Gå til indhold

Sundhed

Det er noget vi gør sammen

Flere grøntsager, træning og åndedrætsøvelser – det har været redskaber og resultater af to projekter på Stranden, et københavnsk bosted for psykisk sårbare unge. I det andet projekt deltog hele bostedet, både ansatte og unge, for nu skal sund livsstil være en del af bostedets virksomhedsprofil

8. maj 2015

Artikel

Forfatter: Af Tine Sejbæk

Det startede egentlig med, at noget ulmede i Mads Richmond, leder af Bostedet Stranden på Amager. Et ønske om forandring for både sig selv og det bosted, han havde startet 15 år tidligere. For to år siden solgte han selv begge sine biler og købte en cykel – og tabte 10 kg. Det gav blod på tanden.

– Jeg havde et ønske om at udfordre den måde, vi arbejder på, så vi ikke går i stå. Når resten af samfundet har fokus på kost og motion, er det vigtigt, at vi også er med, siger han.

Det resulterede i et sundhedsmæssigt pilotprojekt på bostedet i foråret 2014: Et mix af sund kost, motion og åndedrætsøvelser. Til morgenmad blev luftige rundstykker skiftet ud med grød, rugbrød, æg med spinat, smoothies og grøntsager. Til aftensmad blev brun sovs og mormormad erstattet af salater med kogte rødbeder, nødder, sunde olier og økologisk kød.

På samme måde var der tilbud om motion: Hyppige gåture, ture til fitnesscenteret krydret med crossfit og åndedrætsøvelser. En kost- og bevidsthedskonsulent var tilknyttet, gav individuel vejledning om ernæring og lavede mad sammen med de unge.

Bostedet Strandens psykisk sårbare er unge, der ikke nødvendigvis motionerer og ofte har været vant til, at junkfood er en måde at give sig selv noget ‘godt’ på og dulme smerte og ubehag.

Alligevel var resultaterne af første projekt imponerende: Flere begyndte at træne og fik øjnene op for, at de i stedet for hvidt brød og pasta kunne spise nærende og sund mad. Især to af de unge opnåede meget i forhold til vægttab og bedre søvn, én smed medicinen helt og droppede at ryge både hash og cigaretter. Han begyndte sågar at gå i skole igen.

Om Stranden


Bostedet Stranden er et tilbud til unge mellem 18 og 35 år med psykiske og sociale problemer som fx misbrug og diagnoser som bl.a. skizofreni, bipolar lidelse, angst, PTSD og ADHD. Det ligger på Amager Strandvej i København og blev etableret i 1998. Der er i alt 30 pladser. Otte indslusningspladser og 22 eksterne, hvor de unge bor sammen to og to i rækkehuse eller hver for sig i opgangsfællesskaber, de fleste beliggende på Østerbro. Stranden drives af SUF – Den Sociale Udviklingsfond – og har 12 fuldtidsansatte.

 

Vi gør det sammen

På baggrund af de lovende resultater blev det besluttet at lave et forankringsprojekt i tre måneder i efteråret 2014. Formålet var at forankre det forstærkede fokus på sundhed og sprede det ud blandt alle unge og hele personalet. I første projekt deltog kun en mindre del af de indskrevne og ansatte.

Også i efteråret var der fokus på sund kost, fællesspisninger, træning samt en fælles rejse til La Santa Sport.

Det sidste projekt har givet færre resultater, men for flere – og det har været mere ‘realistisk’, fordi det har været for alle og ikke kun de mest motiverede.

– Det blev i efteråret endnu mere tydeligt, at det at træne og leve sundt er noget, vi ansatte og kontaktpersoner skal gøre sammen med de unge – som et fælles tredje. Det er jo mindst lige så hårdt for mig at løbe en tur, som det er for dem. Og når jeg løber med en ung, taler vi om tingene på en anden måde, siger socialkonsulent Karina Soltau, projektleder af sundhedsprojekterne på Stranden.

Socialpædagog og socialkonsulent Anette Rahbek Petersen, der har arbejdet på Stranden i seks år, glæder sig også meget over, at de nye vaner og den nye livsstil så småt er ved at blive forankret.

– Før i tiden købte personalet jo bare det ind, de selv havde lyst til eller forbandt med god mad. Det har været mig magtpåliggende, at fx det hvide brød kom ud. Og pga. projektet skete der noget, så det ikke længere var acceptabelt. Nu er der kun rugbrød om morgenen på hverdage, siger Anette Rahbek Petersen.

De to socialkonsulenter er enige om, at i forhold til at motivere denne gruppe af unge handler det om at holde det enkelt og overskueligt. Fx ved at lære de unge at gå efter det orange og grønne nøglehulsmærke på brødet.

