Gennem junglen ind i socialpædagogikken

Når socialpædagog Lam-Phol Lam til november i år går på efterløn, har han et klar plan om, hvad han vil bruge noget af den nye fritid til. Han vil som vietnamesisk flygtning i Danmark igen vende blikket mod Vietnam og forsøge at hjælpe landets mange fattige etniske minoriteter. For selv om Vietnam i dag er et yndet rejsemål for mange turister, der lægger en del penge i landet, er det kun de i forvejen velbjergede, der får del i rigdommen, fortæller han.

Derfor skal overskuddet fra salget af hans selvbiografiske bog ‘Den mirakuløse rejse fra ris til kartoffel’ også sendes til Vietnam. Bogen udkom i november 2014 og er i første omgang en fortælling til hans børn og børnebørn og de mennesker, som flygtede sammen med ham til Danmark i 1975.

– Mit ønske er at fortælle mine omgivelser og efterkommere om det liv, jeg og de andre vietnamesiske flygtninge har med fra Vietnam og om mødet med det land, vi kom til, siger Lam-Phol Lam.

Det var en stor og vanskelig omvæltning at komme til Danmark. Med fem sprog i hovedet – vietnamesisk, cambodiansk, fransk, engelsk og stiéng, der er hans stammes sprog – skulle han i gang med at lære endnu et sprog.

– Det er meget svært for en vietnameser at lære dansk, fordi vi skal rulle tungen på en måde, som er vanskelig for os, fortæller han.

Han lærte hurtigt at forstå dansk, men udtalen voldte store problemer. Og det gør den fortsat. Selvom han har gået mange år i skole i Danmark, og bl.a. har taget en dansk HF-eksamen og gennemført en pædagoguddannelse, har arbejdet 28 år som socialpædagog med mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse og er blevet tjenestemand, kan han den dag i dag støde på sprogproblemer. Således fortalte hans leder ham for nylig, at et par af de udviklingshæmmede ikke kunne forstå, hvad han sagde.

– Jeg føler smerte og tavshed indvendig. Er ked af det og målløs, og jeg har ikke mulighed for selvforsvar. Nogle af de svageste borgere i det danske samfund har en tendens til ikke at se noget problem ved sig selv. Nogle forældre er racister og fremmedhadske. Det smitter ofte af på deres børn.

Men det, der i dag sidder allerdybest, er de mén, som han fik forud for flugten til Danmark, og som stadig kan forstyrre hans nattesøvn.

– Det var turen gennem junglen med de nordvietnamesiske vietcong-soldaters geværkolber rettet mod mit hoved, der har sat dybe spor, siger han.

Og mærkerne efter en granatsplint, der ramte under venstre øje, er i dag det synlige tegn på kampene mellem Nord- og Sydvietnam, som Lam-Phol Lam bærer. 

Overinspektørens kæledække

Hans familie tilhørte en meget fattig del af den sydvietnamesiske landbefolkning. Hans far arbejdede dybt inde i junglen med at fælde bambus, som han solgte til en opkøber for at ernære familien, som talte seks børn.

Familien tilhører den etniske minoritetsgruppe motagnarderne, som dengang boede i grænseområdet mellem Vietnam og Cambodia. Som niårig kom Lam-Phol Lam på en kostskole, der lå 35 km fra barndomshjemmet, og han var kun hjemme i ferierne. Skolen var forbeholdt montagnarderne.

På skolen viste han sig hurtigt som en begavet elev, der også var dygtig til sport. Overinspektøren lagde mærke til ham og inviterede ham til at bo hos sig som sin tjener. Lam-Phol Lam gik i tredje klasse og ‘udnævnelsen’ betød, at han steg voldsomt i anseelse blandt de øvrige elever, og det medførte bl.a. også, at han fik mere at spise og oftest undgik det hårde fysiske arbejde i plantagerne omkring skolen.

Freden blev brudt

Således forløb skolegangen godt. Men det hele fik en brat ende, da krigen mellem det kommunistiske styre i Nordvietnam og det USA-støttede Sydvietnam i april 1972 nåede til kostskolen.

