På speeddating med sit fag

Salen summer. Om lidt går det hele i gang. Blandt de 225 deltagere, hvoraf de fleste er socialpædagoger fra alt fra bostøtte til botilbud, sidder der to spændte socialpædagoger. De er lidt nervøse, men ved godt mod. For de har noget på hjertet, og de ved, at de kan noget med deres fag og arbejde.

Nu vil de gerne dele det med andre. Om et par timer er det dem, der skal på podiet med deres udviklingsprojekt. Det er blot et af i alt 24 projekter, der ser dagens lys – måske for første gang – i Viborg Lounge.

– Vi er pavestolte. Vi er en nystartet gruppe, der hedder Nordlyset og er en del af helhedstilbuddet Katrinehaven. Min nervøsitet går på, at jeg sidder her for hele mit fag. Nu skal det præsenteres – ikke bare for vores gruppe, men for alle andre også, siger Gitte Ølgaard Sørensen, der skal holde oplægget med sin kollega Lene Høgfeldt Pedersen.

De har været glade for at få udfordringen og har ikke følt sig tvunget ind i det.

Den, der har givet dem udfordringen, er handicapchef i Viborg Kommune Mette Schrøder.

Hun er spændt på, hvordan dagen forløber, og om det klapper med alle de 24 projekter, der hver har 20 minutter til rådighed, og som løber i fem parallelle workshops. Hun har i de fire år, hun har været leder, arbejdet på at øge fagligheden i Viborg Kommune, for som hun siger:

– Der har været for lidt målrettet udvikling og for dårlige handleplaner. Nu arbejder vi hen imod et fælles fagligt grundlag og sprog. Mange har fået efteruddannelse i bl.a. KRAP, og vi har uddannet autismepiloter. Nu tænkte vi så, at det var på tide at vise hinanden, hvor gode vi er. Vi mente, at kommunen er så stor, at vi sagtens kunne holde vores egen fagfestival og lave en platform, hvor medarbejderne både kan vise, hvad de kan, og inspirere andre. Det handler om at aflive janteloven. Alle steder har selvfølgelig noget at byde på, siger Mette Schrøder.

Bevidst kompetente

Hun har bedt alle om at grave i, hvad de gør og kan, og på den måde skærpe fagligheden endnu mere.

– Jeg har stillet krav om, at man skal have power point eller plancher og måske en film med, så oplægget er af en kvalitet, andre kan bruge til noget. Efter deres oplæg er der så tid til dialog, siger Mette Schrøder, inden hun byder alle velkommen og understreger, at det handler om at anerkende hinanden og arbejde for et fælles sprog og gerne et fælles tværfagligt sprog. Socialchefen i Viborg Kommune Claus Fjeldgaard tager over med at understrege vigtigheden af at gøre den tavse viden til et fælles sprog:

– Vi skal gå fra at være ubevidst kompetente til at være bevidst kompetente. Vi skal have evnen til at reflektere med andre og os selv og omsætte faglighed til praksis, og vi skal kunne forstå at samarbejde på tværs af faglighederne. For hvordan introducerer vi fx nye medarbejdere, hvis det er tavs viden uden fælles sprog, siger Claus Fjeldgaard.

Frivillighed – og omvendt frivillighed

Klokken er slået til de første fem udviklingsprojekter. Der skramles med stole og snakkes højlydt. De to spændte pædagoger, Gitte Ølgaard Sørensen og Lene Høgfeldt Pedersen, har valgt at koncentrere sig om de forskellige projekter fra deres egen Katrinehaven.

– Det er både for at bakke op men også for at snuse til, hvordan de gør det andre steder i vores organisation, siger de begge.

Ved siden af dem sidder deres fagkoordinator Birthe Ambrosius og lytter med. Det har hun også gjort, når de har øvet sig på oplægget, og hun har givet feedback.