– Det er helt almindelig hverdagsmad og træning, der skal til, forklarer Anette Rahbek Petersen.

En absolut nødvendighed

Samtidig skal man tage udgangspunkt i den mad, de unge i forvejen kan lide. Det kan være kødsovs eller boller i karry. Hvordan gør man den sundere, kommer nogle grøntsager i eller putter en salat ind? Og det er ikke målet, at alle de unge skal købe ind i Irma City, og at alt nødvendigvis skal være økologisk. Det skal være billigt, enkelt og tilgængeligt, da de unge oftest er på kontanthjælp og ikke nødvendigvis har personlige ressourcer til kompliceret madlavning.

For Anette Rahbek Petersen er dét at holde et fokus på sundhed ikke blot et friskt pust. Det er en absolut nødvendighed.

– Der bliver i samfundet og i personalegruppen talt meget om sindslidendes livsstilssygdomme. Jeg mener, at det er vores pligt som socialkonsulenter at bruge tid på at gå med de unge ud at handle og guide dem til at købe lidt mere frugt – og vise dem de sunde alternativer, som ikke nødvendigvis er dyrere. Simpelthen at huske dem på, at ‘skal du ikke også købe et æble?’. Eller at man skræller nogle gulerødder til dem, de kan have stående, til når de bliver sultne. Eller lave små, sunde retter, de kan fryse ned og varme i mikrobølgeovnen. Mange af de unge har også brug for at gentage den samme ret: ‘Hvad skal jeg købe ind, og hvordan laver jeg den nu?’, forklarer hun.

– Noget medicin har den bivirkning, at det giver øget sult, men det er ikke medicinen, man bliver tyk af. Det er det, man stopper i munden. Så hvordan putter man noget sundt i munden, når man er sulten allerede efter en time? Det er vores forbandede pligt at informere de unge om det og være en rollemodel, siger Anette Rahbek Petersen.

Karina Soltau er enig.

– Vi skal give dem ideer til simple løsninger. Og det kan faktisk være hurtigere at lave en lækker frugtsalat frem for at skulle ud efter is og pizza, siger hun.

Sundheden halter – motivationen er der


Psykisk syge er overrepræsenteret, når det handler om usund levevis:

  • 32 pct. ryger mod 18 pct. i den øvrige befolkning.
  • 28 pct. er fysisk inaktive mod 18 pct. i den øvrige befolkning.
  • 24 pct. er svært overvægtige mod 16 pct. i den øvrige befolkning.
  • 32 pct. af borgerne med en psykisk sygdom har to-tre andre sygdomme, mens 19 pct. har mere end fire andre sygdomme. Kun 22 pct. har ikke andre sygdomme.

Motivationen for at ændre sundhedsvaner er nogenlunde lige høj for alle, fx ønsker 17 pct. af dagligrygere med en psykisk sygdom at holde op med at ryge mod 15 pct. i hele befolkningen. 75 pct. ønsker at være mere fysisk aktive mod 66 pct. i hele befolkningen.

Kilde: Region Midtjyllands sundhedsprofil 2013.

 

Sund kost på en enkel måde

De unge laver selv deres mad, men som et led i projekterne har der flere gange ugentligt været fællesspisninger. En ansat, en ung samt kost- og bevidsthedskonsulenten Siigurd Thomsen har under projektet købt ind, planlagt maden og lavet den i et samarbejde. Nu gøres det af en ansat og en ung.

Fællesmåltiderne har betydet, at det generelle sundhedsniveau på Stranden er steget. Måltiderne har været væsentligt mere varierede og grønne. Flere af de unge giver udtryk for, at maden har været af høj kvalitet, og at de har fået udfordret deres smagsløg. Unge, der førhen ikke ville spise fisk eller grøntsager, er begyndt på det. Og der har været plads til både hygge og undervisning om sund kost, når de fælles måltider skulle tilberedes.

– I starten var det virkelig grænseoverskridende for nogle at skulle prøve kost- og bevidsthedskonsulent Siigurd Thomsens sunde og farverige mad. Men de fandt jo ud af, at det smager godt, og at sund mad ikke behøver at være kedelig, forklarer Karina Soltau.

Til aftenernes fællesspisninger bliver der lavet traditionelle retter som laks og hakkebøf, men tilbehøret er mere spændende. Der bliver serveret råkost til hakkebøffen snarere end pomfritter. Hvis man laver lasagne, bliver den tilberedt med fuldkornsplader og grøntsager og fx to salater til. Og de unge er ved at få smag for det sunde.

