Gå til indhold

Bogomtale

Introduktion til sensitive børn

19. juni 2015

Artikel

Forfatter: Redigeret af Tina Løvbom Petersen

Af Athina Delskov og Lene Sonne

At være særligt sensitiv medfører, at man tager flere sanseindtryk ind og bearbejder dem dybere. Børn, der er særligt sensitive, er mere påvirkelige, og det giver dem en række udfordringer, når de vokser op i en verden med rigtig mange stimuli. Der er ikke tale om en egentlig diagnose, men særligt sensitiv skal nærmere ses som et temperament og dermed et vilkår, som man kan lære at håndtere på en god måde. Og det er der behov for hos mange af os, for op mod en femtedel af befolkningen skønnes at være særligt sensitiv. Det forklarer måske, hvorfor begrebet får større og større opmærksomhed. Senest med denne bog, der er en introduktion til bogen ‘Sensitive børn’ udgivet i 2014 af samme forfattere. Introduktionsbogen præsenterer de væsentligste pointer fra ‘Sensitive børn’ og giver læseren en grundlæggende viden om det særligt sensitive personlighedstræk, gode råd fra eksperterne og et spørgeskema, der fungerer som et arbejdsredskab for alle, der er i berøring med sensitive børn. Bogen fortæller også om metoder, der har vist sig hensigtsmæssigt at anvende af forældre, pædagoger, lærere og andre omsorgspersoner og giver et godt indblik i de sensitive børns verden.


Udkommet på Forlaget Aronsen. 104 sider. 99,95 kr.

 

Bliv medlem