Er du stemt for kroner eller procenter?

Så er det atter blevet tiden, hvor vi skal stemme om, hvorvidt vi synes, at vores overenskomstforhandlere har gjort det godt nok. Vi skal forholde os til, om resultatet er tilfredsstillende, eller om vi tror, at noget bedre kunne være opnået.

Jeg tror, at det resultat, vores forhandlere har fået, er et ganske godt kompromis imellem Socialpædagogernes krav og de krav, som arbejdsgivernes forhandlere havde. Resultatet er ingen hverken meget kede af eller vildt jublende over, og sådan er politik vist skruet sammen.

Personligt er jeg optaget af nogle lidt andre ting end selve resultatet ved den netop færdigforhandlede overenskomst og den dertil hørende arbejdstidsaftale. Jeg kunne godt tænke mig at dissekere aftalerne lidt og sætte spørgsmålstegn ved nogle af de vilkår, som vores forhandlere ser som grundlæggende, når de forhandler.

Det er dels princippet med at opdele lønnen i to dele, en grundløn og en lokal løn, som er til forhandling. Og så er det princippet med at forhandle alle vores lønmidler/tillæg i procentvise stigninger frem for i kronebeløb.

Det er begge principper, som ikke umiddelbart er til diskussion i hovedbestyrelsen, men som jeg, efter at have været til stormøde for tillidsrepræsentanter i Odense i sidste uge, mener, at forbundet burde tage en drøftelse af.

Der er for tredje overenskomst i træk ikke afsat penge til lokal løndannelse, hvilket jeg overvejende er enig i. Jeg mener, at Socialpædagogerne med så få midler til rådighed er forpligtet til at tilgodese, at alle medarbejdere/medlemmer får deres del af midlerne, hvilket selvfølgelig gøres bedst ved at hæve grundlønnen. Jeg er af den overbevisning at vi må dele solidarisk.

Jeg oplever det dog som et problem, at vi fortsat opererer med et lønsystem, hvor begreberne lokal løn/ny løn findes, når systemet (læs: forhandlingsparterne) ikke prioriterer at ’fodre’ systemet. På den måde får vi en virkelighed, hvor medarbejdere og ledere er forpligtet til at lønforhandle, selvom der i praksis ikke er noget at forhandle om.

Så er der princippet om at forhandle alle vores lønstigninger, og nu også ulempetillæg, i procenter af grundlønnen i stedet for i kronebeløb. Rent praktisk betyder det, at dem med den højeste løn også er dem, der stiger mest i kroner og øre ved lønstigninger og også får højere tillæg for aftenarbejde. Dette har været begrundet i, at uddannelse skulle kunne betale sig og at erfaring/anciennitet skal belønnes.

Hvorvidt det er rigtigt, at lønstigninger skal beregnes i procent er selvfølgelig et holdningsspørgsmål, og personligt tænker jeg, at kronebeløb er en mere solidarisk måde at beregne lønstigning på, da alle medlemsgrupper på den måde får lige meget, hvilket for mig ville være naturligt med de få midler, vi har til rådighed.

Men når vi begynder at differentiere i optjening af ulempetillæg, så tænker jeg, at vi er ude på et skråplan. Ved denne nye aflønningsmetode vil en nyansat pædagog få et tillæg på ca. 25 kr. i timen for at være i aften/nattjeneste, mens en mere erfaren/løntung medarbejder vil kunne få ca. 35 kr. i timen for det samme arbejde. Det, mener jeg, er en meget usolidarisk måde at tænke ulempetillæg på, ligesom jeg bliver bekymret for, at arbejdsgiverne vil spekulere i det og på den måde give de dårlige/dyre tjenester til de ’billigste’ medarbejdere.