Gå til indhold

Flygtningebørn

Gholam skulle nås med idræt

For Heidi Aasborg er pædagogisk idræt et vigtigt redskab i arbejdet med uledsagede flygtningebørn. Når sproget kommer til kort, gælder det om at skabe kropslige erfaringer med fx tillid, empati og udholdenhed

5. februar 2016

Artikel

Forfatter: Af Maria Rørbæk

Gholam på 19 år stirrer ned i bordpladen. Så kigger han op med et genert, undskyldende smil: ‘Hvis jeg taler om det, tænker jeg på det. Og jeg prøver at glemme det’.

Nærværende fagblad har sat Gholam og Heidi Aasborg stævne for at høre om deres fælles historie. Han som uledsaget flygtningebarn. Hun som socialpædagog og leder af UngeIntegration Vest i Hedensted Kommune.

Gholam har løftet en ganske lille del af sløret for sin fortid:

Han er opvokset på landet i Afghanistan. Han har engang vogtet får. Hans mor er død af kræft, og han har ikke kontakt med et eneste familiemedlem.

Så bliver hans øjne blanke.

Spørgsmålet om, hvad der konkret fik ham til at flygte, og hvordan han gjorde det, får blikket til at søge bordpladen.

Heidi Aasborg lægger en arm om hans skulder.

– Har det været svært for dig, Gholam? Det er okay. Du behøver ikke fortælle noget, siger hun.

Bagefter forklarer Heidi Aasborg, at det er meget almindeligt, at især afghanske drenge ikke vil fortælle om de oplevelser, der gik forud for asylansøgningen i Danmark. Ofte må hun nøjes med at læse i rapporterne fra afhøringerne hos politiet.

– Og de kan have nogle ekstremt hårde skæbner. En har fx været i træningslejr, hvor han blev udset som selvmordsbomber – og derfor stak af. Andre har været i livsfare under flugten eller set deres familie blive dræbt for øjnene af dem.

Socialpædagoger, der arbejder med flygtninge



For øjeblikket ligger spørgsmål om flygtninge, integration og asylpolitik højt på den politiske og mediemæssige dagsorden. Men hvordan er hverdagen for de socialpædagoger, der konkret arbejder med flygtninge? Her kan du læse om Heidi Aasborg, der arbejder med uledsagede flygtningebørn i Hedensted Kommune. Tidligere har vi beskrevet, hvordan Gert Illum Severini arbejder som socialpædagog i Sandholmlejren – og hvordan Joy McPhillips støtter traumatiserede flygtninge. Find artiklerne ‘For Gert er flygtningekrisen hverdag’ (nr. 19/2015) og ‘Joy er den røde tråd’ (nr. 1/2016).



På flugt fra milits

Et eksempel på en historie er en dreng fra Syrien, der hentede vandmeloner sammen med sin lillebror. Pludselig blev de angrebet af en gruppe militærfolk, der fangede lillebroren og voldtog ham. Storebroren kastede sten efter dem, og han og broderen slap væk og gemte sig i buskadset – men da de kom hjem, var hele familien dræbt.

– De fleste uledsagede flygtningebørn har traumatiske oplevelser bag sig, og det er en af grundene til, at det faktisk kan være svært at rekruttere det rette personale. Det er ikke nok at have et godt hjerte og et ønske om at gøre en forskel for børnene, for hvis man tager det alt for meget ind, kan man ikke rumme arbejdet, siger Heidi Aasborg.

Ligesom det er tilfældet for alle de andre uledsagede flygtningebørn, skete Gholams første møde med repræsentanter for Hedensted Kommune på asylcentret – i hans tilfælde på børnecentret Vestervig.

– Kan du huske det, Gholam? Kan du huske første gang, du mødte mig, spørger Heidi Aasborg.

Gholam nikker.

– Jeg var nervøs. Jeg kendte dig jo ikke. Og jeg kendte ikke Hedensted, siger han.

Heidi Aasborg fortæller, at børnene for det meste er meget nervøse, når hun møder dem og sammen med sagsbehandleren skal prøve at danne sig et indtryk af, hvem de er – og hvad de har behov for.

– Deres baggrunde er meget forskellige. Nogle unge fra Syrien har fx haft en skolegang på højt niveau – mens nogle unge fra Afghanistan fx ikke ved, hvad en kalender er, eller hvordan man læser klokken. Rent modenhedsmæssigt kan der også være meget store forskelle, så nogle godt kan rumme at bo i en lejlighed med støtte – mens andre har behov for meget mere omsorg.

