov Nielsen.

Hun er en ofte benyttet foredragsholder, bl.a. i regi af Nationalt Videnscenter for Demens.

Flerfaglighed er en god ting

Kirsten Agerskov Nielsen er oprindelig uddannet omsorgsassistent, hvor en del af uddannelsen også bestod i at lære om medicinsk og sundhedsmæssig behandling, og uddannelsen var målrettet udviklingshæmmede, hvor de studerende fik en viden om de forskellige former for udviklingshæmning.

Hun kender således fagligheden i både den sociale og den sundhedsmæssige tilgang til arbejdet med udviklingshæmmede med demens. Det er hendes erfaring, at der er brug for begge fagligheder i arbejdet med mennesker med udviklingshæmning og demens. Det har hun så tidligt som i 2001 skrevet om i et Synspunkt i Socialpædagogen (nr. 7/2001):

‘Jeg går ind for flerfaglighed og mener, at det er en stor styrke, at vi kan trække på hinandens specialviden. Forskelligheden, hvis den bliver brugt som ressource, skal gerne have en positiv afsmittende virkning på det, vi skal samarbejde om, nemlig gruppen af udviklingshæmmede mennesker med demens.’

Og i samme artikel påpeger hun, at et godt samarbejde forudsætter, at arbejds- og kompetencefordeling mellem faggrupperne skal være afklaret, og der skal foregå en ligeværdig kommunikation:

‘Vi må have på plads, hvilke kompetenceområder, vi hver især står inde for og kan dække, før vi begynder at løse opgaven. Det er vigtigt, at vi tager udgangspunkt i, at det er et udviklingshæmmet menneske med demens og ikke en dement udviklingshæmmet. Vigtigt er det også at kunne se det hele menneske ud fra, at den udviklingshæmmede person har nogle fysiske og psykiske behov, der skal dækkes, og at der er tilstødt en demens, som kræver specialviden.’

Blik for borgernes virkelighed

I dag, næsten præcis 15 år senere, har hun fortsat samme holdning til, hvad der er vigtigt i arbejdet med udviklingshæmmede med demens.

– Socialpædagogers styrke er at skabe struktur for borgerne – og at de kan reflektere over, hvorledes borgernes virkelighed er set med borgernes øjne. En dagsstruktur underbygger derfor borgernes selvbestemmelse, så de får hjælp ud fra deres ønsker og behov. Socialpædagoger, der løser opgaver med udviklingshæmmede, har kendskab til forskellige kommunikationsformer, som også er vigtige inden for normalområdet i kontakten med borgere med demens. Fx at benytte billeder i kommunikationen, som i dag foregår via iPad, siger hun.

Partierne bag satspuljen har afsat 470 mio. kr. til en national handleplan for demens, og Socialpædagogerne er sammen med en lang række andre organisationer inviteret til at give deres input til, hvad en sådan handleplan skal indeholde.

Kirsten Agerskov Nielsen er med sin mange års erfaring ikke i tvivl om, at der er brug for socialpædagoger både inden for området med udviklingshæmmede og inden for normalområdet.

Stop, mens legen er god

Selvfølgelig handler det om personlig pleje, medicinering, viden om følgesygdomme og sundhedsfaglig ekspertise. Det har de pågældende sundhedsfaglige grupper styr på, understreger hun.

– Det, som socialpædagoger kan, er bl.a. det her med at skabe struktur for en borger med demens, der ikke kan finde rundt i, om det er mandag eller tirsdag, eller hvornår han eller hun skal i bad. Socialpædagoger er vant til at arbejde struktureret, så borgeren får den samme hjælp uanset hvem, der er på arbejde. Hjælpen er procesorienteret og ikke personorienteret, siger Kirsten Agerskov Nielsen.

Og det er netop det, der med stor fordel kan overføres til arbejdet på det almene ældreområde, mener hun:

– Når en normaltfungerende begynder at udvikle demens og får det kognitive niveau reduceret, skal man hjælpe med at skabe struktur omkring borgeren med udgangspunkt i de vaner, han eller hun tidligere har haft. Det er socialpædagoger vant til i arbejdet med udviklingshæmmede, hvor man i forvejen har opbygget en struktur – fra der bliver sagt ‘godmorgen’ til der bliver sagt ‘godnat’. Fx får borgeren måske altid først den venstre strømpe på, eller når vi hjælper borgeren med tandbørstning, så starter vi altid i højre side – forstil dig, at det bliver gjort forskelligt, alt efter hvem der er på arbejde.

Når personen udvikler en demens, kan det skabe tryghed for borgeren, at medarbejderne sikrer en endnu mere deltaljeret struktur, som er med til at gøre hverdagen mere overskuelig.

– Borgeren skal mestre noget anderledes. Måske har han tidligere været en festabe, men nu kan han blive aggressiv, fordi han bliver utryg og ikke længere kan finde ud af at være festens centrum. Måske bliver han frustreret og udadreagerende – det kan være borgerens måde at mestre situationen på, og så skal han have hjælp til nye måder at mestre tingene på.

– Det er allerbedst, at vi er ‘foran’ og guider, således at borgeren kan tage hjem, før det kommer så vidt. ‘At stoppe mens legen er god’ er et godt udtryk, som også gælder i hjælpen til udviklingshæmmede med demens, siger Kirsten Agerskov Nielsen.

Det hele menneske med

Det ligger i socialpædagogers faglighed, at de arbejder ud fra en helhedsorienteret tilgang til borgeren og ser det ud fra vedkommendes vinkel. Når en socialpædagog møder et menneske med demens, er det fortsat det hele menneske, der er i centrum, og borgeren bliver mødt med den anerkendende tilgang, siger Kirsten Agerskov Nielsen:

– Socialpædagoger kan bidrage med relationer i forhold til borgere med demens. Vi har fokus på det sociale, og vi har det hele menneske med – også når vi møder et menneske med demens. Vi gør meget for at finde ud af, hvorfor noget er et problem for en borger, siger hun og understreger, at socialpædagoger er meget strukturerede i deres tankegang, fordi de altid arbejder i forlængelse af hinanden.

– Og vi registrerer hele tiden eventuelle ændringer i en persons adfærd. Hvor tit taber han fx sit høreapparat? Hvad gør vi ved det? Er det fx til større gene end gavn, at han bærer høreapparat, siger hun og tilføjer:

– Socialpædagoger tænker på borgerne som individuelle mennesker og opstiller mål og delmål, som tager udgangspunkt i den enkelte, siger hun og illustrerer det med et eksempel:

En borger, der har udviklet en demens, kan ikke overskue den fælles julefest med de øvrige borgere og pårørende. Han har det bedst med at spise julemiddag med sine pårørende i sin lejlighed. De pårørende er uforstående, for de vil gerne være sammen med de andre, og det ‘plejer’ han gerne at ville være med til. Men da de pårørende får en forståelse af, at det er borgerens behov, der vægtes højest – altså om han er i stand til at være med – vil de gerne spise middag sammen med ham i han lejlighed. 

– Vi fokuserer på ressourcerne, og vi er mere opmærksomme på det, der virker, end det, der ikke virker. Vores kerneopgave har dette udviklingsperspektiv. Hvordan får borgeren fx en god julefest, når han nu ikke kan overskue at være sammen med mange mennesker. Vi skal helt ned i detaljen for at se, hvordan vi kan komme fra et punkt til det næste, siger Kirsten Agerskov Nielsen.

Demensskemaet kan downloades via Handicapcenteret eller på www.videnscenterfordemens.dk