Sådan vinder du tillid

Som professor i socialvidenskab med særlig fokus på børn er Hanne Warming igen og igen stødt på den samme konklusion: En tillidsfuld relation er altafgørende vigtig for at skabe en positiv udvikling for udsatte børn. Men hvad skal der så til for at skabe den tillidsfulde relation?

Det spørgsmål har hun og en række kollegaer forsøgt at besvare med forskningsprojektet ‘Tillid i socialt arbejde med børn og unge’, der både bygger på spørgeskemaundersøgelser, observationer og såvel workshops som dybdegående interviews med socialt udsatte børn og unge.

– Noget af det, der har overrasket mig mest ved projektet, er, at der tilsyneladende slet ikke er nogen børn med hvem, det overhovedet ikke er muligt at skabe en tillidsfuld relation. Hver gang vi fandt et eksempel på, at det mislykkedes, fandt vi altid et andet eksempel, hvor betingelserne syntes at være de samme – og hvor det alligevel var lykkedes. Det var overraskende, for blandt praktikere har jeg ellers mødt en massiv oplevelse af, at de tidlige erfaringer er så altafgørende, at det kan være helt umuligt at opnå et barns tillid – men projektet viser, at selv om det ser endog meget svært ud, kan det lade sig gøre. Måske ikke ved første forsøg, eller andet, eller tredje – men så er der måske noget, der lykkes i den femte anbringelse.

Nadia og sagsbehandleren

Et konkret eksempel på et barn, der tilsyneladende havde meget svært ved at få tillid til voksne, var 13-årige Nadia, der slet ikke ville have noget med sin far at gøre, og blev anbragt på en døgninstitution fordi hun formentlig ikke kunne klare det tætte forhold i en plejefamilie.

– Sagsbehandleren vurderede, at det var meget svært at opnå Nadias tillid – og alligevel lykkedes det faktisk for sagsbehandleren selv, således at Nadia senere fortalte mig, at hun kunne stole på sagsbehandleren og regnede med, at sagsbehandleren ville og kunne hjælpe hende, fortæller Hanne Warming.

Det interessante spørgsmål er så, hvad sagsbehandleren gjorde for at opnå denne tillid, og her fortæller Hanne Warming om en konkret episode, hvor hun selv var med som den observerende flue på væggen:

Det var til et behandlermøde, hvor såvel Nadia som hendes mor, sagsbehandleren og kontaktpædagogen deltog.

– Nadia… Vil du selv fortælle, hvad det er, der er sket, spurgte kontaktpædagogen, og så fortalte Nadia nølende, hvordan hun en dag havde siddet i skolebussen.

Bagerst var en gruppe store drenge begyndt at drille en lille dreng, og det kunne Nadia slet ikke have. Hun bad dem holde op, men de grinede bare ad hende og blev ved. Så gik hun op til buschaufføren for at få ham til at stoppe drilleriet, men det ville han ikke. Hans opgave var at køre bussen, sagde han. Så gik Nadia tilbage til de store drenge. En gang til bad hun dem holde op. En gang til lo de hende op i hendes åbne ansigt. Og så fik Nadia nok og pandede den allerstørste en på siden af hovedet.

– Ja, Nadia. Det er typisk dig, du tror alting kan løses med vold, sagde hendes mor.

– Det er præcis det her, vi skal arbejde med Nadia. Du skal være lidt mere barn og ikke tro, du skal kunne løse alle andres problemer, sagde kontaktpædagogen, og imens observerede Hanne Warming, hvordan Nadia krøb sammen på stolen og blev mindre og mindre.

Men så fik sagsbehandleren ordet:

– Jeg kan godt se, at det var en problematisk situation, men hvis jeg nu havde været den lille dreng, der blev drillet, så ville du jo have været min helt. Du reddede ham jo.

Og så så Hanne Warming, hvordan Nadia rettede sig i stolen.

Barnets perspektiv

Bagefter fortæller Hanne Warming, at netop det at tage barnets perspektiv og fokusere på det positive, som barnet enten har bidraget med – eller havde intentioner om at bidrage med – kan fremme den tillidsfulde relation.

– For at opnå tillid skal man vise sig tillidsværdig. Og det gør man ved, at man selv viser tillid til den anden og kommunikerer det i kropsholdning og handlinger. Og i det konkrete eksempel fik sagsbehandleren kommunikeret, at hun havde tillid til, at Nadia havde nogle gode intentioner. Den måske vigtigste konklusion på forskningsprojektet er, at tillid ikke kun er noget, der er inde i børnene som en slags evne til at have tillid til andre – men at tillid er noget, der opstår mellem mennesker. Mellem barnet og den voksne. Og at den voksne skal vise tillid til barnet, for at barnet får tillid til den voksne.

Hanne Warming forstår både tillid som noget, der kan vises i konkrete handlinger, som når man fx har tillid til, at en anden ikke stjæler, og derfor lader sin pung ligge – og som en tilgang til den anden, der handler om at lytte til den anden og tage den anden alvorligt.