Der er travlt på gangene, når der skiftes fra det ene lokale til det andet, og selvom tiden er presset, og det hele minder lidt om speeddating med sit fag, så når alle det til tiden.

Socialpædagogen dumper ind til et oplæg fra et af de mindste bofællesskaber i kommunen, hvor frivillighed og ikke mindst omvendt frivillighed er på dagsordenen. De fire medarbejdere, der giver individuel bostøtte, står ved siden af deres plancher. De fortæller på skift, og det er lidt med røde kinder, at de præsenterer, hvad de kan og ikke mindst, hvad de seks borgere, de støtter, er i stand til, når de deltager og inddrages i lokalsamfundet og bliver kendte, synlige og værdifulde deltagere i fællesskabet.

Men det er ikke slut med oplægget, for spørgsmål bliver kastet ud i rummet til tilhørerne.

– Tænker I på frivillighed, og hvad er jeres erfaringer?

Fra salen fortæller en pædagog om, hvordan de ikke kan få borgere til svømning uden frivilliges indsats. Her bruger de foruden pårørende også studerende. Og guleroden er en udtalelse, der eventuel kan blive en billet til en uddannelse. Mange fortæller, at de finder de frivillige ved hjælp af mund til øre-metoden, og nogle giver julegaver og invitationer til fest som ‘betaling’.

Der er flere ideer og flere spørgsmål: Hvad gør vi med tavshedspligten? Og dialogen er i fuld gang. Men det er hurtigt slut, og der skal skiftes til det næste projekt.

Musikken som indgang

Socialpædagogen dykker ned i musikken og et STU-forløb og får da også rørt sangmusklerne til ‘Kvinde min’. Vi er desværre kun en håndfuld tilhørere til stede, da Niels-Anker Morgan og Jakob Schmidt sætter ord, musik og video på til deres udsagn om, at musikken er den direkte vej til at have det godt.

En af deres elever toner frem på skærmen og fortæller over sin guitar om, hvordan musikken får ham til at slappe af og blive glad. Han var ellers en understimuleret og glemt fyr, der ikke rigtig var plads til nogen steder.

En anden fortæller om, hvordan musikken skaber en verden, han kan føle sig hjemme i. Og at han gennem musikken og sammenspillet ikke er så nervøs for, hvad andre tænker om ham. Og så er det fedt at være sammen med andre. Alt sammen udsagn fra en ung fyr med ADD og Asperger, der ellers altid har følt sig udenfor og alene og ikke forstået.

Niels-Anker Morgan og Jakob Schmidt har mange ord og tanker, men for lidt tid til at knytte det til deres arbejde, hvor musikken er indgangen til mennesket. Hvor takt og rytmer er ligeglade med diagnoser. Hvor der bl.a. ofte er mål at opnå, job der skal spilles, og et publikum der venter. Udenfor venter også næste projekt, da vi er gået lidt over tid. Man kan knap nok nå at gøre det ene projekt færdigt, før det næste begynder. Men det er jo også en slags speeddating.

Nærvær og genkendelse

På gangen i en kort kaffepause møder Socialpædagogen Marianne Jessen.

– Jeg synes, at det er spændende og nærværende at høre, hvad kollegaer laver, og hvad der rører sig. Meget genkender man, og meget er helt nede på jorden, men det er alligevel ting, man ikke får sat ord på i det daglige arbejde, fortæller Marianne Jessen, inden hun haster videre til det næste projekt. Og inden Socialpædagogen har fået set sig om, er tiden kommet til dagens fem sidste udviklingsprojekter, og vores to pædagoger fra Nordlyset skal på scenen.

Rummet er næsten fuldt. Der sidder 50 tilhørere. Blandt publikum er flere af deres kollegaer. Gitte Ølgaard Sørensen og Lene Høgfeldt Pedersen sætter billeder og lyd på deres oplæg. De smiler.

