Humor, rollespil og tværfaglighed

Når man træder ind ad bagindgangen på demenscenteret på Fuglsanggården i Grenaa, er gardinerne trukket for glasdørene. Det kan virke angstfremkaldende hos et menneske med svær demens med udsigten til lange tomme gange. Derfor er der lavet små rum i det store rum, og den næste dør er malet med træer og buske. Her står en mannequin, der er klædt ud som arbejdsmand med hjelm og arbejdstøj. De mandlige beboere kan godt lide at få en snak med ham.

På den anden side af døren er to klovne ved at blive briefet af socialpædagog Rikke Eriksen. Hun har været på Fuglsanggården i tre år. Før det arbejdede hun på et Røde Kors asylcenter. Men da det stod til at skulle lukke, opsøgte hun Fuglsanggården.

– Jeg spurgte, om de brugte pædagoger. De havde ikke ingen ansat, men jeg kom i et puljejob for nogle projektmidler, hvor jeg stod for aktiviteter som dans, gymnastik, busture og strikkeklub. Alt det, der skal gøre det sjovt at stå op, siger hun.

Demenscenteret får besøg af forglemmigej klovne en gang om måneden. Med sang, dans og komik skal Camelia og Todaysi, der rigtigt hedder Majken Ambrosen og Janne Kofoed, i dag sørge for en velkommen adspredelse, som får gang i lattermusklerne hos beboere og medarbejdere.

Børge er på demenscenteret på en af aflastningspladserne weekenden over, inden han skal hjem til sin kone igen.

Todaysi har en lille guitar med, og hun bryder ud i sang. ‘Børge, åh Børge’. Der breder sig et smil på mandens læber.

– Har du en guldtand, spørger Todaysi.

– Ja, du vil måske købe den, lyder det kækt fra Børge.

Camelia sætter sig på hug ved en beboer, som hun viser en klovnenæse, Anders Frandsen sidder ved siden af. Han læste til pædagog, da han mødte Rikke Eriksen, der fortalte om sin arbejdsplads, Fuglsanggården.

– Jeg har arbejdet i otte år med unge som pædagogmedhjælper, og jeg syntes, at det kunne være relevant at prøve at arbejde med vedligehold af mestringsevne, siger han.

Serverer som en tjener

På Fuglsanggården handler det om varme hænder og én til én-kontakt. Det leverer alle medarbejdere til beboerne. Uanset hvilken uddannelse de har. Motion og kontaktøer er omdrejningspunktet i demenscenteret. Medarbejderne arbejder ud fra Tom Kitwoods teorier, hvor det enkelte og hele menneske er i fokus i forhold til sit behov her og nu.

– Hvis en borger har været vant til at sove længe, fordi han arbejdede som nattevagt, så får han også lov til det her. Eller hvis en borger har været vant til tit at spise ude på restaurant, så er det det, vi tager udgangspunkt i. Så kommer vi ind med et viskestykke over armen og serverer mad og skænker saftevand, som var det vin. Vi kigger på det hele menneske, på ressourcer og livshistorie, siger Rikke Eriksen.

Medarbejderne arbejder i selvledende tværfaglige teams, og alle faggrupper har både dag-, aften- og nattevagter.

– Vi er gode til at snakke sammen på tværs af faggrupperne. Vi deler de gode historier, og vi lærer af hinanden. Det er et meget unikt samarbejde, siger Anders Frandsen.

Humor og leg er vigtigt i arbejdet med borgere, der har svær demens.

– Vi er som pædagoger også med til det sundhedsfremmende arbejde, men vi gør det via legen. Når borgerne er glade, så løfter vi det op i noget, der er frisk for dem. Men vi er også med i plejen, siger han.

Anders Frandsen lærer hele tiden noget nyt på sit arbejde.

– Det er vigtigt, hvordan vi kommunikerer med beboerne. Det skal ske i korte præcise sætninger, og det er også vigtigt, at det foregår i et roligt toneleje.

Da han var helt grøn i jobbet, var der en beboer, der var meget rastløs og urolig, når han gik fra et rum til et andet.

– Det viste sig, at det havde noget med lyset at gøre. Da det blev reguleret, så blev han mere rolig og mindre rastløs, siger han.

De første 14 dage går nye medarbejdere altid sammen med en kollega. Medarbejderne er altid to sammen, når de går ind i lejligheder, hvor der bor en beboer med en voldsom adfærd.

– Her lærer vi også af den anden, som fx kan være en sygeplejerske eller en social- og sundhedsassistent, siger Anders Frandsen.

Politikasket giver respekt

Når en beboer bliver udadreagerende, kan en stille og rolig arbejdsdag pludselig forvandle sig til noget helt andet, der kræver et velfungerende team, der bakker hinanden op.

– Det kræver, at vi medarbejdere kender hinanden godt. Vi er gode til at sparre og få talt tingene igennem efter en voldsom episode, siger han.

Mange episoder kan dysses ned ved rollespil og brugen af udklædninger.

– En politikasket eller en hvid kittel kan give respekt, siger Rikke Eriksen.

Men til daglig er der ingen synlige tegn i påklædningen på, om man er socialpædagog, sosu-assistent eller sygeplejerske. Et udvalg af t-shirts i forskellige farver og veste i cowboystof udgør arbejdstøjet for alle medarbejderne.

Der er også nem adgang til at blive opkvalificeret. De fleste i de tværfaglige team har taget kurser i positiv psykologi og coaching, neuropædagogik i praksis og nænsom nødværge. Flere har også været på kursus i trykmassage. Der er otte ansatte, der har en diplomuddannelse i demens.

– Vi havde en beboer, der var meget råbende. Trykmassagen gjorde, at han fik mere ro på, siger Rikke Eriksen.

Hun følger med de to klovne ind til Tage, der er klar til en dans. Bagefter er det hende, der skal bade Fuglsanggårdens to skildpadder,

– Da jeg begyndte her, så tænkte jeg, åh nej, skal jeg nu bruge albuerne for at bevise mit værd i forhold til de andre faggrupper, men sådan har det slet ikke været. Lederen giver ansvaret videre til de enkelte teams, og det fungerer rigtig godt, siger Rikke Eriksen.