Forskning møder praksis

– Kan I ikke spørge nogle af de tidligere anbragte, som det er gået godt for: Hvad var det, der virkede for dem?.

Sådan lød et af forslagene fra deltagerne i sessionen om udviklingen af børne- og ungeområdet.

Her fik deltagerne bl.a. mulighed for at diskutere med forskningschef Anne-Dorthe Hestbæk fra SFI, der lagde ud med at give et overblik over udviklingen på anbringelsesområdet. Hun fortalte bl.a. om den øgede brug af familiepleje frem for fx et socialpædagogisk opholdssted, således at det i dag er seks ud af ti anbragte børn, der er anbragt i familiepleje.

– Ud fra den viden, vi har i dag, tyder det på, at børn i familiepleje trives bedre end andre anbragte børn, men der er også forskel på de børn, der anbringes i familiepleje og de børn, der hidtil er blevet anbragt andre steder, sagde hun.

Det store spørgsmål om effekten af anbringelser fyldte også meget i diskussionen. Virker det? Eller virker det ikke?

– Vi har fået tudet ørerne fulde af SFI-rapporter om, at anbringelser ikke virker. Men så kan man fx få en facebook-hilsen fra en tidligere ung, der takker, fordi han fik så meget ud af at være hos os. Selvom han smækkede med døren, da han rejste… Hvordan kan man måle sådan noget, spurgte en af deltagerne.

– Jeg synes, vi i Socialpædagogerne skulle prøve at gå sammen med nogle af de andre organisationer, fx BUPL og lærerne, og tale om, hvad det er, vi gerne vil måles på. Hvad bør succeskriteriet være, lød det fra en af de andre deltagere.

Og så foreslog en tredje, at forskerne spurgte de tidligere anbragte.

– Det er vi faktisk også ved at gøre, svarede Anne-Dorthe Hestbæk.

– Vi er ved at lave en undersøgelse, hvor vi spørger 25-årige tidligere anbragte, der klarer sig godt og er i gang med en uddannelse, hvad det var, der gjorde forskellen for dem.

Hun slog endvidere fast, at der godt nok ikke er forskningsmæssigt belæg for at sige, at anbringelser virker – men omvendt er der heller ikke forskningsmæssigt belæg for at sige, at de ikke virker.