Gå til indhold

Arbejdsmiljø

I behøver ikke at kunne lide hinanden

Hvordan kommunikerer man konfliktfyldt stof i en personalegruppe, så det bliver hørt, forstået og virker konstruktivt? Ved et opgør med ‘det personlige’, mener ekspert i selv-ledelse Sanina Kürstein

19. juni 2015

Artikel

Forfatter: Af Thomas Davidsen

Grunden til, at vi går på arbejde, er, at vi skal løse en opgave sammen. Ikke at vi alle sammen skal kunne lide hinanden. Faktisk behøver vi ikke at kunne lide hinanden. Sådan siger konsulent og ekspert i selvledelse Sanina Kürstein.

Hun mener, at det er på høje tid, at socialpædagoger tager et opgør med den stærkt personlige tilgang til arbejdet, som kommer ud af mange års misforstået fokus på ‘ærlighed’ og ‘det hele menneske’.

– Selvfølgelig skal man arbejde på at gøre sine professionelle relationer gode, men altid med fokus på kerneopgaven. Mange steder har man glemt, at der er nogle rammer omkring det at gå på arbejde og det at være kollega. Især efter, at vi har indført selvledelse overalt på arbejdsmarkedet, stilles der krav om, at man kan skelne mellem det private og det fagligt relevante, siger Sanina Kürstein, som opfordrer til at holde det private, hvor det hører hjemme – i privaten.

‘Må man så slet ikke vise sine følelser på arbejdet?’, spørger hendes kursister ofte.

‘Næh, helst ikke, for det er uprofessionelt.  De private følelser og vurderinger af hinanden bør man holde for sig selv’, svarer Kürstein, som har erfaring for, at netop dette synspunkt provokerer.

– At være kollega er en professionel rolle. Vi har mere tænkt på det som et ekstra venskab. Det er meget uhensigtsmæssigt og en af de vigtige årsager til, at en kultur med mange interne konflikter kan få lov til at udvikle sig, siger Sanina Kürstein.

Følelser giver bøvl

Der bør være mindre fokus på, om man kan lide sin kollega som menneske. og mere på, om kollegaen har brug for hjælp, mener hun. 

– Forståelsen af, at man først lykkes, når alle lykkes, er den, der bør drive de kollegiale relationer. Tempoet bliver skruet op overalt, og derfor skal vi være dygtigere relationelt. Der er slet ikke tid til lange opbygninger af venskaber. Kravet er, at de kollegiale relationer skal lykkes hurtigt, siger Sanina Kürstein.

Der skal være stor plads til det private jeg, tænker man, for sådan er man vant til at tænke. Men det er der ikke, vurderer hun. 

– Det giver en masse bøvl, hvis alle skal have deres følelser i spil på arbejdet. Og det er en grundlæggende misforståelse, at man ikke kan stå ved sig selv og sin person, selvom en kollega ikke har mødt én, som man ønskede det. Man skaber hinandens virkelighed med de ord, man bruger. Derfor er det professionelt at insistere på, at kollegaen gør, som kollegaen gør, med den bedste hensigt, der giver mening for vedkommende, siger Sanina Kürstein.

Skal man så helt at undlade at kritisere hinanden?

– Nej, kritik kan være nødvendig, men hvordan fremsætter du den? Som en selvretfærdig og svigtet ‘ven’, eller som en professionel kollega, der har blikket rettet mod løsningen af kerneopgaven? Deri ligger hele forskellen, siger Sanina Kürstein, som har tre gode råde til, hvad man i et team bør bringe op i fællesskab for at understøtte en god kollegial tone (se boks). 

Redskaber


Vælg stædigt at tro på, at din kollega og din leder har gode intentioner med deres handlinger.

Hjælp din brokkende kollega med at pakke ‘det konstruktive ønske i brokket’ ud

Insister på at hjælpe hinanden med at lykkes.

 

 

Bliv medlem