Uledsagede flygtningebørn i Hedensted


For tre år siden fik Hedensted Kommune besked om, at de skulle modtage to uledsagede flygtningebørn og integrationsafdelingen overvejede, hvad de skulle stille op. Skulle børnene anbringes på et opholdssted for danske børn – eller skulle de prøve at skræddersy en løsning? Resultatet blev et målrettet tilbud, der i dag er vokset så meget, at der i slutningen af januar var 52 uledsagede flygtningebørn i Hedensted Kommune. Det samlede tilbud rummer bl.a. opholdsstedet Melhedegaard, der er en idrætsdøgninstitution med fem pladser, to kollegielignende bofællesskaber med 5-6 pladser på hver og en række lejligheder, hvor de unge bor selv – og får støtte fra et udekørende team.

Børnene har vidt forskellig baggrund og kommer fx fra Syrien, Afghanistan og Eritrea – og når det er muligt, ansætter Hedensted Kommune personale, der har sprogkundskaber og kulturel forståelse, der matcher børnene. Fx afprøver de en ny ‘storebrorordning’, hvor en 20-årig syrer ansættes som pædagogmedhjælper og bor sammen med uledsagede flygtningebørn fra Syrien. Han får praktiske opgaver som fx at vække de unge om morgenen, men skal ikke stå for den egentlige socialpædagogiske støtte.

Langtidsplanlægningen besværliggøres af, at nye flygtningebørn skal modtages med en måneds varsel.


Slutter med kram

I løbet af den times tid, som det første møde typisk varer, er det Heidi Aasborgs mål at etablere den første tillid – og gøre det muligt at afslutte med et kram.

– Jeg gør meget ud af at sige til de unge, at vi passer på dem. Og hvis de fx vil søge om familiesammenføring, forklarer jeg, at det ikke er os, der skal tage stilling til, om de kan få deres familie til Danmark – men at vi fx gerne vil hjælpe med papirarbejdet. Jeg gør det helt visuelt ved fx at tegne kasser på et stykke papir: Den ene kasse er for dem, der skal afgøre deres sag – og den anden kasse er for os.

Gholam var cirka 17 år, da han kom til Danmark – og det første halve års tid boede han på opholdsstedet Melhedegaard, der har plads til fem uledsagede flygtningebørn. Bagefter flyttede han ud i en lejlighed sammen med en gruppe andre afghanske drenge, hvor han fik pædagogisk støtte – og i dag er han udskrevet og på SU, mens han tager en uddannelse på VUC, der svarer til folkeskolens ottende klasse.

Melhedegaard er den første døgninstitution i Danmark, der af socialtilsynet er godkendt som idrætsdøgninstitution – og pædagogisk idræt fylder i det hele taget meget i arbejdet med de uledsagede flygtningebørn i Hedensted.

– Når sproget kommer til kort, er vi i stedet nødt til at arbejde med at give de unge nogle kropslige erfaringer med fx tillid, empati og udholdenhed, fortæller Heidi Aasborg.

Tillid og dykning

Selvom en tolk fx kan oversætte ordet ‘tillid’, kan de unge have svært ved at forstå, hvad det egentlig betyder – og det socialpædagogiske arbejde handler derfor fx om at skabe nogle rammer, der giver en konkret oplevelse af tillid.

– Hvad med dig, Gholam? Du var da med til at tage et dykkercertifikat, var du ikke, spørger Heidi Aasborg.

Gholam kigger op fra bordpladen.

Der kommer liv i øjnene.

– Jo! Det var sjovt. Det var sjovt at lære det der… Kropssprog.

Med fingrene viser Gholam, hvordan han lærte at kommunikere under vandet.

Når tommelfingeren ryger i vejret, er alt godt.

Når man vifter foran munden, er der problemer med at få ilt.

Med knappe ord forklarer han, hvordan man som dykker har en makker og skal hjælpe hinanden. Inden man går i vandet, tjekker man makkerens udstyr – og omvendt. Og hvis den ene pludselig får problemer med udstyret, har den anden ekstraudstyr og kan hjælpe.

– På den måde lærer de unge at vise omsorg for hinanden. De træner en opmærksomhed på, hvordan andre har det, og der er faktisk tale om en begyndende mentalisering, hvor man skal sætte sig i den andens sted. Det er alt sammen noget, vi ikke kan tale med de unge om, for sproget er der ikke endnu – men så prøver vi bagefter at gå den anden vej og sætte ord på de kropslige erfaringer. I forhold til dykning har det også handlet om selve det at være i vand og få gode oplevelser, for mange af de unge har meget traumatiske oplevelser med vand, fordi de fx har været bange for at drukne under flugten. Så sætter vi ord på, at dengang var det farligt, men nu er det ikke farligt.

