2015 – en pose blandede bolsjer

Da 2015 startede, var der tre ting, der i hvert fald lå klart: Først OK-forhandlingerne, der skulle være afsluttet med udgangen af marts. Senere ville følge et folketingsvalg. Og senere LO-kongressen med formandsvalg og debat om en fusion med FTF.

Det sidste, LO-kongressen, blev langt mindre dramatisk end ventet. Lizette Risgaard blev ny formand, bl.a. med støtte fra Socialpædagogerne, og kongressen gav enstemmig opbakning til det videre fusionsarbejde efter indgåelsen af et kompromis for, hvordan arbejdet skal foregå, som stillede skeptikerne tilfredse. Og et par uger efter LO-kongressen sluttede FTF’s kongresdelegerede ligeledes op om planerne.

Heller ikke OK-forhandlingerne blev så dramatiske, som mange måske havde forestillet sig. Efter det store opgør i 2013 om lærernes arbejdstid og -vilkår ville KL også snakke arbejdstidsregler på det socialpædagogiske område. Men forhandlingerne var forberedt grundigt gennem et forløb, der havde kørt siden forrige OK-runde, og derfor var det ikke noget, der ‘kom snigende som en tyv om natten’, som Socialpædagogernes formand Benny Andersen sagde her i bladet. Han erklærede sig godt tilfreds med den arbejdstidsaftale, det hele endte med, og som træder i kraft 1. april 2016:

– Jeg har i min tid ikke før oplevet, at vi har kunnet flytte modparten så meget. Vi har kunnet overbevise KL om, at det for vores medlemmer med det arbejde, de har, er rigtig, rigtig vigtigt med frihed, sagde han på TR-stormødet op til urafstemningen.

Den treårige OK-aftale betød en lønstigning på 5,42 pct. over de tre år, flere penge til efteruddannelse i den kommunale kompetencefond og oprettelsen af en fond på det regionale område – samt aftaler om fælles fokus på sammenhængen mellem arbejdsmiljø og faglighed.

Forbundets medlemmer vendte tommelfingeren opad: 92,9 pct. sagde ja – den højeste ja-procent i forbundets historie – samtidig med, at stemmeprocenten fik et pænt nøk opad.

Ikke med et ord

Allerede mens OK-forhandlingerne stod på, rumlede valgrygterne på Christiansborg i tiltagende grad. Valget skulle komme senest i september, men daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udskrev valg til 18. juni, og selvom hendes eget parti gik frem og igen blev landets største parti, måtte hun træde tilbage og overlade roret til Venstres Lars Løkke Rasmussen og en smal mindretalsregering.

Det vakte bange anelser hos Socialpædagogerne, der havde advaret mod den plan om nulvækst i det offentlige, som Venstre havde slået på tromme for i tiden frem til valget. En sådan nulvækst, viste en analyse på baggrund af tal fra Finansministeriet, ville koste op mod 3.200 socialpædagogiske job over de kommende fem år.

Som noget af det første lavede den nye V-regering en økonomiaftale med kommunerne, der indførte det såkaldte omprioriteringsbidrag, som betyder, at kommunerne skal sende én pct. af deres samlede budget tilbage til staten, hvorefter landspolitikerne så kan prioritere, hvad pengene skal bruges til – enten ude i kommunerne eller fra centralt hold.

Både i forhold til nulvækst og omprioriteringsbidrag efterlyste Socialpædagogerne svar på, hvordan regeringen ser på det specialiserede socialområde.

Ingen Venstre-politikere havde nævnt området som et, der skulle friholdes, hvis der skulle indføres nulvækst, området var ikke nævnt, når talen faldt på områder, der skulle nyde godt af de omprioriterede penge fra kommunekasserne, og Lars Løkke Rasmussen nævnte ikke området med et ord i sin åbningstale i oktober.

Kernevelfærd?

– Man får det indtryk, at det ikke længere er kernevelfærd at hjælpe de mange tusindevis af mennesker, som har allermest brug for hjælp fra fællesskabet, fordi de kun har få – eller slet ingen – muligheder for at sørge for sig selv, lød kommentaren fra forbundsformand Benny Andersen.

