Drag omsorg for seksualiteten

Ligesom alle andre har udviklingshæmmede en seksualitet, men spørgsmål af seksuel karakter kan være vanskelige at tackle for personalet. Det oplevede socialpædagog Heike Wraa, der i otte år har været ansat på bostedet Solsikken i Voerladegård ved Skanderborg. Derfor valgte hun i 2012 at begynde på en diplomuddannelse i seksualvejledning på Via University College i Aarhus og fungerer nu som seksualvejleder på bostedet, der huser 28 voksne udviklingshæmmede beboere.

– På Solsikken har vi altid haft et højt fagligt niveau, men det her område var der ikke rigtig nogen, der tog ansvar for. Der er tale om mennesker, som har brug for hjælp og støtte på alle livets områder, men i forhold til beboernes seksualitet stod vi ofte magtesløse, siger Heike Wraa.

Heike Wraa oplevede bl.a., at udadreagerende adfærd og indesluttethed hos beboerne kunne bunde i seksuelle frustrationer, som personalet havde svært ved at håndtere. Fx opstod der akavede situationer, når hun selv eller kollegerne kom ind til beboere, der var i færd med at tilfredsstille sig selv – eller rettere – forsøgte på det.   

– Rigtig mange af vores mandlige beboere prøver at onanere, men kan ikke altid finde ud af at gøre det på en måde, så de får noget ud af det. Det kan man jo godt forstå, de bliver frustrerede over, men bl.a. på grund af blufærdighed kan det være svært for mange at spørge ind til det. Den typiske reaktion var derfor at smile lidt forlegent og lukke døren igen med bemærkningen: ‘Undskyld, jeg var ikke klar over, at du hyggede dig’ – og så håbe på, at de klarede det, fortæller hun.

Ud over de personlige barrierer, der kan spille ind, peger Heike Wraa på, at seksualitet indtil for ganske nylig ikke har været på skemaet på pædagoguddannelsen. Det skete først med den nye uddannelsesbekendtgørelse, der kom i 2014. Ude på bostederne mangler der derfor også viden om, hvordan seksuelle spørgsmål og problematikker kan tages op med beboerne.  

– Emnet er kompliceret, fordi seksualitet som udgangspunkt er et privat område og derfor et vanskeligt felt at bevæge sig ind på. Samtidig skal du forholde dig til de udviklingshæmmedes kommunikationsniveau, og skal du håndtere seksualvejledningen professionelt, er du nødt at have en baggrund for at gøre det, siger hun.

 Havde ikke redskaberne

Den direkte anledning til, at Heike Wraa valgte at gå i gang med seksualvejlederuddannelsen var en konkret situation omkring en beboer på Solsikken.

– Vi havde en problematik omkring en ellers sød og rar mandlig beboer, som indimellem kom til at røre det kvindelige personale på brysterne. Fordi vi som personalegruppe ikke rigtig vidste, hvordan vi skulle håndtere det, blev der indkaldt en seksualvejleder udefra, som holdt et oplæg og snakkede med os. Hun sluttede med at sige, at vi skulle lave en seksuel handleplan på det. Men hvordan man lavede sådan en plan og hvad den skulle indeholde, havde vi ingen anelse om. Vi havde ikke redskaberne, og efterfølgende ‘forsvandt’ problemet lidt, fordi vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre ved det. Så var det jeg tænkte: Det her, det duer bare ikke, fortæller Heike Wraa.

Hun søgte derfor på nettet og fandt diplomuddannelsen på Via University College, der giver viden, færdigheder og kompetencer til seksualvejledning i forhold til mennesker med nedsat funktionsevne. Uddannelsen er en del af Den Sociale Diplomuddannelse, og Heike Wraa afsluttede det sidste af tre moduler ved udgangen af 2015.  Også andre pædagoger på Solsikken skulle på efteruddannelse, så hun har ikke kunnet tage modulerne i rap.

Seksuelle handleplaner

De tre moduler har bl.a. omfattet undervisning i anatomi, seksuelle sygdomme, kommunikation i vejledningen, etiske og juridiske aspekter på feltet, og med den ballast føler Heike Wraa sig godt rustet.

