Ny rapport om 15-årige anbragte

Hvordan går det for netop den del af årgang 1995, der som 15-årige var eller havde været anbragt? Det spørgsmål har SFI forsøgt at besvare i en ny rapport, der med tal og statistik beskriver, hvordan det er gået for gruppen af de 15-årige, der var i familiepleje, på døgninstitution eller anbragt på anden vis.

Undersøgelsen er et led i en stor forløbsundersøgelse, hvor SFI løbende undersøger, hvordan det går alle de børn, der blev født i 1995 – og SFI har sendt spørgeskemaer ud til alle de 2.262 unge, der ved årsskiftet 2011/2012 var 15 år og enten var eller havde været anbragt. Heraf har ca. halvdelen svaret.

– Rapporten er spændende læsning, siger Socialpædagogernes formand Benny Andersen.

– Den sætter fokus på flere emner, der netop nu er yderst relevante, fordi der er så meget fokus på omlægning af anbringelsesområdet – ikke mindst med udbredelsen af Herningmodellen og et større fokus på en tidligere, forebyggende og mere effektiv indsats.

Benny Andersen hæfter sig først og fremmest ved, at en ud af fem 15-årige er blevet genanbragt efter at have været hjemme i en periode. I pressemeddelelsen konkluderer SFI selv, at det kunne tyde på, at unge i flere tilfælde hjemgives til forældre, der ikke har ressourcerne til at tage sig af dem, eller at unge hjemgives med problemer, som familien ikke kan håndtere.

– Og for mig understreger det vigtigheden af, at der skal være kvalitet i anbringelsen – både i forhold til at arbejde med barnet eller den unge selv, men også i forhold til at støtte op om familien. Det nytter ikke noget, hvis man tror, at man kan spare penge ved bare at anbringe i kortere tid – der skal også ske en udvikling, mens barnet er anbragt, og det kræver høj socialpædagogisk faglighed.

Savner kontakt til familien

Benny Andersen bemærker endvidere, at halvdelen af de anbragte 15-årige ikke synes, at de ser nok til deres søskende og bedsteforældre.

– Det er en reminder til os socialpædagoger om, at vi skal gøre mere for at understøtte børnenes relationer til deres familie – også mens de er anbragt. Og det stemmer også fint med de nye toner på anbringelsesområdet, der blandt andet er indeholdt i Herningmodellen. Eksempelvis syntes jeg selv, at det var meget inspirerende, da jeg i det seneste nummer af Socialpædagogen læste, hvordan en søskendeflok i Herning i en periode var anbragt på en døgninstitution og hver aften blev puttet af deres mor. Det er den vej, vi skal gå. Vi skal tænke på at inddraget barnets netværk så meget som muligt.

Rapporten indeholder også mange andre tal om de anbragte 15-åriges forhold. Eksempelvis, at det store flertal på 81 pct. oplever at have en fortrolig relation til én eller flere voksne på anbringelsesstedet – og at de anbragte 15-årige overordnet set har sundere kostvaner end de 15-årige, der aldrig har været anbragt.

Om det skriver forskerne i resumeet:

– En mulig forklaring kan være, at der på anbringelsesstederne er større fokus på kost, regelmæssige måltider og samværet omkring måltidet end blandt 15-årige generelt. Samtidig har en større andel af anbragte og hjemgivne unge dog problemer med vægten, både i forhold til under- og overvægt, end unge i al almindelighed. Det, at anbringelsesmiljøet stiller faste måltider og sund kost til rådighed for de unge, er således ikke alene en garanti for, at den unge ligger inden for almindelige rammer vægtmæssigt.