Ministeren, målene og midlerne

Det er vist kun i småbørnsfamilier, man kan finde på at fejre en halvanden års fødselsdag. Og det var vel heller ikke ligefrem en fejring, men en slags status, der blev gjort, da socialminister Manu Sareen (R) en grå vintereftermiddag på sit kontor tog imod Socialpædagogernes formand Benny Andersen til en snak om regeringens 2020-mål.

Men de to var sådan set enige om, at de er værd at fejre, 2020-målene. De kunne godt nok være mere ambitiøse, mener Benny Andersen, men både han og Manu Sareen vurderer, at de under alle omstændigheder er udtryk for et afgørende skifte i dansk socialpolitik – at de, som Socialpædagogernes formand formulerede det, da målene blev fremlagt i september 2013, udgør et paradigmeskift, som ændrer selve måden, man ser og tænker indsatsen på udsatte-området.

– Der er ingen tvivl om, at det er et paradigmeskift, som slår igennem på mange niveauer, siger ministeren – og peger på, at tilgangen giver god mening:

– Gennem nogle år har jeg undret mig over, at man på sundhedsområdet og en række andre områder har præcise målsætninger for sin indsats. Det kræver mod også at opstille sådanne mål på det sociale område – men der er god logik i det: Med målene prøver vi at tænke i helhedsindsatser for de udsatte grupper, siger Manu Sareen.

Benny Andersen peger på, at barren godt kunne være sat endnu højere:

– Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi kan og skal nå målene, og at vi også kan sætte målene højere, end vi har gjort. Men det kræver en indsats og en indsats med manges medvirken.

Manu Sareen mener, at det breder sig som ringe i vandet, når politikerne tager mod til sig og udstikker en præcis kurs:

– Det er ikke kun et paradigmeskift for de politikere, der har været med til at sætte målene op – det er det også blandt socialarbejderne, blandt socialpædagogerne og socialrådgiverne. Hvis der er faggrupper, der har haft allergi over for at måle og veje ting, så har det været dem, og der har man helt klart rykket sig. Jeg ved det jo også fra mig selv – vi socialpædagoger har jo altid haft den tilgang, at det centrale er relationen, og at man har brugt sig selv i arbejdet. Den tilgang kan man sådant set godt stadigvæk have, men før har store dele af indsatsen været båret af den – og mindre af tal, forskning og evidens. Så jo, jeg synes, det er fuldstændig rigtigt at kalde det et paradigmeskift inden for dansk socialpolitik at opsætte sådan nogle mål, siger Manu Sareen.

2020-brillerne på

Og det manifesterer sig meget håndfast, fortæller socialministeren: Det at have opsat målene har været en nyttig øvelse i det konkrete politiske arbejde med fx satspuljemidlerne – at man ganske enkelt som politiker så at sige ser tingene gennem et par 2020-briller:

– Inden satspuljeforhandlingerne går i gang, får jeg bruttolisten med forslag til, hvad der kunne få støtte – og den er lang, kan jeg godt sige dig. Og selvom det er svært, skal jeg måske fjerne halvdelen af de ting, der står på.

– En af de ting, der stod på listen i år, var et projekt om makker-læsning, og førhen havde jeg nok tænkt: hvorfor skal vi bruge satspuljemidler på det? Men så ser jeg – fordi jeg har de her 2020-briller på – at makkerlæsning er en metode, der er målrettet plejebørn i plejefamilier – en bestemt måde at lære at læse på, som kan løfte børnene fagligt, så de kan få den ungdomsuddannelse, vi gerne ser, at de skal have. Så det endte med at få støtte og er på den måde et eksempel på, hvordan vi kan bruge 2020-målene til at tænke i konkrete projekter, siger ministeren.

– For når vi sidder til selve forhandlingerne om satspuljen, har vi vores 2020-briller på. Tidligere har vi mere haft sådan en tilgang med, at ‘det eller det projekt er fedt, det skal have penge’. Prøv fx at kigge på de sidste mange års satspuljer – det er jo i øst og vest. Der er blevet skudt med spredehagl – nu kan vi være meget mere præcise, fordi vi kan lægge den her 2020-tilgang på tingene, siger ministeren.

