Kollegial mobning – hvor kommer den fra?

Resultatet af en omfattende undersøgelse, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø foretager hvert andet år, er netop offentliggjort. Og den viser – fuldstændig som da samme undersøgelse blev foretaget i 2012 – at socialpædagoger ligger højt, når det gælder kollegial mobning.

17 pct. har oplevet mobning inden for de sidste 12 måneder, hvilket placere<r faget i den tunge sjettedel blandt de 36 jobgrupper, der indgår i undersøgelsen.

Et dårligt psykisk arbejdsmiljø har bidt sig fast, kan man konkludere, og reaktionen fra de eksperter og ledere på det socialpædagogiske område, som fagbladet har talt med i forbindelse med dette tema, går i flere retninger:

Flere nægter at acceptere begrebet ‘mobning’ i en faglig kontekst. Det er et vildledende ord, for det indikerer, at der altid er én, som er forurettet, og én, der er skyldig – og sådan er virkeligheden ikke.

– Det kan nemt blive sådan en spar fem, der rydder bordet, og så kan vi ikke længere tale om tingene. Man kortslutter alle rammer, ligesom når man siger ‘terror’. Mig bekendt er vi hinandens arbejdsmiljø, siger forstander på Kamager, Mie Karleby.

Langt den væsentligste årsag til mobning er ifølge direktør i Socialt Lederforum Bo Mollerup faglige uoverensstemmelser, som får lov at løbe løbsk.

– Mange ledere melder om såkaldte mobbesager, der i virkeligheden handler om medarbejdere, der har fået læst og påskrevet, fordi de ikke har gjort deres arbejde godt nok – og så bliver offerkortet trukket. Her er det meget vigtigt, at ledere, tillidsfolk og den faglige organisation holder tungen lige i munden, så tingene bliver kaldt ved deres rette navn, siger han.

Fra person til metode

‘Hvor forsvandt fagligheden hen?’, lyder en anden af de fagprofessionelles reaktioner på undersøgelsesresultaterne.

Mobbekort eller ej så viser resultaterne, at der er et problem, som ret beset ikke burde være der. For hvem er det lige, der skulle være klædt på til at håndtere konfliktfyldte situationer og er specialuddannede i de sværest tænkelige relationer?

– Når vi oplever kollegial mobning, så får den eller de medarbejdere en advarsel af den slags, jeg kun giver én af. Det er helt uacceptabelt, siger Mie Karleby.



Der må ligge et professionelt svigt til grund, når socialpædagoger mobber kolleger. Alt for meget ‘følelse’ og alt for lidt ‘faglighed’, mener psykolog Bo Hejlskov Elvén. 

– Når der er nogen, der mobber andre, så har de det forkerte fokus – nemlig på det personlige frem for det metodiske. Derfor er mobning i al sin enkelhed uprofessionelt. Der må være nogen, der har fået blandet fritid og arbejde sammen, siger han.

– Hvad er det for et spørgsmål, man stiller sig selv, hvis der er noget, der går galt? Er det personen, der er noget galt med?  Eller er det metoden, som jeg troede virkede, men nu viser sig ikke at virke? Måden, man evaluerer situationen på, er helt afgørende, siger Bo Hejlskov Elvén.

Der er en problematisk socialpædagogisk tradition i Danmark, som hylder personen frem for metoden, og som laver rod i samarbejdsfagligheden, mener han.

– Når det går godt, konkluderer man, at det er på grund af socialpædagogens fremragende menneskelige egenskaber, ikke fordi metoden er god. Omvendt, hvis det går skidt, er det på grund af den fagprofessionelles dårlige menneskelige egenskaber. Ikke fordi man har anvendt en forkert metode – eller anvendt en rigtig metode forkert. Professionaliseringsprocessen på det socialpædagogiske område handler om at flytte fokus fra person til metode, siger Bo Hejlskov Elvén.

Førsteplads i voldsepisoder

En tredje reaktion fra de fagprofessionelle er, at der er en lang række vilkår, som gør sig gældende i det socialpædagogiske arbejde, der kan ‘forklare’ det uacceptabelt høje niveau for kollegial mobning. Vilkår, som tilsammen gør det nemt at få øje på og forstå billedet af en presset socialpædagog med en kort lunte.

De fagprofessionelle nævner i flæng: Nedskæringer, omstruktureringer, kritiske pårørende, frygt for at miste jobbet, frygt for at sige sin mening i en tid, hvor trenden er, at man skal være ‘positiv’. Og en følelse af at arbejde i et ikke-respekteret fag i et samfund med en forrået retorik, hvor alt skal måles og vejes. 

Socialpædagoger er i højere grad end alle andre fag, når man set bort fra politi og fængselsbetjente, udsat for trusler. Knap halvdelen har oplevet at blive truet.

Og når det gælder decideret vold, indtager socialpædagogerne suverænt førstepladsen. 39 pct. har oplevet vold inden for de sidste 12 måneder. Til sammenligning har kun tre pct. af en anden udsat faggruppe – socialrådgiverne – oplevet vold. Se i øvrigt artiklen ‘Vold og trusler belaster arbejdslivet’ på side fire om de øvrige resultater i undersøgelsen.

Ifølge psykoterapeut og supervisor Dorte Bærentzen tager hele det socialpædagogiske felt alt for let på, hvor psykisk belastende arbejdet rent faktisk er.

– Den fysiske vold og truslen om fysisk vold, som socialpædagoger er udsat for, kan lagre sig som gift i kroppen. På et eller andet tidspunkt, så føler man sig mørbanket. Man kan ikke lade det gå ud over klienterne, og så er der kun kollegerne tilbage, siger Dorte Bærentzen.

Mudrede venskaber

Derudover arbejder socialpædagoger med borgere, hvor de skal give meget uden at få meget igen, påpeger Dorte Bærentzen.

– Når man hver dag skal træde personligt i karakter i arbejdet med samfundets udsatte, så sætter man sig selv på højkant. Derfor søger socialpædagoger tætte venskaber med hinanden for at rette op på balancen og for at have noget at læne sig op af.

Det er der ikke i sig selv noget i vejen med, men det kan nemt komme til at mudre, hvis venskabet bliver indgået for at dække uforløste arbejdsmæssige behov. Det er ikke det bedste udgangspunkt – hverken for et venskab eller et professionelt kollegialt forhold, siger Dorte Bærentzen


Lederen af værkstedsafdelingen på Kofoedsminde, Per Emil Jønck, peger på det vilkår, at medarbejdere i team er indbyrdes stærkt afhængige af at kunne have tillid til hinanden.

– Det kan jo være med livet på spil, at vi tilkalder hinanden i truende situationer. Hvis man føler sig svigtet af en kollega, kan det sætte voldsomme følelser i gang. Bliver der ikke taget konsekvent hånd om efterbearbejdelsen og evalueringen af sådan en hændelse, kan det nemt udvikle sig til en begyndende mangel på tillid medarbejderne imellem, siger han.

– Det er uhyre vigtigt i en sådan sammenhæng at tydeliggøre det legale i, at vi alle kan have, og ofte har, hver vores oplevelse af alvoren i en bestemt episode. En oplevelse, der altid vil være subjektiv og altid bør respekteres. Det skaber tryghed, siger Per Emil Jønck.