Og netop kampen om at definere, hvad der er kernevelfærd, har præget debatten hen over efteråret og første del af vinteren. Ikke mindst efter finanslovsforhandlingerne, hvor der heller ikke blev sat hverken ord på eller penge af til det specialiserede socialområde, og det fik igen Socialpædagogernes formand til at reagere:

– Det er en både en skuffende og bekymrende finanslov. Mennesker med handicap er glemt, og det er nogle af de mennesker i landet, som har allermest brug for hjælp. De kan ikke sørge for sig selv. Så når der nu ikke er hjælp til dem, så har jeg svært ved at se, hvordan regeringen overhovedet kan tale om, at den prioriterer kernevelfærd, sagde Benny Andersen:

Han henviste til en meningsmåling, som Gallup netop havde lavet for forbundet, og som viste, at ni ud af ti danskere mener, at støtte og hjælp til mennesker med handicap er en kerneopgave for velfærdssamfundet.

– Med denne finanslov har politikerne vist, at de i hvert fald på ét område er ude af trit med danskerne, konstaterede Benny Andersen.

Modellen og fagligheden

Kampen om kernevelfærden fortsætter ind i 2016, men igennem 2015 fyldte en række andre socialpolitiske og pædagogfaglige temaer også godt i den debat, forbundet var involveret i.

Ikke mindst har debatten om tidlig indsats og særligt udbredelsen af Herningmodellen været i fokus. Socialpædagogerne har været fortaler for en udbredelse af modellen og dens tanker om en tidlig og trinvis indsats – men har også peget på det vigtige i at sørge for, at ‘den rette faglighed er på det rette sted’:

– Det er helt afgørende, at den rigtige socialpædagogiske faglighed er til stede i den konkrete relationsindsats over for de berørte børn og familier. I Herning giver det gode resultater at tænke den socialpædagogiske faglighed ind allerede i den konkrete visitation, når der skal sættes mål for barnets udvikling og i den løbende evaluering af barnet, sagde Benny Andersen.

Modellen er en succes, mente han, fordi den skaber grundlaget for et godt og styrket samarbejde mellem socialrådgivere og socialpædagoger. Derfor skal fokus både være på sagsbehandlingen og på det konkrete socialpædagogiske arbejde ude i familierne, påpegede han.

I satspuljeforliget blev der i oktober afsat 96 mio. kr. til at udbrede modellen, og i den anledning understregede Benny Andersen igen sit syn på, hvordan indsatsen bedst skrues sammen:

– Den rigtige sociale indsats handler om at investere i de rette faglige kompetencer. For der er langt fra socialrådgivernes skriveborde ud til de børn, der skal have støtte og hjælp. Og det er altså os, som arbejder derude med børnene, sagde han.

Hvad med fremtiden?

På forrige kongres i 2012 vedtog forbundet strategien ‘Socialpædagogerne i fremtiden’ og på seneste kongres i 2014 en ny arbejdsmiljøstrategi, og begge er nu ved at få konkret liv ude lokalt. I flere kredse er man nået et godt stykke med fremtidsstrategien, og begge strategier kommer til at vandre videre i det kommende år.

Arbejdsmiljøstrategien er ved at blive til en håndfast handleplan, og lige om lidt foreligger resultaterne fra den arbejdsmiljøundersøgelse, som forbundet gennemførte kort før jul

Fremtidsarbejdet handler bl.a. om at tænke den socialpædagogiske faglighed ind i fremtidens velfærdsløsninger, så socialpædagoger bliver en del af den åbenbare løsning på de problemer, kommuner og regioner står med. Den opgave lagde Benny Andersen bl.a. op til, da han i starten af december indledte en konference for kredsbestyrelserne:

Vi venter ikke på, at de ringer til os. Vi ringer til dem. For socialpædagoger er kompetente – og helt nødvendige – aktører, når problemer på socialområdet skal løses. Vi skal have kilet os ind ved bordet og spillet ind med løsninger. Vi skal have sikret, at borgmesteren sidder med vores indstillinger og løsninger. Han eller hun skal vide præcist, hvilke kompetencer vi har, sagde Benny Andersen.