Årets bedste forside

Et intenst blik fanger læseren fra forsiden af Socialpædagogen nr. 18/2015. Den tidligere socialpædagog Catrine Østergaard Guillouët er portrætteret helt tæt på – og teksten under fortæller historien ultrakort: ‘Catrine Østergaard Guillouët udviklede PTSD efter en voldsom episode på jobbet – et stigende antal socialpædagoger bliver psykisk syge af deres arbejde. Tema om PTSD’.

Nu er den sort/hvide forside blevet kåret som årets bedste forside af Socialpædagogen 2015. Det er sket ved, at redaktionen først selv udvalgte de tre bedste forsider – og derefter satte dem til afstemning blandt medlemmerne af Socialpædagogens facebookgruppe.

Billedet er taget af fotograf Ricky John Molloy, der er freelancefotograf og løser en del opgaver for Socialpædagogen.

Han fotograferede Catrine Østergaard Guillouët en sensommerdag, hvor han mødte hende på hendes arbejdsplads.

– Vi gik bare udenfor på en bakke i nærheden, og jeg tænker, at det er et eksempel på, at det sted, hvor man fotograferer, ikke altid behøver at have forbindelse til historien – det vigtigste er den stemning, man skaber, siger han.

Personlig historie

Ricky John Molloy havde læst artiklen om Catrine Østergaard Guillouët på forhånd.

– Og når jeg gør det, begynder det altid at summe i baghovedet: Hvordan kan jeg tage billedet? Hvis det havde været en anden historie, fx en mere munter historie, ville jeg have fotograferet hende på en helt anden måde. Men selvom jeg kender artiklen på forhånd, er de første 5-10 minutter sammen med den person, jeg skal fotografere, altid meget vigtige, for jeg vil også gerne høre historien fra kildens egen mund. Hvordan genfortæller hun den selv? Og sådan var det også, da jeg mødte Catrine. Jeg fornemmede hurtigt, hvor meget oplevelsen af at blive udsat for vold havde betydet for hende, og jeg forstod, at det var en meget personlig historie, hun stod frem med.

Ricky John Molloy gør altid meget ud af at forklare dem, der skal fotograferes, hvad han vil – og hvorfor han gør, som han gør. Og nu fortalte han Catrine Østergaard Guillouët, at han gerne ville lave et billede, der udtrykte det samme som artiklen: Han ville gerne lave et billede, der kom helt tæt på. Et intenst billede.

Sammen gik de hen på den nærliggende bakke, og her begyndte Ricky John Molloy at fotografere.

Tæt på

– Da jeg tog billedet stod jeg fysisk meget tæt på Catrine, selv om det rent teknisk ikke er nødvendigt, fordi man jo godt kan zoome ind. Men jeg synes, at jeg opnår en stemning af nærvær og intensitet ved også i selve fotograferingsøjeblikket at være tæt på hende, fortæller han.

Imens Ricky John Molloy fotograferede, talte han med Catrine.

– Det gør jeg altid, men jeg taler kun om det, der sker lige nu i den situation, vi er i. Hvis man taler om noget andet, begynder personen at tænke og ser fx op – og så ryger nærværet. Og så gør jeg også altid meget ud af at rose, så personen slapper af, fortæller han.

Netop for at få det faste blik frem, tog Ricky John Molloy ind imellem kameraet væk, så hans egne øjne helt kort mødte Catrine Østergaard Guillouëts – og så så han igen ind i kameraet.

– Bagefter arbejdede jeg med at skære alt det irrelevante væk, så kun det væsentlige stod tilbage – og det er fx derfor, at jeg har fjernet farverne, så billedet er i sort/hvid. Og det er også derfor, man slet ikke kan se baggrunden.

Ricky John Molloy er også selv glad for billedet.

Jeg synes, at det rummer den intensitet og alvorlighed, som der også er i Catrines historie. I billedet rækker hun ligesom ud efter den, der kigger på – med et blik, der brænder sig fast.