Og makkerlæsningsprojektet er langt fra det eneste, der har fået opmærksomhed på grund af det nye blik på tingene:

– Det har betydet, at vi denne gang har sagt: ‘Hjemløsestrategien er en del af det her, så det kan vi tilgodese på den her måde’. Eller: ‘Vi skal have gjort noget for at nedbringe antallet af anbringelser, der bryder sammen’. Hvis vi ikke havde haft 2020-målene, havde vi måske ikke haft så meget fokus på og kæmpet så meget for at finde penge til anbringelsesområdet, som det var tilfældet. Så der får 2020-målene for mig som politiker en helt ny betydning – der er de et helt konkret værktøj, ikke kun for mig som minister, men også for mine kolleger. De giver helt klart nogle tydelige pejlemærker, siger Manu Sareen.

National sammenhæng

Socialpædagogernes formand mener fortsat, at 2020-målene var og er skelsættende på det socialpolitiske område. Og Manu Sareens eksempel fra satspuljeforhandlingerne siger en del om, hvad målene kan, mener han:

– Det er præcis det, jeg mener med et paradigmeskifte. Vi har været vant til, at det har været fra tue til tue. Fra satspulje til satspulje, siger Benny Andersen, mens Manu Sareen samstemmer.

– Den ene side er, at man sætter tydelige mål op på det her område og har nogle klare ambitioner, der står og blinker, sådan at man rundt omkring på anbringelsesstederne tager det til sig som sit eget mål, at 50 pct. af børnene og de unge skal have den ungdomsuddannelse. Og tilsvarende med de andre mål. Den måde at arbejde med tingene på, det er en anden måde at tænke socialpolitik på, synes jeg, siger Benny Andersen.

– Og så er der den anden side af det – og det synes jeg, du beskriver meget godt, Manu, ved at tale om de nye briller, man ser tingene igennem i satspuljeforhandlingerne: Vi har bevæget os hen imod at have det, man kunne kalde en national socialpolitik – nogle nationale socialpolitiske mål – hvor der måske tidligere har været op til 98 forskellige socialpolitikker i de enkelte kommuner. Nu har vi nogle nationale målsætninger, og det har vi aldrig oplevet før på vores område – aldrig, siger Socialpædagogernes formand.

Flere mål

Spørger man de to, om de kan pege på, hvad de ser som det vigtigste blandt målene, er både ministeren og forbundsformanden mere tøvende:

– Det svarer lidt at skulle vælge mellem sine børn. Det er mega svært for mig at sige, at det vigtigste for mig er at reducere ungdomskriminaliteten, selvom det er et område, der ligger mig meget nær. For jeg ved jo også, at når man er barn eller ung og i en anbringelse, der ikke fungerer, så får det indflydelse på resten af ens liv. Og hvis man er kvinde og skal tilbage til kvindekrisecentret, så betyder det noget for både kvinden og hendes børn. Og hjemløsheden er også noget, der optager mig meget og er et kæmpe problem for den enkelte, der står den ulykkelige situation. Så nej, jeg kan ikke på nogen måde sige til dig, at det eller det er vigtigst. Men det, jeg til gengæld kan sige, er, at jeg mange gange sidder og er lidt frustreret – både privat og som minister – og tænker, at det eller det også kunne have været på 2020-listen. Så jeg vil hellere vende det rundt og sige, at der er mange ting, jeg gerne ville have med på 2020-listen, siger Manu Sareen.

Heller ikke Benny Andersen er meget for at pege på et af 2020-målene som det vigtigste – men så alligevel:

– Jeg har heller ikke nogle darlings blandt 2020-målene – men hvis jeg nu skulle vælge noget, og hvis man ser i et langt livsperspektiv, så ved vi, at det, at de anbragte børn og unge får en uddannelse, er den mest afgørende enkeltstående faktor, der kan være med til at ændre sådan en dreng eller piges liv. Så alle målene er vigtige, men det er for mig rigtig, rigtig vigtigt at gå efter målet for anbragtes uddannelse, siger Benny Andersen.

Viden er tilladt

Da 2020-målene i sin tid blev fremlagt, var der tre områder – alkoholmisbrugsbehandling, prostitution og psykiatri – hvor der ikke blev opsat mål, ganske enkelt fordi der manglede præcis viden og tal om grundlaget – og også her ser Manu Sareen en fordel i målene:

– Det er ganske interessant, fordi det jo netop tvinger os til at søge viden og opbygge et vidensgrundlag. Og det at arbejde med vidensgrundlaget er jo også en del af det paradigmeskifte, vi talte om. Det er blevet mere ‘tilladt’ at insistere på vidensgrundlaget, siger Manu Sareen.