Lam-Phol Lam, der var 17 år, gik i 11. klasse og skulle netop i gang med sin afsluttende studentereksamen.

Kostskolen lå tæt ved militære mål og blev derfor ofte beskudt. Flere af eleverne blev ramt af granatsplinter. En dag, mens Lam-Phol Lam og overinspektøren var i gang med at læsse mad i en bil, blev inspektøren ramt og døde på stedet.

Situationen var kaotisk. De sydvietnamesiske soldater rykkede ind på skolen, der blev forvandlet til en kampplads. Vietcong-soldater i tanks kørte forbi og skød direkte på skolen.

Kosteleverne besluttede sig for at flygte ud af krigszonen, og med hvide flag i hånden begav de sig ud på pladsen. En del af eleverne blev dræbt, heriblandt de to, som stod ved siden af Lam-Phol Lam. En granatsplint ramte Lam-Phol Lam under venstre øje.

– Jeg var meget heldig, konstaterer han.

De overlevende elever løb ind i junglen. De blev fanget af Vietcong, som lod de yngste elever gå. Lam Phol-Lam blev sammen med de andre bagbundet og fik besked på at gå gennem junglen om natten.

Lam-Phol Lam blødte under venstre øje, ansigtet var meget hævet, og han havde svært ved at se. Hans grandfætter trak ham derfor gennem junglen i en snor. De blev ført frem til en guerilla-lejr, hvor der var gravet fangehuller i jorden. De blev fordelt i hullerne, fire i hver.

Efter tre dage i hullerne fik de at vide, at de kunne gå. De blev anbefalet af gå til højre for at undgå at blive fanget af andre vietcong-soldater. Det lykkedes Lam-Phol Lam at slippe fri, og efter et kort besøg hos forældrene blev de enige om, at det var for farligt at blive i området. De besluttede, at han skulle tage til Saigon og gøre sin studentereksamen færdig.

Henning Becker og en ny æra

Studentereksamen blev det nu ikke til.

Lam-Phol Lam startede på studenterkursus, men havde svært ved at koncentrere sig om undervisningen.

– Jeg savnede min familie og mine venner, og mit hoved var fyldt med de skrækkelige og traumatiske oplevelser fra krigen. Jeg var jo kun 17 år, da det skete. Jeg havde en knugende fornemmelse af ensomhed indeni.

I stedet for skolegang, kontaktede han den dansk-tyske journalist Henning Becker, som tog sig af Saigons gadedrenge og nogle af de børn fra kostskolen, som var flygtet gennem junglen, bl.a. Lam-Phol Lams lillebror.

Lam-Phol Lam blev engageret i arbejdet, og sammen med Henning Becker havde han hovedansvaret for 214 børn og unge.

Da USA i april 1975 trak sig ud af Sydvietnam, blev situationen meget kritisk for de mange børn og unge.

Men med en invitation fra den daværende danske statsminister Anker Jørgensen (S) om at komme til Danmark, og med plads i et amerikansk fly, lykkedes det for den 24-årige Lam-Phol Lam, hans kone og søn at slippe ud af landet sammen med 214 børn og unge. 157 af dem var montag-nardere fra kostskolen og resten gadedrenge.

I første omgang blev hele gruppen anbragt på Livø. Omkring fem måneder senere fik alle asyl, og gruppen blev flyttet til Roskilde Højskole. Lam-Phol Lam var leder og havde hovedansvaret for gruppen.

Senere blev de flyttet i grupper rundt på Sjælland, og i år har de netop kunnet fejre 40 års jubilæum for deres ankomst til Danmark.

– Overalt, hvor vi kom frem, blev vi godt modtaget, siger Lam-Phol Lam.

Montagnarderne i Danmark holder stadig sammen og mødes fx til familiesammenkomster. Lam-Phol Lam er formand Den Vietnamesiske Montagnardforening i Danmark.

– Det har altid været en vigtig del af mit liv at holde sammen på motagnardgruppen i Danmark, men i takt med, at integrationen har udviklet os, og vi har skabt vores liv også uden for gruppen, har tingene ændret sig. Men vi holder stadig af hinanden og ses til festlige lejligheder.