– Vi lavede en traditionel påskefrokost i år med bl.a. varm leverpostej, men der blev spist langt mindre, end der plejer. De unge har opdaget, at når man har fået usund mad, bliver man blot træt og har ikke lyst til at gå en tur, siger Karina Soltau.

Unge og ansatte træner sammen

De unge, der har deltaget i den fælles træning, har været glade for det. De har grint og haft en hyggelig omgangstone til holdtræningen. Det har været tydeligt, at det handlede om at skabe velvære i kroppen og i hverdagen – også via åndedrætsteknikkerne.

Der er stadig tilbud om træning to gange ugentligt på Østerbro. Og Strandens beboere på Amager bruger fitnesscenteret på et nærliggende hotel – her kan de træne dagligt, og hver fredag efter fællesspisningen træner personale og unge sammen.

Det tager dog tid at ændre vaner. Og nogle af de unge går stadig målrettet hen mod Anette Rahbek Petersens bil, når de sammen skal ud og forny den unges buskort. De har været vant til at blive kørt.

– Men så siger jeg ‘Vi går derhen’. Jeg har selv for længe siden droppet de rullende trapper til fordel for almindelige trapper. Og når jeg tager med en ung til kontrol på 10. sal på Rigshospitalet, så foreslår jeg, at vi går op – eller i det mindste ned. Når vi gør det til en leg, bliver det ikke så tungt, siger hun.

Det er meget individuelt, hvor let det har været at motivere de unge. Nogle har haft ringe interesse, andre har været interesserede i forvejen.

– Som personale er vores energi i forhold til målgruppen igen vigtig: ‘Kom nu, vil du ikke med?’. Så kan det godt være, de siger nej 100 gange. Men at de siger ja den 101. gang, fortæller Anette Rahbek Petersen.

Karina Soltau supplerer:

– Nogle af de unge synes, at det er besværligt at træne, for så skal de i bad bagefter, og de skal tage tøjet af og klæde om foran deres kontaktperson. Men vi bor lige ved Amager Standpark, og det gør det jo nemt lige at gå en tur, siger Karina Soltau.

Og sammen med Anette Rahbek Petersen mener hun, at det er vigtigt at vise de unge mange muligheder for at bevæge sig. Lige fra selv at slæbe poserne hjem fra supermarkedet til at spille badminton og dyrke boksning – eller at melde sig ind i Idrætsforeningen Kæmperne på Nørrebro, der har talrige motionstilbud for sindslidende.

De skal som ansatte gøre det sammen med de unge. Karina løber fx med en af sine unge og er med en af de andre i svømmehallen. Hun har også medvirket til, at en af ‘hendes’ unge fik repareret sin cykel, og nu cykler den unge alle steder hen.

Forankringsprojektet


Indholdet i forankringsprojektet har været:

  • Fællesmåltider tre gange ugentligt på Stranden samt to gange ugentligt på Østerbro i de eksterne boliger. Her har en ung, sammen med sin kontaktperson, deltaget i hele madlavningsprocessen.
  • Individuel vejledning og læring om sund kost er blevet tilbudt de unge.
  • Træning og åndedrætsøvelser. Træning to gange ugentligt, en dag individuelt i et fitnesscenter, og en dag med holdtræning med efterfølgende åndedrætsøvelser. Desuden fast gåtur efter et af fællesmåltiderne.
  • En fælles rejse til La Santa Sport i forbindelse med projektet med mulighed for at prøve forskellige motionstilbud og i øvrigt få styrket fællesskabet.

Udover den individuelle kostvejledning – som i et vist omfang bliver ført videre af personalet – findes alle tilbuddene stadig.

Stranden har netop besluttet, at en tredje del af projektet – ud over at holde fokus på de gode tiltag og skrive sundhed ind i virksomhedskonceptet – er at formidle erfaringer med at ændre en arbejdspladskultur til kollegerne i SUF via en pjece eller arbejdsbog, ligesom man evt. vil lave en sundhedsapp, hvor man kan få daglig inspiration til kost, motion og åndedrætsteknikker.

 

Skepsis blandt personalet

At implementere træning og en sund kost i hverdagen tager tid – både for de unge og personalet. Stranden er et bosted, hvor de ansatte har metodefrihed – et sted med en meget ‘anarkistisk og individuel’ tradition.

– Der var ikke lutter begejstring til at starte med i personalegruppen. Stemningen var mere ‘lad os se, hvad der sker’. Det var sådan lidt ‘hvad er nu det? Er der nogen, der skal komme og lave om på mit arbejde?’. Ingen var åbenlyst negative, men nogle tænkte måske nok, at ‘de unge gider det jo ikke. Det får vi dem aldrig med til’, siger Karina Soltau.