Som eksempel peger han på debatten om normeringer på dagpasningsområdet, hvor ministeriet nu er ved at udarbejde en metode til at opgøre normeringerne på, som bliver den ‘officielle’:

– Det bliver første gang nogensinde, at vi får et reelt billede af, hvordan normeringerne er, og det er en del af paradigmeskiftet: At vi tillader os at gå ind og måle og veje, og vi tillader os at sige, at vi vil have meget mere evidens i vores indsatser, siger ministeren.

Selvom han med sit eget afsæt som socialpædagog er klar over, at måle og veje-tankegangen ikke har været og er lige velkommen alle steder, peger Manu Sareen på, at det er til fagets fordel:

– Jeg tror, at meget af det, der binder faggrupperne sammen – pædagoger, lærere og socialrådgivere – er det, at man virkelig gerne vil gøre en forskel. Og her får vi får nogle værktøjer, vi kan bruge. Det synes jeg er genialt.

Et løft for faget

Manu Sareen sammenligner det med den måde, kliniske psykologer arbejder på: Her er det også samtalen og relationen, der er det bærende – men bag ligger et komplekst og gennemprøvet teoretisk grundlag og evidensbaseret viden.

– Jeg glæder mig over, at vi i vores fag går i den retning, for det vil være med til at løfte diskursen omkring socialpædagogisk arbejde – at det ikke bare kan afvises som nusse-pusse, men at der er nogle reelle tanker og solide, afprøvede værktøjer bag, siger ministeren og peger på de fordele, han ser for medarbejderne:

– Dertil kommer, at man som ansat – det har jeg selv erfaring fra arbejdspladser, jeg har været på – oplever, at det jo løfter fagligheden helt vildt, når man går systematisk og vidensbaseret til værks.

Også Benny Andersen er tilfreds med, at 2020-målene i hans øjne netop lægger vægt på vidensgrundlaget:

– Alting er ikke lige godt og lige gyldigt, men i den måde, målene er formuleret på, og den måde, det er beskrevet, hvordan målene skal nås på, ja, der står direkte, at der skal ligge eksakt viden bag. Der er mange initiativer, der peger i den retning, og der er også kommet en ny pædagoguddannelse, der vil være med til at skubbe på, påpeger han.

– Og så vil det, som du siger, Manu, betyde et løft for en profession og for et fag at kunne sige og turde sige, at der er metoder, der virker bedre end andre. Det er jo ikke, fordi vi er metodefascister, og det er vores opgave som professionelle at gå ind og ‘forstyrre’ de her metoder og hele tiden have som udgangspunkt, at Poul og Jan og Kurt er forskellige borgere med forskellige behov. Vi skal sige, at ‘så er det sådan og sådan, vi gør det lige i forhold til den her borger’ – men stadig inden for den eller den metode. Det skal vi kunne som professionelle, siger Benny Andersen.

Den kommunale udfordring

Men en ting er alle de gode intentioner og tanker – en anden er, hvad der sker, når målene skal nås ude i den brogede virkelighed på udsatte-området:

Langt størstedelen af målene skal nås gennem konkrete indsatser i kommunerne. Men er lov- og regelgrundlaget og styringen af den kommunale indsats god nok til at sikre den helhedsindsats, som Manu Sareen taler om, at indfrielsen af målene kræver ude i kommunerne?

– Det er en kæmpe udfordring, det er der ingen tvivl om. Du har en ramme, der hedder kommunalt selvstyre, du har en ramme, der hedder, at serviceniveauet er sindssygt forskelligt fra den ene kommune til den anden. Og så har du også en ramme, der hedder, at der, som Benny siger, ud over forskellige serviceniveauer også er forskelligt vidensgrundlag i kommunerne. Der er nogle kommuner, hvor der er plads til forbedringer – og i nogle mere end i andre – og det har været et problem i mange år, siger Manu Sareen.