Det samme gør den unge kvinde på lærredet, imens ‘De første kærester på månen’ brager ud i rummet, og den unge kvinde smiler og griner fra den ene scene til den anden. Det er svært at se, at hun har skreget og protesteret det meste af sit liv, hvor hun blev mere og mere isoleret.

Her i Nordlyset har de så udnyttet, hvad de kalder stordriftsfordelen. At botilbud og dagtilbud lå side om side, og at der blev taget udgangspunkt i den enkelte med overskrifter som respekt, kommunikation og mestring og ikke mindst, at de har tilpasset tilbuddet efter borgeren og ikke omvendt. 

– Jeg bliver stolt og rørt, når jeg ser det, siger Lene Høgfeldt Pedersen og de to pædagoger fortsætter:

– Vi tolker og sætter ord på hendes lyde og følelser. Vi observerer hendes reaktioner – om vi rammer rigtigt eller forkert. Vi ser, hører og respekterer hende.

Og der nikkes i salen. Og måske der også tages noter, da Nordlysets pædagoger til sidst kommer frem med deres refleksionsmodel, der går i ring, og som de selv har udtænkt. Og ringen er sluttet. Det samme er oplægget.

– Det er dejligt, at der er andre udefra, vi kan dele vores erfaringer med, og at der også er nogen fra vores egen verden, der bakker os op. Her sidder også nogen, der har kendt den unge kvinde tidligere, siger Lene Høgfeldt Pedersen, der stopper en pædagog, der bekræfter den enorme udvikling, der er sket.

– Det var godt, siger en af tilhørerne og giver dem et klap på skulderen. 

Lene Høgfeldt Pedersen og Gitte Ølgaard Sørensen kan slappe af. De har klaret deres opgave. De har med handicapområdets leders ord sat sig et mål og fortalt, hvordan de gør det. Dagens fremlæggelse af udviklingsprojekterne er forbi, men dagen er ikke ovre endnu.

Tværfaglighed i panelform

– Det har været et nedslag. Hvor er vi henne lige nu, spørger Mette Schrøder og lægger op til det tværfaglige samarbejde, som er på programmet i plenum, inden dagen slutter af med en paneldiskussion.

Et tværfagligt pilotprojekt i Katrinehaven Syd udbredes til alle. To ergoterapeuter, tre pædagoger og en social- sundhedsassistent har omsat deres mono-faglighed til en tværfaglighed, der ser mennesket som et hele og i et mere nuanceret billede og har gjort, at udadreagerende og selvskadende adfærd er blevet mindsket.

Hele dagen har været sat i fagets navn. Nu er tværfagligheden så på dagsordenen. Det sker med en paneldiskussion.

Hanne Kjeldsen fra fagforbundet FOA, kredsformand Peter Sandkvist fra Socialpædagogerne i Midt- og Vestjylland samt socialchef Claus Fjeldgaard deler ud af deres meninger om tværfaglighed.

– Hvis man skal arbejde tværfagligt, forudsætter det, at der er kernefaglighed til stede. At man kender sin egen kernefaglighed og kompetence. Hvis vi bare laver det samme, er der ingen grund til at have de forskellige uddannelser. Men hvis vi har rigide faggrænser, så begrænser vi udviklingen. Det er vigtigt at vide, hvad det er for en kernefaglighed, vi vil have ind, når vi skruer en arbejdsplads sammen. Vi skal være langt mere præcise, siger Peter Sandkvist og giver ordet videre til Hanne Kjeldsen:

– Nøgleordene er samarbejde, arbejdsglæde, engagement og respekt. For at et tværfagligt samarbejde skal lykkes, er det vigtigt, at de forskellige faggrupper ser hinandens forskelligheder som en uundværlig ressource. Det kræver også et kendskab til de enkeltes uddannelsesmæssige baggrund og viden. Det er forskellighederne, der skal frem og gøres brugbare. Det skal sikre, at medarbejdernes kompetencer udnyttes bedst muligt. Når det fungerer, giver det øget faglig indsigt, men det kommer også brugeren til gavn.