For hende og Anette Rahbek Petersen var det ikke så stor en hurdle. Anette var meget tilfreds med at få implementeret det nye og få ‘det hvide papbrød’ ud. Karina har også selv spist sundt og dyrket sport længe.

– Så jeg ved, at det virker. Og fordi jeg normalt træner alene, er det godt og sjovt for mig at gøre med andre. Projektet gjorde nogle ting lettere for mig. Før levede jeg sundt privat. Men når jeg var på arbejde, kunne det være svært at sige nej til wienerbrød og sovs. Nu er det blevet anderledes, og det er nemt at træne på arbejdet. Plus at der jo sker noget for de unge, når vi gør det sammen. De får lov til at opleve mig som ikke helt professionel, de ser mig stå og hive efter vejret og være dårlig til nogle øvelser. Sund mad og motion er ikke kun godt for sindslidende! Der har vi og de unge et fælles mødepunkt, siger Karina Soltau.

Vil skabe paradigmeskifte

For leder af Bostedet Stranden, Mads Richmond, har projekterne omkring sund livsstil været hele indsatsen værd.

– Det helt store positive er det gamle princip om at have et fælles tredje. Jeg har jo lige så meget brug for at gøre de sunde ting som en hvilken som helst indskrevet. Og den energi, jeg får, kommer tifold tilbage, når jeg oplever den med de unge og ser resultaterne hos mig og dem.

Mads Richmond har selv taget bl.a. åndedrætsteknikkerne til sig.

– Jeg laver de øvelser, når jeg kan mærke, at jeg er ved at blive stresset. Og jeg har lært nye måder at træne på, hvor jeg ikke behøver at gå til alt muligt – men kan gøre det hjemme, ude i haven eller i Amager Strandpark. Jeg har fx heller ikke drukket sodavand i et år. Og det har hele min familie så heller ikke. Hvis man stopper med noget så simpelt, sker der noget med vægten, siger Mads Richmond.

Samtidig ser han som leder klart, at flere ting i forankringsprojektet med fordel kunne have været grebet anderledes an.

– Vi skulle have startet med at tage en tur til Sverige med personalet. Så de kunne være blevet introduceret til fx åndedrætsøvelser og havde prøvet det selv først. Så havde vi fra starten haft en fælles forståelse af, hvad vi skulle ‘udsætte’ de unge for. Det havde været klogt! På den måde havde vi opnået en større helhed hurtigere. Den opnåede vi ved turen til La Santa til slut, siger Mads Richmond, der også synes, at kommunikationen er vigtig: Optimalt set burde der være ugentlige nyhedsbreve til alle med opfølgning på, hvor projektet er henne.

Han mener også, at projektets primærpersoner skulle have haft kompensation i forhold til, at det har krævet meget i hverdagen.

– Så hvis andre søger penge til sådan et projekt, så husk også at søge til en 20 timers vikar til tovholderen. Ellers skal folk bare løbe stærkere.

En anden ting, de har erfaret, er, at det er vigtigt at fejre succeserne. Fx. har Stranden en ung, der har smidt 25 kg.

– Ham er det vigtigt at stille op på en piedestal foran de andre og sige: ‘Godt gået’. Vi skal lige huske at klappe af os selv og de unge, siger han.

Både blandt medarbejderne og de unge var der fra starten folk, der var skeptiske eller lidt skræmte af de nye tiltag. Ansatte, der måske nærmest forsøgte at lægge deres arbejdsdag, så de ikke stødte ind i de andre ‘motionstosser’.

– Så når man indfører ny kost og motion, må der ikke være noget dogme over det. Det må ikke være sådan, at enten er man med, eller også er man ude. Og det kunne vi have løst gennem mere information i starten. Jeg er selv modstander af at få ting trukket ned over hovedet. Jeg hader at få påduttet alle mulige trends. Så når man skal ændre en hel kultur, er der kun én vej: Tid og information, siger Mads Richmond. 

Hvis du vil læse mere og have gode råd til, hvordan I på din arbejdsplads kan komme i gang med en omstilling, så klik ind på den elektroniske udgave af denne artikel på www.socialpaedagogen.dk

 

Diskuter på facebook: Hvor går grænsen for at være rollemodel?


På Stranden er de ansatte i anden del af sundhedsprojektet hoppet med på vognen og den sundere livsstil, som de ansatte prøver at lære bostedets psykisk sårbare unge beboere. Men hvor går grænsen for, hvad man som ansat skal være rollemodel for?

Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook

 

Bliv medlem