Han peger på, at socialtilsynene bliver en afgørende løftestang i arbejdet med at sikre niveauet i den sociale indsats:

– De nye socialtilsyn er en fantastisk opfindelse. Da jeg selv arbejdede ude i felten, savnede jeg det, som socialtilsynet står for – uden at vide, at det skulle have den form. Men da jeg så, hvordan det blev udformet, tænkte jeg, at det var lige det, der har været brug for. Og det gælder også den lille appendiks, whistle blower-ordningen, som jeg ikke var hooked på i starten, men som jeg kan se er en god ting for fx nogle af de udsatte børn, siger Manu Sareen.

Han er dog på det rene med, at det er en stor skude, der skal vendes:

– Tilsynene vil helt sikkert løfte kvaliteten, men det kommer ikke til ske lige her og nu, og det kan være et problem. Vi to ved det, Benny, men den brede offentlighed har måske ikke helt blik for, at socialt arbejde tager tid og kræver stor tålmodighed. Og den tålmodighed kan være svær at finde i befolkningen – og hos politikere. Så det kommer til at tage tid, før socialtilsynenes indsats slår igennem, men det er en fantastisk opfindelse på alle leder og kanter, og det presser tilbuddene på den gode måde, siger Manu Sareen.

Den ømme, lokale tå

Benny Andersen gentager for sin del noget, som han og forbundet har peget på ved flere lejligheder:

 – Som jeg læser tingene, så er der ikke nogen lovmæssige ting, der gør, at det ikke skulle kunne lykkes at nå målene. Vi mangler ikke noget i det lovgivningsmæssige grundlag, siger Benny Andersen, og det nikker Manu Sareen samstemmende til.

Men Socialpædagogernes formand peger på, at det er i det lokale arbejde – i at få det til at fungere og løfte opgaven – at den største udfordring ligger:

– For mig handler det om to forudsætninger, der skal være opfyldt, for at vi kan indfri 2020-målene: Den ene er den med fagligheden og det vidensbaserede som grundlag for at nå målene. Og den anden er den, der handler om det lokale samarbejde, der er nødt til at være mellem faglighederne på området, kommunerne, der styrer det, og de mennesker, det handler om. Men hvordan man får det facilliteret derude, ja, det er – synes jeg – den ømme tå i det her, selvom der er taget mange gode initiativer, og der fx er dialogmøde med KL og andre. Men det er den del, der kan virke vanskelig, siger Benny Andersen.

– Jeg tror, der er fuld opbakning blandt vores medlemmer til at nå de her mål, og jeg har det, som jeg sagde, sådan, at det på alle døgninstitutioner burde stå bøjet i neon, at 50 pct. af drengene og pigerne skal have en ungdomsuddannelse. Det fælles ansvar for at nå målene skal vi have inkorporeret, og det kan kun realiseres gennem en lokal dialog.

Så i virkeligheden ligger der en slags tillidsdagsorden i det her også?

– Ja, det kan man sige. Vi var jo sådan lidt smarte og foreslog en social firepartsaftale om 2020-målene, og det var et forsøg på at tage stilling til, hvordan vi kan facilitere tingene ude lokalt, så vi får folk til at tage det ansvar, der skal til. Jeg er sikker på, at vi fagfolk på området gerne vil. Der er noget prestige i det, og det er jo en gave til et område at få den fokus, som de sociale 2020-mål er udtryk for, og vi vil meget gerne kunne stå i 2020 og sige, at nu har vi nået resultaterne, siger Benny Andersen.

Ny incitamenter?

Men er der behov for at gøre noget yderligere for at skubbe på for at nå 2020-målene eller for at løfte indsatserne på udsatte-området generelt?

Manu Sareen sukker let, før han svarer:

– Nu skal jeg være omhyggelig med, hvordan jeg formulerer det her. Altså, der er ikke noget konkret på tegnebrættet, men jeg tænker: Nu har vi lavet 2020-målene og begynder at gå meget mere den vej med evidens og med at stille krav til fx socialpædagogerne og lærerne. Men der er som du antyder også en anden vej – kommunevejen – og det er mange år siden, at den er blevet belagt med nye ting. Jeg overvejer, om der er noget, vi kan belægge den med – kan vi skabe nogle nye incitamentsstrukturer? Det mangler vi i dag, hvor de kommunale budgetter kører fra år til år til år. Det er det meget korte lys, der er på, og alle, der har siddet i en kommune – jeg har siddet som kommunalpolitiker i ti år – kan blive meget frustrerede over det. Selvfølgelig kan man nogle gange kigge lidt længere frem, men det er alt andet lige med det korte lys på, man kan agere. Jeg tror ikke, vi kan komme til at lave de kommunale budgetter om på den måde her, men jeg tænker, om der er nogle andre ting, vi kan gøre? Mere kan jeg ikke sige – men det er tanker, jeg gør mig, siger Manu Sareen – og kan alligevel ikke lade være med at tilføje:

– Lad mig give et tænkt – og lad mig understrege, at det kun er det – eksempel på partnerskaber, hvor man går sammen – centralt og lokalt – om at lave en investering. Hvor man kunne sige, at ‘I i kommunerne bruger det, og vi bruger det fra staten, og vi ved, at det ville kunne give det her – lad os nu prøve’. Det synes jeg kunne være interessant at kigge på, siger ministeren.

For den enkelte, for fællesskabet

Den måde at nytænke finansieringen af udsatte-indsatsen er Benny Andersen helt med på:

– Det at have sådan en investeringstankegang og turde sige, at der også i socialpolitiske indsatser er masser af dynamiske effekter, det er vi med på. Og jeg synes, vi har været forholdsvis modige, når vi som fagforening siger, at vores svar på problemerne ikke er ‘send flere penge’. Vi anerkender, at der er den ramme, der nu er, også i forhold til 2020-målene. Når det er sagt, kunne det godt være, at der skulle være nogle incitamenter, så vi kunne sætte nogle ting i gang nu og her, mens man så at sige høstede gevinsten senere. Men spørgsmålet er, hvordan man kunne bygge sådan nogle incitamenter ind, så man kan sætte ind med indsatserne på det rigtige tidspunkt og også have det lange lys på. Det kommer jo tydeligvis ikke af sig selv, konstaterer Benny Andersen.

– Lad mig give et eksempel: Hvis vi skal sikre en udsat ung – der måske er meget bagud på skoleår og specialundervisning på en intern skole – en uddannelse, så skal der gøres en ekstra indsats: intensive skoleforløb, lektiehjælp, samarbejde og måske dobbelt indskrivning i intern og almindelig skole samtidig. Det koster jo – men både i forhold til de muligheder, den unge får, og i forhold til samfundsøkonomien, tjener den investering jo sig selv hjem flere gange.

Benny Andersen peger på, at der kan være mange forskellige modeller, man kan se på:

– Men det centrale må være, at den økonomiske fordel ved en tidlig, sammenhængende og effektiv indsats tydeligt kan mærkes. Og at det er det udgangspunkt, man arbejder med. Sådan er det ikke i dag. Det er ikke rimeligt i forhold til de mennesker, det handler om. Men det er heller ikke rimeligt i forhold til fællesskabet, som betaler en større regning end nødvendigt, siger han.

Se på indsatsen

Socialpædagogerne foreslog, da målene blev lanceret, at der blev oprettet en social investeringsfond for at kickstarte arbejdet med 2020-målene, og forbundet har talt om et nationalt forskningsprogram. Er der alligevel behov for det til at sætte gang i bevægelsen hen mod målene?

– Det er min opfattelse, at alle parter rigtig gerne vil samarbejde – selvfølgelig vil man det. Jeg tror bare, at man til tider har brug for et ekstra incitament til samarbejde. Og derfor kan jeg da stadig ærgre mig over, at der ikke blev knyttet en investeringsfond til målene, siger Benny Andersen.

Socialministeren er på sin side ikke overbevist om, at en sådan kapitaltilførsel ville gøre en forskel:

– At sige det ville jo være i modstrid med det, jeg har sagt – det giver for mig mere logik at tænke i de baner, jeg har talt om. Selvfølgelig kan man drømme, og var der masser af penge, så ville det da være fantastisk. Men folk, der har været i felten, ved godt, at det ikke nødvendigvis er penge, der gør det, og for mig handler det meget mere om at kigge på sammenhængen og helheden i indsatsen, og dér tror jeg, pengene kan komme tifold igen. Det gælder på udsatte-området, og det gælder på anbringelsesområdet. Det nytter jo ikke, at du kommer i den bedste plejefamilie, hvis ikke de andre ting følger med, som kan understøtte anbringelsen. Så det handler om helheden i indsatsen, og der tror jeg, at der er meget at hente – og det kan 2020-målene skærpe vores blik for.