De vendte skuden med faglighed

Det er en formidabel indsats, som medarbejderne og ledelsen har ydet, og som de bliver ved med at yde. De rosende ord kommer fra psykolog Lars Hugo Sørensen, der for godt halvandet år siden blev bedt om at supervisere medarbejdere og ledelse i Handicapcenter Sydøstfyn i forhold til beboeren Peter (se artiklen ‘Så er det tid til en akut-cola’).

Peter er en udviklingshæmmet voksen mand med autisme. Gennem længere tid har han været urolig og til tider voldelig over for de andre beboere og personalet. Desuden har han ødelagt ting, og man ønskede med supervisionen at få hjælp til at vende den udvikling  

– Personalet var presset over beboerens mange udfald, som havde skabt faglig usikkerhed og angst. Flere af medarbejderne var grådlabile. Folk gjorde deres bedste, men de havde svært ved at se hvilken strategi, man skulle vælge for at vende billedet, siger Lars Hugo Sørensen.

Derfor tog han som noget af det første fat i at få skabt en fælles forståelse for, hvorfor beboeren reagerer, som han gør.

– For os almindelige mennesker er hjernen skabt til at få os til at overleve. Det vil sige, at den hele tiden laver et landkort af den verden, vi lever i, som vi kan navigere efter. Landkortet betyder også, at vi kan føle os trygge og sikre, siger han.

Men den mulighed har nogle udviklingshæmmede ikke. 

– Ny forskning om følelser viser, at hvis man ikke har sit fulde intellekt, så er det svært at regulere sine følelser. Det skal omverdenen hjælpe med.

I forhold til nogle udviklingshæmmede betyder det, at personalet skal sørge for, at borgerens landkort bliver stabilt.

– Man skal forestille sig, at den udviklingshæmmede borger næsten hver dag står op med et nyt landkort, fordi man fx ikke kan erfaringsdanne. Hos svært ramte borgere er der mange, som er urolige og ængstelige, fordi de ikke har deres intellekt til at stabilisere den uro, der opstår, siger Lars Hugo Sørensen.

Det kræver af medarbejderne, at de fagligt er klædt på til opgaven og ved, hvad de skal gøre.

– Personalet er borgerens psykologiske omverden. Hvis personalet er usikre på det, de skal gøre, vil deres usikkerhed blive borgerens omverden. Bliver medarbejderne derimod både fagligt sikre og sikre på hinanden, vil det forplante sig til borgeren, der møder et roligt personale frem for et psykisk presset, siger Lars Hugo Sørensen.

En forudsigelig hverdag

Landkortet blev det fællesbegreb, som personalet tog udgangspunkt i og arbejdede med ud fra den hypotese, at hvis man kunne skabe en fast og genkendelig struktur omkring Peter, ville det gøre ham rolig. Hver eneste aktivitet blev sat ind i et skema, og det blev aftalt, hvordan man pædagogisk arbejder med Peter. Fx skal man ikke spørge, om han har lyst til at spise, men i stedet sige, at han skal spise.

– Hvis man skal arbejde med en forudsigelig og genkendelig struktur, forudsætter det, at alle medarbejdere kender den. Man kan ikke gøre det ens, men man skal følge strukturen omkring borgeren, siger Lars Hugo Sørensen.

Meget hurtigt viste det sig, at den ændrede struktur og pædagogik var god for Peter.

– I personalet opstod der et enormt ejerskab til projektet. Borgerens fysiske reaktioner blev reduceret, og han kom i trivsel igen.

Medarbejderne har ifølge Lars Hugo Sørensen gjort en kæmpeindsats – ikke mindst i forhold til at fastholde strukturen og pædagogikken.

– Når tingene er faldet til ro, er der en tendens til at slække på strukturen. Det kræver en høj grad af opmærksomhed og forpligtigelse fra personalets side til at blive ved.

Succesen skyldes også, at ledelsen har bakket op og hele vejen igennem deltaget i supervisionen.

– Der er mange og skiftende folk til at bære borgerens landkort, så hvis projektet skal lykkes, forudsætter det, at alle forstår tingene sammen, siger Lars Hugo Sørensen.