Debat om socialministerens opgaver

Hvad bør – efter valget – have topprioritet for socialministeren? Det spørgsmål stillede vi i Socialpædagogens facebook-gruppe. Og det kom der en række meget forskellige svar på.

Et bud kom fra Helle Vindelev Nielsen, der gerne vil have fokus på omfanget af dokumentation:

– Vi er gået fra kinabogs-dokumentation til indviklede dokumentationssystemer, som dræner de i forvejen sparsomme ressourcer. Dokumentation er bestemt nødvendigt, men det skal være meget lettere tilgængeligt for socialpædagoger, så de får mere tid til at bruge deres faglighed og ressourcer sammen med borgerne, skriver hun.

Den melding erklærer Annette Bjørn Aaskov sig fuldstændig enig i:

– Jeg søger rent faktisk væk fra pædagogfaget nu, fordi jeg synes, at min indsats har fjernet sig alt for meget fra det, jeg oplever som kerneydelsen, nemlig face-to-face-timerne. Og er gået over til at handle om at sidde foran en pc. Her bruger jeg tid på at dokumentere hvorvidt den snak, jeg i går havde med en beboer, kan kobles sammen med et punkt i den handleplan, som vi har brugt oceaner af tid på at udarbejde. Efter at den er lavet, skal der holdes møder, laves rettelser, beskrives konkrete handlinger i forhold til måldelen og allerhelst skal der kobles en pædagogisk teori på også – så ser det nemlig ekstra godt ud, skriver hun.

Og så uddyber Helle Vindelev Nielsen:

– Det meget paradoksale er, at når vi har tidsregistrering (minutregistrering), må vi ikke bruge for meget tid på at dokumentere, lave handleplaner osv., da vi så ikke har så meget ATA-tid (ansigt-til-ansigt-tid, red.), for det kan få den konsekvens, at der skæres i personaletimer, fordi vi jo ikke har brug for de timer, når vi alligevel ikke er sammen med borgerne. Forvaltningen vil have ATA-tiden op og tiden til andet arbejde – tiden ved computeren – ned. Kravet til dokumentation bliver dog ikke mindre – tværtimod. De modsatrettede krav kan skabe stressrelaterede sygdomme eller direkte stress. Og det er vel ikke til gavn for hverken borgere, pædagoger eller arbejdsgiver.

Psykisk syge unge

Et andet bud på, hvad der bør have socialministerens højeste bevågenhed, kommer fra Birgit Kjærgaard Kristiansen, der skriver:

– Psykisk syge unge bør have mere end kontanthjælp at leve af – de bliver ikke raske eller arbejdsdygtige af at blive presset økonomisk. En psykisk syg ung, som skal betale husleje, forbrug, forsikring, mad, transport til behandling, tøj osv. har hverken råd til ferie eller andre fornøjelser. Det er vigtigt, at politikerne får øjnene op for, at psykisk syge i forvejen kæmper for at få en hverdag til at hænge sammen og oven i hatten har økonomiske vanskeligheder. Det bør have topprioritet at se de unge psykisk syge som mennesker med en sygdom – og ikke som dovne, der skal straffes. Desuden ville det være fantastisk, hvis der blev oprettet små beskyttede jobs, som disse unge kunne tilbydes – og som de kunne håndtere uden at lide det ene nederlag efter det andet, fordi overliggeren er blevet sat for højt.

Også Hanne Koborg Veje vil have fokus på psykiatrien og skriver:

– 60 pct. af omkostningerne i psykiatrien omhandler genindlæggelser. Hvis vi gearede den sociale indsats anderledes i kommunerne, kunne vi frigøre enormt mange ressourcer. Hvis vi oversatte det til sundhedsområdet, ville det svare til, at vi ikke screenede og forebyggede, men prioriterede at købe mere hospitalsudstyr til flere komplekse operationer.

Andre bud fra facebook-gruppen handler eksempelvis om at sikre overenskomst til familieplejerne, bedre muligheder for ledsagelse af handicappede og bedre anke- og klagemuligheder i relation til udsatte børn.