– Uddannelsen har betydet, at der som udgangspunkt ikke er nogle spørgsmål og problemstillinger, jeg ikke vil kunne gå ind i. Er der brug for særlig ekspertise kan jeg hjælpe med at sørge for, at beboerne bliver sendt videre til fx gynækolog, sexolog eller en terapeut, siger hun

I funktionen som seksualvejleder på Solsikken skal Heike Wraa sætte spot på problemstillinger af seksuel karakter, undervise det øvrige personale og i hverdagen stå til rådighed for både kolleger, beboere og pårørende, hvis der er brug for råd og vejledning. Derudover står hun i spidsen for arbejdet med seksuelle handleplaner, som bostedet for nylig har taget hul på.

En handleplan kan fx komme på tale, hvis en beboer konsekvent onanerer i fællesrummene og personalet ikke kan få ham til at lade være.

– Med den viden, jeg har, kan jeg gå ind og stille nogle meget specifikke spørgsmål til, hvornår det foregår og hvad det fx er for nogle ydre stimuli, beboeren reagerer på. På den måde kan jeg spore mig ind på, hvad det er, der fører til den her adfærd og efterfølgende komme med nogle bud på, hvordan en indsats kunne se ud, siger hun.

Handleplanerne udarbejdes efter princippet om mindst mulig indgriben, og i nogle tilfælde er det kun beboerens kontaktperson, der bliver involveret, fortæller Heike Wraa.

– Hvordan der bliver arbejdet med problematikken, skal alle medarbejdere ikke nødvendigvis vide. Vi skal have respekt for, at seksualiteten er privat område, siger hun.

En seksuel handleplan kan fx også tage sigte på at hjælpe beboere i huset, der bliver kærester. Hos et kærestepar har den mandlige part måske en meget veludviklet seksualitet, mens kvinden umiddelbart helst bare vil holde i hånden og kysse. Her handler det i første omgang om at finde ud af, om kvindens tilbageholdenhed skyldes manglende behov eller om andre ting er i spil. 

– I den situation vil jeg som udgangspunkt tage en snak med hende, fx med afsæt i noget billedmateriale, for at finde ud af, om hun overhovedet har et seksuelt forhold til sin egen krop, siger Heike Wraa.

Mange problemstillinger

Som eksempler på andre problemstillinger, det kan være relevant at tage fat på i seksualvejledningen, peger Heike Wraa på, at der også blandt udviklingshæmmede findes homoseksuelle – og fordomme mod homoseksuelle. 

– De kan komme fra et miljø, hvor man ser skævt til bøsser og lesbiske, og ser de fx to mænd kysse hinanden, kan de synes, at det er klamt og ulækkert. Her er det opgaven at forklare dem, at der ikke er noget galt i at være glad for en af samme køn, siger hun. 

Hun peger også på, at porno i dag er let tilgængeligt på nettet. Her kan beboere have set noget, som de har svært ved at få ud af hovedet og måske har brug for en ‘forklaring’ på.

– De kan også være kommet ind på pædofile sider, og så må jeg fortælle dem, at det er forbudt at kigge på nøgne børn, siger hun.

I forhold til beboere, der har problemer med at finde ud af, hvordan de tilfredsstiller sig selv, kan det det som led i en handleplan også være en opgave for seksualvejlederen at stå for praktisk oplæring. Den øvelse har Heike Wraa endnu ikke været ude i, men hun er afklaret med, at det ville hun godt kunne gøre uden at overskride sine personlige grænser. Samtidig betyder uddannelsen som seksualvejleder, at hun ikke behøver at frygte, at hun roder sig ud i noget, hun ikke kan styre.

– Der må selvfølgelig ikke opstå et seksuelt forhold mellem beboeren og vejlederen. For at beskytte både borgeren og mig rent juridisk ville der i det tilfælde derfor skulle stå i handleplanen, at oplæringen i onani foregår på de og de tidspunkter, på den og den måde – og at den højst må foregå 10 gange. Jeg kan ikke gå ind og hjælpe i længere tid, og har beboeren ikke lært de her bevægelser efter 10 gange, vil det heller ikke være formålstjenligt at forsætte, siger hun.

Vigtigt område

Socialpædagog Annie Svejstrup Olesen er daglig leder af bostedet Solsikken, og hun oplever det som en klar fordel at have en seksualvejleder lige ved hånden i huset.

– Tidligere trak vi på seksualvejledere udefra, men nu har vi en vidensperson helt tæt på, som er uddannet inden for feltet og som det øvrige personale kan læne sig op ad i de her problematikker. Samtidig er Heike hele tiden med til at italesætte, at seksualiteten er et område, det er vigtigt at holde fokus på og arbejde med, siger hun.

