Gå til indhold

Generalforsamling Nordjylland

De skal stadig gå hånd i hånd

Forandringer og besparelser fylder i Kreds Nordjylland, der vil styrke både den faglige bevidsthed og arbejdsmiljøet på arbejdspladserne

14. oktober 2016

Artikel

Forfatter: Af Malene Skov Jensen


Socialpædagogerne i Nordjylland kunne endnu en gang holde generalforsamling i skyggen af kommunernes budgetforhandlinger. I år betød det fx, at fællestillidsrepræsentanten fra Frederikshavn Kommune ikke kunne deltage i generalforsamlingen, fordi hun var blevet indkaldt til møde om de kommende besparelser, hvor kommunen vil fyre 12 socialpædagoger og erstatte dem med ni nye medarbejdere, som har ‘de nødvendige kompetencer’.

– Besparelser, evige forandringer, krav om nytænkning og effektiviseringer presser vores fag og vores arbejdsmiljø. Derfor følger vi også budgetforhandlingerne nøje og reagerer, hvis politikerne griber til kortsigtede løsninger, sagde Peter Skov Kristensen, formand for Socialpædagogerne i Nordjylland.

– Men det bliver mere og mere tydeligt, at forandringerne og besparelserne har en pris. Vi ser flere sager om vold, og flere medlemmer bliver syge på grund af arbejdsrelaterede belastninger, nedslidning og stress, sagde han til de 150 fremmødte på generalforsamlingen.

Det seneste år har kredsen og 700-800 medlemmer været involveret i et faglighedsprojekt og udviklingen af en række redskaber, som skal være med til at synliggøre den socialpædagogiske faglighed og værdien af den. De første redskaber er færdigudviklede, og resten bliver præsenteret i løbet af efteråret.

Sæt ord på faglighed

– Det har været meget værdifuldt, at så mange medlemmer har været inddraget, for det har betydet, at vi er endt med en række redskaber, som giver mening ude på arbejdspladserne, og som er anvendelige i den socialpædagogiske dagligdag, sagde Peter Skov Kristensen.

Projektet er blevet sat i gang, fordi der er et stort behov for at blive bedre til at sætte ord på den socialpædagogiske faglighed.

– Vi skal være i stand til at synliggøre værdien af vores arbejde og være klar med argumenter mod nedskæringer. Politikere og embedsmænd efterspørger også, at vi bliver bedre til at forklare og dokumentere, hvad vi kan, fortalte kredsformanden.

Fokus på arbejdsmiljø

Erfaringerne fra faglighedsprojektet, der er en del af kredsens arbejde med forbundets samlede strategi, ‘Socialpædagogerne i fremtiden’, vil kredsen nu bringe videre i en ny indsats, der har et stærkt arbejdsmiljømæssigt fokus. Kredsen vil bl.a. ansætte en socialfaglig konsulent, som fx skal tilbyde arbejdspladserne hjælp til arbejdsmiljøindsatsen.

Kredsen er allerede i gang med et samarbejde med handicap- og psykiatriområdet i Vesthimmerland Kommune, der skal skabe fokus på den socialpædagogiske faglighed.

– Arbejdsmiljø og faglighed kommer på den måde til at gå hånd i hånd, for når vi i samarbejde med arbejdspladserne skaber et fælles grundlag og en fælles forståelse for den socialpædagogiske faglighed, skaber vi også et bedre arbejdsklima, sagde Peter Skov Kristensen.

Derudover vil kredsen også styrke arbejdsmiljøindsatsen ved at frikøbe nyvalgte arbejdsmiljørepræsentanter, så de kan deltage i en særlig dag, hvor de vil blive introduceret til det socialpædagogiske område. Arbejdsmiljørepræsentanter og ledere vil også blive inviteret til at deltage i kredsens to årlige stormøder for tillidsrepræsentanter for at styrke samarbejdet om arbejdsmiljøet.



Læs om valg til tillidsposter mv. på www.sl.dk/nordjylland



Bliv medlem
Bliv medlem