Drømmen blev ændret

Lam-Phol Lams eget liv i Danmark begyndte med en HF-eksamen, og han ønskede herefter at læse økonomi, men opgav på grund af transporten fra Skælskør, hvor han boede med sin kone og dengang to små børn, til København. Senere blev familien forøget med endnu et barn. I stedet for økonomi valgte han pædagoguddannelsen.

– Da jeg har arbejdet med mennesker, siden jeg var 18-19 år, var det et naturligt valg, siger han.

Undervejs var han i praktik på en sprogskole, hvor han havde kontakt med iranske flygtninge. Han kunne se, at deres situation var meget anderledes end hans egen. Dels var han blandt de første flygtninge, som kom til Danmark, hvor de overalt blev budt velkommen, dels kom de i en stor gruppe, som kunne støtte hinanden. De iranske flygtninge var hovedsagelig unge enlige mænd.

– Iranerne led meget under isolation – både i forhold til, at familierne var i Iran, i forhold til danskerne og også indbyrdes, da man kunne risikere, at ens bedste ven var spion for Khomeinis regime (iransk leder, død 1989 red.).

Efter endt fritidspædagoguddannelse i 1987 skrev Lam-Phol Lam mange jobansøgninger inden for børne- og ungeområdet. Men han fik afslag på afslag og valgte derfor at søge et arbejde med udviklingshæmmede. 

– Det var den mulighed, der var for beskæftigelse.

Han fik jobbet og har haft samme arbejdsgiver, Næstved Kommune, i alle årene. I dag er det som støtte-kontaktperson, hvor han vejleder og hjælper beboerne med alle praktiske og personlige forhold.

– I starten tog jeg altid arbejdet med hjem, men efterhånden som jeg fik erfaring, fylder det ikke så meget i fritiden.

Arbejdet har ændret karakter, fortæller han.

– I dag er det mere stressende, fordi vi skal bruge en del tid på at skrive og dokumentere, og meget mindre tid på at være pædagog i forhold til borgerne.

Lam-Phol Lam har hele tiden haft sin fagforening – Socialpædagogerne – med, og det er et bevidst valg.

– Vi har brug for nogle, der forhandler vores løn og arbejdsforhold, og vi har brug for solidariteten og fællesskabet, siger han.

Livet er et valg

Et lige så bevidst valg har Lam-Phol Lam truffet omkring sit religiøse ståsted. Han voksede op som buddhist.

– Jeg lærte tidligt værdien af et regelmæssigt liv, respekt for forfædrene, at være hjælpsom og ikke gøre andre fortræd.

Det er værdier, han har båret med sig og givet videre til sine børn. Men han valgte i 2010 at forlade buddhismen og lade sig døbe i den vietnamesiske evangelistmenighed.

Her har han for alvor opnået mental ro og er ikke længere plaget af ensomhed og selvmordstanker, selvom oplevelserne fra krigen i Vietnam stadig kan dukke op hos ham.

– Hvis ikke jeg læser i bibelen og beder til Gud hver dag, bliver mine følelser blokeret, fortæller han.

Hans tre voksne børn er godt i vej, og han har sine fem søskende (en søster er blevet i Vietnam) og sin mor, der er på plejehjem, omkring sig i Danmark, og han har haft sin kone gennem hele livet.

– Livet er et valg, og det gælder om at vælge rigtigt. Min kone og jeg har knoklet for at få det, vi har i dag. Jeg føler mig rig, og det er den historie, jeg gerne vil have, at mine børn og børnebørn skal forstå.

Og så vil han gerne bruge noget af sin energi på at hjælpe de fattige etniske minoriteter i Vietnam.

– Først og fremmest skal børnene have mulighed for skolegang. Det er vigtigt for at kunne klare sig.

Gennem den vietnamesiske evangelistmenighed bliver der samlet penge ind, så man bl.a. kan hjælpe med materielle ting som fx borde og stole til børnenes skolegang.