Fik afslag på kommunal krisehjælp

Den fredag eftermiddag i april havde ægteparret ‘Hanne og Bent Nielsen’ akut brug for professionel hjælp. Et forholdsvis banalt skænderi med et plejebarn, som i mere end 17 år havde været en del af familien og nu var i efterværn, udviklede sig pludselig voldsomt og førte til, at Hanne Nielsen var udsat for en traumatisk oplevelse. Hun gik i chok og havde brug for hurtig krisehjælp.

Men da Bent Nielsen tog kontakt til den kommune, hvor parret var ansat som plejefamilie, var der ingen hjælp at hente.

– Jeg ringede med det samme til kommunen, men her blev jeg stillet om syv gange til forskellige medarbejdere – og ingen ønskede at tage den varme kartoffel. Så det endte med, at vi søgte hjælp via Socialpædagogernes ordning med krisehjælp, hvor min kone fik bevilget tre samtaler hos en psykolog, fortæller Bent Nielsen.

Han fortsatte dog med at kime kommunen ned, indtil han endelig fik fat på den ansvarlige leder, fra hvem han fik det korte svar: Vi kan ikke hjælpe jer, fordi I som plejefamilie ikke anses som ansatte i kommunen.

– Man står der midt i et virvar af følelser og er ramt hårdt på psyken, og så møder man lukkede døre hele vejen rundt. Det føltes helt grotesk. Som ansat tænker man jo, at man kan gøre brug af det kriseberedskab, kommunen stiller til rådighed for deres medarbejdere, for det kan man jo, hvis man arbejder som sosu-assistent, socialrådgiver eller skolelærer. Men det gælder ikke for familieplejere, lød det svar, vi fik, fortæller Bent Nielsen.

I Kreds Midt- og Vestjylland, hvor kredsformand Peter Sandkvist er bekendt med den konkrete sag, er det ikke første gang, man oplever, at familieplejere arbejder i en gråzone.

– Vi har en klar opfattelse af, at man i rigtig mange kommuner ikke anser familieplejere som ansatte i kommunen – det er den retorik, vi generelt møder både hos sagsbehandlere, rådgivere og på ledelsesniveau. Desværre betyder det, at når en plejefamilie, som i det konkrete tilfælde, kommer i klemme, så får de ikke alene forkert vejledning fra kommunen, de får også afslag på den hjælp, de har brug for og ret til, siger Peter Sandkvist.

Nej til arbejdsskade

I dagene efter den traumatiske oplevelse oplevede Hanne Nielsen, at hun reagerede voldsomt både fysisk og mentalt.

– Jeg havde koldsved, hjertebanken og kunne ikke overskue noget som helst – det var som om, at både min hjerne og min krop slog fra. Det satte selvfølgelig gange i en masse tanker om, hvorvidt min psyke ville få varige mén, og derfor besluttede vi ret hurtigt, at jeg skulle anmelde episoden som en arbejdsskade, fortæller hun.

Men her lød svaret fra kommunen, at plejefamilien ikke var omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, fordi de ikke var ansat i kommunen – og at det derfor ikke kunne anmeldes som en arbejdsskade. Det fik Bent Nielsen til at kontakte både kommunaldirektør og borgmester for at få afklaret sagen – ikke mindst set i lyset af, at han via Socialpædagogernes kredskontor var blevet gjort opmærksom på en vigtig principiel afgørelse fra 2010. Her slog Ankestyrelsen fast, at en familieplejer, der har anbragt børn i døgnpleje, betragtes som ansat af den kommune, som har anbragt barnet hos plejefamilien – og dermed er omfattet af lov om arbejdsskadesikring.

I det skriftlige svar, Bent og Hanne Nielsen siden fik, beklagede kommunen, at de var blevet vejledt forkert af KL. I svaret står der bl.a., at plejefamilier er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven og ifølge denne lov betragtes som lønmodtagere og ikke selvstændige, men at KL indtil videre fastholder udgangspunktet om, at familieplejere betragtes som selvstændige.

– Det er jo et reelt problem, når ingen rigtig vil kendes ved familieplejerne, og jeg synes, det er en helt uholdbar situation, at de placeres mellem to stole. Når der opstår en kritisk situation, fx hvis et plejebarn truer plejefamilien, så er der reelt ikke noget beredskab i kommunen, hvor plejefamilien kan henvende sig – for alle fralægger sig ansvaret, siger Peter Sandkvist.

Få styr på forholdene

I det seneste nummer af Fanny, familieplejernes blad, tager bladets leder netop fat på problemstillingen med, hvorvidt familieplejere er ansatte eller selvstændige. Udgangspunktet er en aktuel dom fra Landsskatteretten, der slår fast, at familieplejere som udgangspunkt er lønmodtagere i skattemæssig sammenhæng.

I lederen skriver Socialpædagogernes forbundskasserer Kaj Skov Frederiksen bl.a., at ‘Det ville klæde KL at lave en fornyet vurdering af familieplejeområdet på baggrund af ændringerne i anbringelsesgrundlaget, opgavetyperne og det faktum, at familieplejeopgaven i dag ofte er en fuldtidsbeskæftigelse – der kræver pension, opsigelsesvarsel, ret til aflastning og ordnede ansættelsesforhold, der svarer til opgaverne. Det nærmer sig det uanstændige, at den foretrukne anbringelsesform i Danmark, der beskæftiger omkring 7.000 kommunalt ‘ansatte’ ikke har et overenskomstlignende aftalegrundlag, der definerer vilkårene – og som forpligter begge parter, som vi ellers har så fine erfaringer med jf. den danske aftalemodel’.

Hjemme hos familien Nielsen er ønsket om veldefinerede ansættelsesforhold da også større end nogensinde før – ikke mindst nu hvor parret igen er blevet godkendt til at have plejebørn boende i aflastning.

– I den her sag har vi virkelig følt os kasseret af vores arbejdsgiver, kommunen. Kommunen sygemeldte fx Hanne efter episoden, men da hun så søgte om at få sygedagpenge, fik hun afslag, fordi hun ikke betragtes som ansat. Det er kort og godt uholdbart, at vi har en kontrakt med kommunen, der er fin nok, så længe vi løfter en vigtig opgave med at hjælpe nogle hårdt ramte unge mennesker, men når det så går galt, er vi helt og aldeles overladt til os selv. Det holder ikke, siger Bent Nielsen.

Hanne Nielsen er siden blevet tildelt yderligere tre samtaler hos en psykolog, betalt af kommunen.

KL har ikke ønsket at medvirke i artiklen.