Familiepleje
Stolte familieplejere
Hvornår bliver du stolt i dit arbejde? Det spørgsmål giver en række af Socialpædagogernes medlemmer et bud på. To af deltagerne er familieplejere. Læs deres historier her.
1. december 2016
Forfatter: Maria Rørbæk
Susanne Hildur Schmidt, socialpædagog og familieplejer
Jeg bliver faglig stolt, når jeg oplever at se lyset tændes i et barns øjne efter at lyset har været slukket, og også når jeg oplever at blive respekteret af andre fagligheder og vi sammen kan skabe udvikling. Det kan fx være sammen med skolelæren, psykologen og andre behandlere. Og for nyligt oplevede jeg, at vi sad til et netværksmøde, hvor den biologiske far sagde om vores samarbejde: ’Jamen jeg oplever, at jeg har fået en ekstra storesøster, og en ekstra storebror. Så bliver man både fagligt stolt, og man bliver glad og man bliver rørt.’
Trine Frengler, familieplejer på fuld tid
Mit ældste plejebarn er lige flyttet hjemmefra efter otte år og to måneder. Vi afleverede hende på hendes nye værelse på den døgninstitution, hvor hun skal bo. Vi fik et klem, og så sagde hun farvel, afklaret og tryg. Da kiggede min mand og jeg på hinanden og tænkte ’yes’, vi gjorde det godt! Mit plejebarn har flere diagnoser, og har været meget udfordret. Jeg har brugt min faglighed til at give hende en masse godt med i bagagen, og er stolt over, at jeg gjorde det bedste, jeg kunne.