Madrevolution

Hen over efteråret 2014 blev vi vidne til en intens debat om danskernes madkultur. Det hele blev skudt i gang af fødevareminister Dan Jørgensen (S), der mente, at vi havde behov for en revolution: ‘Vi har simpelthen brug for en madrevolution, der skal helt ud i hverdagskøkkenerne. Jeg kan se, at jeg er chef for de her kostråd, som alle danskere kender. Alligevel bliver vi federe og federe. Lad os prøve noget andet’, sagde ministeren bl.a. til Politiken i juli 2014.

Og ministeren mente det skam alvorligt – en lille million blev der kastet efter projektet, som her for nylig mundede ud i nogle gode råd til danskerne. De gode råd skal sætte skub i revolutionen af danskernes madkultur i retning af ‘mere grønt, frugt, fisk og fuldkorn – mindre sukker, salt og mættet fedt’. Og det skal bl.a. ske ved at følge ministeriets såkaldte måltidsråd, der i korthed lyder: ‘Lær at lave mad – brug råvarer – spis sammen’(www.madkulturen.dk/maaltidsraad).

Selvom måltidsrådene er formuleret i bydeform, så ved vi jo alle godt, at der kun er tale om en opfordring, som vi kan vælge at se stort på. Alligevel mødte fødevareministerens kampagne en del kritik – nogle var forargede over at ministeren på denne måde gør sig til dommer over danskernes madkultur – helt hjemme i privaten ved køkkenbordet eller foran fjernsynet.

Samme forargelse ser vi pudsigt nok ikke, når det gælder en anden madrevolution, som har fundet sted de senere år. En revolution, som tilmed føres ud i livet på en måde, der forekommer en del mere diktatorisk end de ‘gode råd’ fra fødevareministeren.

Mange mennesker med udviklingshæmning har nemlig oplevet en decideret revolution i deres madkultur i løbet af de seneste fire-fem år. Stadig flere udviklingshæmmede bliver nemlig frataget den pædagogiske hjælp til at fremstille deres egne måltider i fællesskab med andre. I stedet henvises de til færdiglavede retter fra kommunens centralkøkken (leveres til en hel uge ad gangen), som de hver især kan opvarme i micro-ovnen. Væk er muligheden for at lære at lave mad sammen – og det naturlige i at spise sammen smuldrer lige så stille.

Revolutionen i udviklingshæmmedes madkultur sker ikke, fordi de har lyttet til gode råd fra fødevareministeren. Nej, revolutionen sker efter diktat udstedt af regnedrengene på rådhuset – der er nemlig penge at spare ved at ødelægge sårbare menneskers fællesskab og madkultur.

De gældende regler siger således, at kommunerne kan opkræve betaling for lønomkostninger ved madfremstillingen, når maden leveres som micro-mad fra centralkøkkenet. Den betaling kan ikke opkræves, når maden tilberedes hjemme hos borgeren med pædagogisk støtte. Og den slags økonomiske incitamenter overser den ambitiøse økonomichef jo ikke. 

Centralkøkkenernes tilbagevenden er et tankevækkende eksempel på et menneskesyn, hvor udviklingshæmmede betragtes som nogle særlige mennesker. Mennesker, hvor en myndighed godt kan tillade sig at revolutionere deres madkultur med håndfast indgriben i privatlivet. Det er en bedrøvelig udvikling, som jeg tror, er en stor udfordring for den pædagogiske faglighed rundt omkring i de kommuner, hvor den finder sted.