Kraftig stigning i antallet af uledsagede mindreårige


På bare to år er der sket en femdobling i antallet af uledsagede mindreårige, der søger asyl i Danmark. Mens der i 2013 i alt kom 354 uledsagede mindreårige asylansøgere, er tallet for 2015 mere end 1.700 (tallet er kun opgjort for årets første 11 måneder).

Det drejer sig især om drenge fra Afghanistan og Syrien. I 2015 kom der frem til 30. november 591 uledsagede mindreårige asylansøgere fra Afghanistan og 504 fra Syrien.

Kilde: Ny i Danmark / Udlændingestyrelsen.


Idrætspædagogisk efteruddannelse

I 2013 fik alle de ansatte på Melhedegaard en efteruddannelse i pædagogisk idræt, som blev stykket sammen af forskellige tilbud.

– Der findes ingen egentlig efteruddannelse i pædagogisk idræt for flygtningebørn, så vi har været nødt til at lave en såkaldt læringstransfer, hvor vi overfører elementer fra pædagogisk idræt for børnehavebørn til en sammenhæng, der giver mening for os. Fx kan man bruge pædagogisk idræt til at lære børnehavebørn at stå i kø, men det er ikke relevant for os, fortæller Heidi Aasborg.

Konkret arbejder personalet på Melhedegaard med at give de unge kropslige erfaringer indenfor fem fokusområder: Socialt, emotionelt, kognitivt, sansemotorisk og fysisk – og de reflekterer altid over, hvad en bestemt idrætsaktivitet kan gøre inden for de fem områder (se faktaboks).

– Har du prøvet at få massage, Gholam, spørger Heidi Aasborg.

Gholam nikker igen.

– Ja… Det var fint.

Massage er et eksempel på, hvordan den pædagogiske idræt kan bruges til at arbejde med fokusområdet emotionel udvikling.

– Traumerne kan både betyde, at den unge har svært ved at finde ro, og fx ikke kan falde i søvn om aftenen, og at den unge bliver apatisk og opgivende. I begge tilfælde kan pædagogisk massage hjælpe afhængig af, hvordan man trykker. Det handler ikke om at afhjælpe muskelafspændinger, som fysiurgisk massage gør – men om enten at hjælpe den unge til at slappe af – eller modsat kvikke op, fortæller Heidi Aasborg.

Sov på massagebriksen

Et konkret eksempel er ‘Ahmad’, der virkede helt anspændt og altid gik rundt med skuldrene løftet.

– Han så ud som om, han hele tiden var klar til kamp – og han kunne ikke sove om natten, fortæller Heidi Aasborg.

Som udgangspunkt sagde han nej til massage, men en aften var han klar til at prøve det.

– Massagebriksen står i en afskærmet del af fællesrummet, for fysiske berøringer kan blive opfattet forkert, hvis det sker i enerum. Jeg tændte stearinlys og satte blid musik på, der er afstemt efter en meget langsom rytme med ét slag i minuttet, og efter et stykke tid faldt Ahmad simpelt hen i søvn på briksen. Så puttede jeg ham med et tæppe, og hviskede til de andre: ‘Schyy, Ahmad sover. Vi skal være stille’. Og han plejede først at kunne falde i søvn ved 4-5-tiden om natten. Men efter den dag ville han gerne have massage.

En helt anden aktivitet er en leg, hvor en ung står med ryggen til en anden, der bygger en figur af legoklodser, hvorpå en tredje med ord skal forklare den første, hvordan figuren ser ud. Og så skal ham, der står med ryggen til, selv bygge figuren.

– Det er en leg, der bl.a. styrker den sproglige udvikling – og dermed også den kognitive udvikling, forklarer Heidi Aasborg.

Pædagogisk idræt på Melhedegaard


Den pædagogiske idræt på døgninstitutionen Melhedegaard handler om at give de unge konkrete, kropslige erfaringer inden for fem fokuspunkter:

  • Social udvikling omfatter fx erfaringer med at have brug for andre, at gøre noget sammen med andre og at tage beslutninger sammen med andre.
  • Emotionel udvikling handler bl.a. om at opleve glæde, engagement og spænding – og om at have mod.
  • Sansemotorisk udvikling handler eksempelvis om at bruge sine sanser på forskellig vis og få en erfaring af, at sansning og bevægelse hænger sammen.
  • Fysisk udvikling omfatter erfaringer med mange forskellige bevægelser, fysiske anstrengelser og bevægemønstre og understøtter især et alment fysisk velvære og sundhed.
  • Kognitiv udvikling omfatter eksempelvis erfaringer med at tænke sig om, bruge sin fantasi eller træffe valg og handle.