– Men hvad tænker I, spørger Mette Schrøder salen om, og der tales lidt ved bordene i en summe-pause på fem minutter.

Modstanden

Pædagogen Jesper tager mikrofonen:

– Tværfaglighed kan også være pædagoger imellem. Både inden for egne rækker og udenfor. Vi arbejder med stort set det samme, og vi er alle sammen blevet vildt kloge. Men det kunne have været meget bedre, hvis vi havde snakket sammen inden, så kunne vi havde brugt ressourcerne meget bedre. Vi drager ikke nok erfaringer af hinanden.

Og input begynder at vælde frem fra salen:

– Det er vigtigt at kigge på, hvilke opgaver og behov, vi har, og ud fra det finde ud af hvilken tværfaglighed, vi har brug for.

En medarbejder fra Fynbohus rejser sig op:

– Fagforeningerne er selv med til at yde modstand mod tværfagligt samarbejde ved at sige, at vi alle skal stå vagt om vores faglighed. Hvorfor skal vi det? Kan vi ikke bare forære den til hinanden og få det bedste ud af det?

Der klappes i salen, og Peter Sandkvist griber tråden og mikrofonen:

– Jeg taler for tværfaglighed. Men hvad tjener borgeren bedst?  Det giver ikke mening, hvis ikke vi tænker det ind, at vi har forskellige fag. For det er det, der flytter noget. Vi har en målgruppe. For at løse denne opgave, hvad mangler vi så?

Der klappes atter, og Claus Fjeldgaard bryder ind i debatten som repræsentant for det økonomiske aspekt:

– Vi har ikke råd til ikke at ansætte god faglighed, for på bundlinjen skal vi udvikle borgerne i en retning, hvor de kan blive mest selvhjulpne, og det kræver en høj grad af faglighed. Og jeg er enig i, at det er vigtigt med en høj grad af mono-faglighed for at kunne udvikle en tværfaglighed. Men jeg har to spørgsmål: Hvordan ser I på tværfaglighed? Er det mono-fagligheder, der arbejder ved siden af hinanden, eller er det dér, hvor man deler sin mono-faglighed imellem hinanden. Og hvilke udfordringer står vi over for fremadrettet? Jeg hørte et fantastisk oplæg om apps og ny teknologi, og næste gang, der bliver en pædagogstilling ledig, er det så en datamatiker, vi vil have i den stilling? Eller er vi der, hvor der skal bygges andre kompetencer på de forskellige fagligheder? Det er vel også en slags tværfaglighed.

Flere om én

Ideerne opstår i salen:

– Vi er i den grad interesseret i et tværfagligt samarbejde i forhold til fx en ergoterapeut. Det kunne være interessant, hvis der i kommunen kunne arbejdes på grupper, man kunne tage kontakt til. Men det kræver et kendskab til hinanden.

En anden deler sine tanker om, at når der nu er flere institutioner, der kan bruge en ergoterapeut i nogle timer, så ansætter man da en, der lægger sine timer forskellige steder.

Tiden er ved at være gået, og Peter Sandkvist runder af:

– Mange har en mening om tværfaglighed, og det er betryggende for faget. Hold nu fast i og få snakket om, hvad er det for nogle forskellige fagligheder, vi har. Hvordan fører vi de gode idéer ud i livet – uden at der skal laves en hel bunke notater på det. Jeg er fuld af fortrøstning. Der er masser af gode kræfter her – både i forhold til tværfaglighed og faglighed.

Men det sidste ord er endnu ikke sagt. For på vejen hjem hører Socialpædagogen lige en sidste bemærkning om dagens faglighed fra en deltager:

– Nu kan vi bedre forstå hinanden. Før kunne vi undre os over, hvorfor dagtilbuddet gjorde sådan og sådan med vores borgere. Men nu ved vi hvorfor.