Annie Svejstrup Olesen er også glad for, at bostedet er kommet i gang med at lave seksuelle handleplaner. 

– Vi har jo alle sammen en seksualitet, og nogle gange ved vores beboere ikke, hvad de skal gøre ved det, der flyver rundt i kroppen på dem. Måske aner de ikke engang, at det har noget med seksualitet at gøre, fordi de ikke ved, hvad seksualitet er. Det kan betyde, at de får en uhensigtsmæssig adfærd, som bliver grænseoverskridende for medbeboerne. Men i samarbejde med Heike kan vi nu lave handleplaner på, hvordan vi hjælper dem til at blive mere fortrolige med deres seksualitet og være i den på en måde, der ikke generer andre, siger hun.

Lige som Heike Wraa peger også Annie Svejstrup Olesen på, at andre former for problemskabende adfærd hos beboerne kan have rod i seksuelle frustrationer.

– Og får man løst op for dem, får man nogle gange også løst det andet, siger hun.

For at illustrere behovet for vejledning på det seksuelle område fortæller afdelingslederen, at bostedet flere gange har set eksempler på, at beboere har skadet sig selv i forbindelse med onani. Fx fordi de ikke har haft kendskab til, at der findes hjælpemidler. 

– En kvindelige beboer har måske brugt tandbørsten, fordi den var lige ved hånden. Her ville det have været mere hensigtsmæssigt, hvis hun havde haft en dildo at stimulere sig selv med og måske også nogle billeder at kigge på, siger Annie Svejstrup Olesen. 

I forhold til beboere, der for nogles vedkommende ikke har et verbalt sprog og heller ikke altid kan forstå, hvad pædagogerne siger, er billeder i det hele taget en stor hjælp i forbindelse med seksualvejledningen, fortæller afdelingslederen. De kan fx tages i brug, når et kærestepar er på vej til at begynde at sove sammen, så kvinden ikke bliver overrasket over, at manden pludselig ser anderledes ud, fordi han er seksuelt opstemt.  

– Også her er det godt for personalegruppen, at de i Heike nu har en kollega, som har noget viden og ved hvad der findes af billedmateriale, som det er godt at tale ud fra, siger hun.  

Seksualitet fortolkes bredt

Både Heike Wraa og Annie Svejstrup Olesen betoner, at seksualitet på bostedet fortolkes meget bredt.

– Ikke alle vores beboere har en fuldt udviklet seksualitet, og seksualitet er ikke bare biologi, men også følelser og sanselighed. Så det handler ikke kun om onani og orgasmer, siger Heike Wraa.

Nogle beboere trænger måske bare til noget nærkontakt med andre, og det behov kan fx tilgodeses ved, at de får noget massage eller bliver tilmeldt et dansehold. Derudover fortæller Heike Wraa, at hun opfordrer sine kolleger til at huske at nusse beboerne lidt i hverdagen.

– Mange bliver kun rørt ved med gummihandsker i forbindelse med at de bliver vasket, og ud over at være en sanselig oplevelse frigiver hud-mod-hud-kontakt nogle stoffer, der har betydning for vores velbefindende, siger hun.

Solsikken er en del af Bostederne Skanderborg, hvor to medarbejdere på andre tilbud nu også er i gang med at uddanne sig til seksualvejledere. Sammen med dem er Heike Wraa i øjeblikket i gang med en proces, der både skal munde ud i en overordnet seksualpolitik for bostederne og særskilte politikker for de enkelte tilbud, som tager højde for hvilke grupper af udviklingshæmmede, de henvender sig til.

– Nogle er kognitivt meget svage, mens andre kan klare sig med hjemmevejledning en time om ugen og deres behov er derfor meget forskellige, også når det gælder seksualvejledning, fortæller Annie Svejstrup Olesen.

I processen involveres både ledelse og de tre seksualvejlederes kolleger på tilbuddene under Bostederne Skanderborg. Målet er at sikre, at der alle steder kommer fokus på omsorgen for de udviklingshæmmedes seksualitet og bliver udarbejdet retningslinjer for, hvordan man konkret tager hånd om indsatsen.

Heike Wraa oplever, at der ledelsesmæssigt nu er langt større opmærksomhed på feltet end tidligere, og samtidig oplever hun, at kollegerne på Solsikken sætter stor pris på hendes viden og arbejde som seksualvejleder. 

– Det gælder både dem, der har svært ved at berøre seksuelle emner, og dem, der gerne vil, men bare ikke ved hvordan, siger hun.