Prik
Resiliens – derfor er det mere end robusthed
18. september 2015
Forfatter: Af Michel Kikkenborg
Kammerater, så er den gal igen! Jeg er, i mit virke som fællestillidsrepræsentant, igennem den sidste tid flere gange stødt på ordet robust. Bl.a. i udsagn som ‘vores medarbejdere skal være mere robuste’, ‘vi skal skabe en robust organisation’ og i denne uge en konference om robuste forandringer.
Men hvad betyder ordet robust egentlig? Ifølge nudansk ordbog er det: modstandsdygtighed over for slid, belastninger eller vanskelige betingelser.
Det lyder jo i princippet godt nok, at arbejdsgiverne gerne vil have mere robuste medarbejdere, men hvad betyder det i virkeligheden? Er det et udtryk for, at medarbejderne er svage og skal kunne klare mere?
Jeg er bange for, at når arbejdsgiverne snakker om robusthed, så handler det om medarbejdere, der skal være modstandsdygtige over for slid, belastninger og/eller vanskelige betingelser, for det er nemlig lige præcis de arbejdsvilkår med konstante forandringer, de byder os socialpædagoger, når vi går på arbejde hver eneste dag!
De vil groft sagt sørge for, at vi socialpædagoger bliver gjort ansvarlige for dårligt arbejdsmiljø, ringe kvalitet, sygemeldinger, stress og meget mere, simpelthen fordi vi ikke er robuste nok...
Men den præmis må vi ikke købe – robusthed er ikke den enkeltes ansvar!
Jeg har igennem en længere periode interesseret mig for begrebet resiliens. Resiliens er kort fortalt en slags modstandskraft imod udefrakommende forandringer eller i pædagogiske termer måske mere robusthed imod ydre påvirkninger. Begrebet er kendt fra fysikkens verden og senere også fra psykologien, hvor der tales om resiliens blandt de børn og unge, der klarer sig godt på trods af dårlige og uforudsigelige opvækstvilkår.
Resiliens er altså en form for modstandskraft, der gør, at personen/enheden fremstår mere robust end andre og bedre kan klare sig igennem de udfordringer og forandringer, omverdenen byder.
Det, der er spændende ved den nyere tænkning omkring begrebet resiliens, er, at begrebet sættes ind i en kontekst, hvor blikket løftes fra individniveau, og hvor det er systemet eller organisationen, der skal være resilient. På den måde kan vi flytte ansvaret fra den enkelte medarbejder og i stedet sørge for at gøre vores socialpædagogiske arbejdspladser resiliente og dermed robuste imod forandringer!
For at skabe et resilient miljø er der ifølge professor Steen Hildebrandt visse egenskaber, der er nødt til at være til stede i organisationen. Der skal vigtigst være nære, betydende relationer, for kun i sådanne kan mennesker udvikle sig meningsfuldt. Og så er medarbejdergruppen nødt til at evne at se virkeligheden i øjnene, have evnen til at improvisere og have evnen til at finde mening med tingene…
Hvis disse faktorer er til stede og den sociale kapital samtidig er høj, så vil organisationen være resilient og derved være i stand til at modstå udefrakommende modstand og navigere i de forandringer, som omverdenen skaber. Samtidig med at kollektivet ansvarliggøres.
Vi vil nemlig ikke bare have robuste socialpædagoger, vi vil have resiliente arbejdspladser!
Michel Kikkenborg er FTR på psykiatriområdet i Region Hovedstaden og medlem af bestyrelsen i Kreds Storkøbenhavn.
Deltag i debatten
|