– Og her er det vigtigt at sige, at tillid ikke er noget absolut. Det er ikke sådan, at enten viser man tillid, eller også viser man ikke tillid. Der kan være grader af tillid, og derfor kan man fx godt kommunikere, at man har en begrænset tillid til en anden. Det gælder fx hvis man arbejder på en sikret institution og kun går ind til et barn med en tændt overfaldsalarm. Så kommunikerer man en mistillid i forhold til, om barnet kan finde på at blive voldeligt – men man kan godt på samme tid kommunikere en tillid til, at barnet har gode intentioner, og at barnet er værd at lytte til.

I samme åndedræt understreger hun dog, at den begrænsede tillid er langt mindre virkningsfuld end den ubegrænsede.

– Og der er risiko for, at barnet kun fokuserer på kommunikationen af mistillid, der ofte vil bekræfte barnets tidligere erfaringer.

Sådan skaber du tillid

Hanne Warming har en række råd til fagfolk, der gerne vil virke så tillidsvækkende som muligt. Inden første møde gælder det om at gøre sig klart, hvad man selv har af fordomme over for barnet – og så prøve at rense sig for fordommene. Dernæst handler det om at signalere en ægte interesse for barnet og om at vise, at man tager barnet alvorligt.

– Når der skal opbygges tillid mellem mennesker, har det også betydning, at man er noget særligt for hinanden – det fremmer ikke tilliden, hvis man føler sig som et nummer i rækken eller som en, der bare blive behandlet på en institutionaliseret, mekanisk måde. Derfor kan det være en barriere for tilliden, hvis pædagogen handler ud fra en ‘kogebogs-tilgang’, hvor man altid skal agere på bestemte måder i bestemte situationer.

Andre vigtige elementer i opbygningen af tillid handler om, at man reelt gør en forskel for barnet – og at man er der for barnet i de sværeste situationer. Samt en stor portion tålmodighed.

– Man kan ikke vise tillid uden at risikere noget. Man er nødt til at vove springet og kaste sig ud i tilliden – både hvis man fx konkret vælger at lade sin pung ligge, og hvis man vælger at lytte på barnet og tage barnet alvorligt. For man kan risikere, at tilliden bliver brudt, så barnet fx stjæler eller lyver. Men hvis man vil opnå barnets tillid, er det vigtigt at vise barnet tillid igen og igen – selv om tilliden bliver brudt. Det var fx en af de vigtigste pointer fra workshoppene, hvor børnene brainstormede om, hvad det er, der skaber tillid: Deres konklusion var: I skal vise os tillid, selv om vi bryder den igen og igen. Og jo mere man bliver vist tillid, jo sværere bliver det også at bryde tilliden.

Genopret tilliden

I forskningsprojektet har Hanne Warming også interesseret sig for, hvad der skal til for at genoprette tilliden, når den er blevet brudt. Og her er det vigtigt at være opmærksom på, at det ikke kun er barnet, der kan bryde den voksnes tillid – det kan også gå den anden vej, så den voksne måske utilsigtet bryder barnets tillid.

Et konkret eksempel er 9-årige Marc, der fortalte sine lærere, at han blev slået derhjemme. Lærerne tog en snak med faren og troede, at de havde gjort noget rigtig godt – men da de var gået, sagde faren til Marc, at hvis han nogensinde sladrede igen, ville han gennembanke ham, og så var Marcs tillid til lærerne brudt.

– Men forskningsprojektet viser, at det godt kan lade sig gøre at genoprette tilliden, hvis man tager det på sig og ser sin egen andel i det, der har skabt mistilliden, siger Hanne Warming.

Konkret opdagede lærerne, at noget var galt, fordi Marc nu klappede helt i og slet ikke ville tale med dem. Og så sagde de til ham: ‘Vi tror, vi er kommet til at gøre noget rigtig skidt her. Vi tror, vi er kommet til at begå en stor fejl. Og hvis du på nogen måde kan have tillid til os igen, så vil vi gerne prøve at hjælpe dig igen. Og så bliver det på en helt anden måde’. Og så lykkedes det at genoprette tilliden.

Hanne Warming mener, at den enkelte fagperson selv kan gøre meget for at vinde børnenes tillid – men hun lægger også vægt på, at rammerne skal fremme de tillidsbaserede relationer. Det kan fx ske ved, at ledelsen på en anbringelsesinstitution selv viser tillid til medarbejderne.

– Hvis der er meget faste rammer for arbejdet, har man ikke råderum til at komme barnet i møde – så må man bare følge forskrifterne. Og så er der også en psykologisk dimension, idet tillid smitter: Hvis man selv bliver vist tillid, skaber det engagement og mod på at vove de risici, som skabelse af tillid til barnet fordrer, siger hun.

Endvidere er det vigtigt fx at sørge for god supervision, så medarbejderne kan blive klar over, hvornår de har en tillidsfremmende adfærd – og hvornår de tværtimod kommer til at skabe mistillid.