De stod frem med PTSD

Tænk at hun tør. Hun er godt nok modig’. Sådan hørte Lise Vinther ad omveje, at en bekendt havde sagt, da hun så, at Lise Vinther offentligt stod frem og fortalte om sin arbejdsskade og PTSD-sygdom. Og Catrine Østergaard Guillouët mærkede også selv uroen i maven, da hun kørte på arbejde samme dag som både Politiken, Radioavisen og nærværende fagblad bragte historien om, at hun har været ramt af PTSD (se også artiklen ‘Socialpædagogik på dagsordenen’, der handler om medieomtale i kølvandet på Socialpædagogens artikelserie).

‘Er det her mon klogt? Er der mon nogen, der vil tænke, at jeg er en meget skrøbelig person, som skal have særbehandling’, tænkte hun. Men hverken Lise Vinther eller Catrine Østergaard Guillouët har fået nogle negative reaktioner efter, at de åbent fortalte, hvordan vold på arbejdspladsen førte til en posttraumatisk stressreaktion, PTSD. – Tværtimod. Jeg havde på forhånd talt med min chef om, at artiklen ville komme. Og hun sagde, at folk nok bare ville tænke, at det var godt, at jeg var med til at sætte fokus på problemet, siger Catrine Østergaard Guillouët. Via facebook har hun fået flere henvendelser fra personer, der syntes, at de kunne genkende sig selv i hendes historie.– Og der var endda en, der ringede til mig for at sige tak. Hun havde grædt, da hun læste min historie, fordi hun selv havde oplevet noget lignende, fortæller hun. Som vi også skrev dengang, er Lise Vinther og Catrine Østergaard Guillouët bestemt ikke de eneste socialpædagoger, der er blevet ramt af PTSD. Bare i årene fra 2010-2014 har Socialpædagogerne ført 93 sager om PTSD i Arbejdsskadestyrelsen. Heraf fik knap halvdelen anerkendt sygdommen og tilkendt erstatning.

Og hvad så nu

I relation til PTSD er der ikke sket nogen forandring i Catrine Østergaard Guillouëts liv, siden artiklen blev bragt. Allerede dengang havde hun for længst skiftet branche fra socialpædagogik til kommunikation og lever på alle måder et normalt liv, hvor helbredet og psyken har det godt. Til hverdag driver hun sit eget kommunikationsbureau, men da artiklen kom, passede hun et vikariat – og det var derfor, hun havde en chef.

For Lise Vinther ser det anderledes ud.

Da artiklen blev lavet, var hun på sygedagpenge og arbejdsprøvning på en skole, men der er hun ikke mere.

– Skolen kunne ikke rumme at have en person i arbejdsprøvning, fordi de står foran en hel masse omvæltninger, så nu går jeg bare hjemme og venter på, at jeg efter nytår begynder i arbejdsprøvning i en børnehave, fortæller hun.

For Lise Vinther svinger dagene meget. En god dag er en dag, hvor hun magter at komme ud og fx gøre et indkøb. Eller drikke kaffe med en tidligere kollega.

– Og en dårlig dag er sådan en dag, hvor det hele simpelthen bare brænder sammen fra morgenstunden. En dag, hvor jeg nærmest bare sidder og sidder og ind i mellem vræler, fortæller hun.

For øjeblikket får Lise Vinther ingen hjælp ud over antidepressiv medicin, men hun har tidligere gået til psykolog. 

– Hun hjalp mig meget. Både med at tale om mit liv og ved at give mig nogle konkrete redskaber, så jeg bedre kan klare mig i hverdagen. Fx blev jeg før meget angst, når jeg hørte naboens børn råbe, mens bilerne dyttede. ‘Nu bliver de kørt ned. Nu dør de’, tænkte jeg. Og så bad psykologen mig undersøge, præcis hvad der skete – og så fandt jeg ud af, at nabobørnene hoppede på trampolin og vinkede til bilerne, der så dyttede tilbage. Og det hjælper mig til ikke at blive så angst.

Dyre psykologtimer

Lise Vinther stoppede bl.a. hos psykologen, fordi det var dyrt. Selvom hun fik tilskud gennem sygesikringen, kostede det over 300 kr. pr. gang – et beløb, der skulle hentes ud af sygedagpengene.

– Men jeg har en aftale om, at jeg altid kan ringe til psykologen. Så skal hun nok finde en tid til mig. Og jeg håber da meget, at jeg får det bedre. Jeg drømmer om et liv, hvor jeg fx hver dag kan være et par timer i børnehaven, siger Lise Vinther.

Ud over Lise Vinther og Catrine Østergaard Guillouët stod også Dorthe Pedersen frem – og det var faktisk hende, der fik redaktionen på fagbladet Socialpædagogen til at tage emnet PTSD op, da vi i forbindelse med sidste års nytårsnummer efterspurgte ideer fra læserne.

Dorthe Pedersen fik selv diagnosen PTSD i 2004, men har siden kæmpet sig tilbage på arbejdsmarkedet – og allerede da hun i første omgang kontaktede Socialpædagogen, var hendes hovedfokus alle de andre PTSD-ramte, der sidder derhjemme uden at komme uden for en dør.

Såvel Dorthe Pedersen som Lise Vinther og Catrine Østergaard Guillouët er glade for at have medvirket i artikelserien, fordi de mener, at den har været med til at sætte fokus på problemet.

Jeg er bl.a. rigtig glad for, at der har været en række artikler om, hvordan PTSD og andre psykiske arbejdsskader kan forebygges, siger Dorthe Pedersen, der lægger vægt på, at det er et arbejdsgiveransvar at sørge for ordentlig supervision og opfølgning. Hun mener dog, at der skal skrives – og gøres – endnu mere.

– Bladet har vist, hvor meget PTSD kan være til skade for en person som Lise Vinther, der går hjemme, men I mangler at fokusere på, hvad man politisk kan gøre for at hjælpe hende og andre. Og der mener jeg, at Socialpædagogerne som fagforening skal gøre mere. Veteraner, der er ramt af PTSD, kan i dag få gratis psykologhjælp – men hvad med socialpædagoger med PTSD? De er jo også kommet til skade, mens de var i samfundets tjeneste. Hvorfor skal de selv betale? Her mener jeg, at fagforeningen bør følge op og undersøge, hvordan det ser ud for veteranerne, og hvorfor socialpædagoger ikke kan få lige så gode forhold?