Den samme aktivitet kan ofte bidrage til udvikling af flere fokuspunkter.

Læs mere på Melhedegaards hjemmeside, hvor du finder en beskrivelse af idrætspædagogikken på www.kortlink.dk/kd59 

Ud over den idrætspædagogiske tankegang arbejder Melhedegaard også med ART og anerkendende pædagogik.


Begyndte til håndbold

For Gholam har idrætstilbuddene bl.a. handlet om at gå til håndbold i den lokale forening.

– Jeg så det på fjernsynet og ville gerne prøve selv. Og jeg ville gerne spille sammen med danskere for at blive bedre til sproget, forklarer han.

Efter Heidi Aasborgs opfattelse er det meget vigtigt, at de unge uledsagede flygtningebørn kommer til at dyrke idræt sammen med danske unge.

– Ellers kan de godt komme til at holde sig lidt sammen som i en klike, når flere afghanske unge fx bor sammen – så vi prøver at give dem mod på også at komme ud på egen hånd, og derfor hjalp vi fx Gholam ind i håndboldklubben, fortæller hun.

Undervejs hjalp Gholams kontaktpædagog ham med at lære reglerne.

– Tit har de unge nemmere ved at forstå os end fx en lærer eller en træner, for selvom vi også taler dansk med dem, er vi vant til at vælge de rigtige ord. Fx er det nemmere at forstå, at ‘man skal købe ting’, end at ‘man skal handle ind’.

Heidi Aasborg kigger på Gholam:

– Du var aldrig flabet over for træneren, men det er der andre, der er, så de fx kan finde på at tale grimt – og så bruger vi meget tid på at forklare, hvad en forening er, og at træneren arbejder frivilligt. Og at han derfor simpelt hen ikke gider være træner for nogen, der opfører sig dårligt over for ham. På den måde kan der være meget læring om det danske samfund. Selve det at lære reglerne i spil kan også hjælpe en til i det hele taget at kunne følge regler, for der jo tydelig konsekvens, når de overtrædes: Så fløjter dommeren.

Løb halvmaraton

En idrætsoplevelse, der har haft betydning for Gholam, er halvmaratonet i Aarhus, som en gruppe unge og ansatte løb sammen.

– Det var svært, siger Gholam.

– Men du gennemførte, siger Heidi Aasborg og løfter hånden til et highfive.

Klask, siger det, da hun og Gholam slår håndfladerne sammen.

– Jeg var ved at opgive, siger Gholam med et smil.

– Da jeg havde løbet 15 km, tænkte jeg, at jeg ikke kunne mere… Men så så jeg en gammel mand overhale mig, og så tænkte jeg: ‘Nej, du skal klare det’.

Og netop sådan en kropslig erfaring med udholdenhed og overvindelse var et af formålene med løbet – sammen med det sociale aspekt ved at træne sammen.

I dag har Gholam brug for en vis portion udholdenhed og viljestyrke. 19 år gammel skal han klare sig på egen hånd. Han deler et værelse sammen med en anden afghaner, men håber at kunne flytte ind på sit eget kollegieværelse om nogle måneder.

– Du gør meget ud af din skole, gør du ikke, spørger Heidi Aasborg.

Gholam nikker.

– Ja, det gør jeg.

– Og hvorfor gør du det?

– Fordi jeg vil gerne være færdig… Jeg skal komme hver dag, ellers får jeg fravær… Og hvis jeg får for meget fravær, bliver jeg smidt ud. Og hvad skal jeg så? Skal jeg så bare lave ingenting? Nu har jeg endelig fået chancen for at tage en uddannelse – så vil jeg også bruge den.

Heidi Aasborg har tidligere arbejdet med danske unge, der var anbragt uden for hjemmet, og hun oplever en langt større motivation blandt de unge uledsagede flygtninge.

– Det virker som om, de tænker, at deres tid er kommet nu. Og vi har faktisk en succesrate på 100 pct., når det gælder målet om, at de unge skal være i gang med enten uddannelse eller arbejde.

For Gholam ligger vejen klar.

Når han er færdig med kurset på 8. klassesniveau, skal han videre med et kursus på 9. og 10. klassesniveau. Og så er drømmen at blive pædagog.

– Jeg vil gerne arbejde med børnehavebørn, forklarer han. Og tilføjer:

– Og jeg vil gerne have en familie.


For at sikre en vis grad af anonymitet optræder Gholam kun med sit fornavn. Alle oplysninger om andre flygtningebørn er anonymiseret.


 

Bliv medlem