I kontakt med klovnen

A-a-a-a-tju! A-a-a-a-a-tju! Cand.pæd. og pædagogisk klovn Betina Baden nyser i rollen som klovnen Etine. Det ser ud som om, den røde næse flyver af og lander på gulvet ved siden af en kørestol, men derhen ser Etine ikke.

– Hvor er næsen? Hvor er den, spørger hun.

En af de udviklingshæmmede beboere på botilbuddet Frøgård Allé peger.

– Nåh, er den her, siger Etine og løfter en kaffekop.

– Næh…

Beboeren begynder at grine.

– Der!

– Nå, siger Etine og tager næsen på igen. Og så…

– A-a-a-a-atju! A-a-a-a-tju!

Betina Baden står bag firmaet Pædagogisk Klovn Danmark, der bl.a. tilbyder intense møder for børn, unge og voksne med særlige behov – og en særlig ‘mesterlæreuddannelse’ i selv at blive pædagogisk klovn.

– En pædagogisk klovn er ikke det samme som en hospitalsklovn. Hospitalsklovne klovner for syge mennesker, mens pædagogiske klovner på fx botilbud for mennesker med psykiske funktionsnedsættelser, og formålet er at skabe kontakt, oplevelser og nærvær, siger hun.

Betina Baden har interesseret sig for pædagogisk klovneri, lige siden hun som mor til en datter med autisme for ca. ti år siden var på en endags-workshop hos hospitalsklovnen Birgit Bang Mogensen.

– Kurset gav mig inspiration til at afprøve klovnens univers sammen med min datter, og det viste sig at være et helt fantastisk redskab i konfliktsituationer. Ikke sådan forstået at det løste alle konflikter, men sådan at vi kunne få et frikvarter fra konflikterne, fortæller hun.

Et konkret eksempel var tandbørstningen som datteren havde meget modstand over for. Nu begyndte Betina Baden at klovne, så hun lavede grimasser og sjove ansigter og imiterede datterens negative adfærd ved fx i klovnerollen selv at sige: ‘Nej, nej’ og lade som om, det var hende, der ikke ville have børstet tænder. Og så blev der løsnet op for situationen.

Pædagogisk psykologi

Siden har Betina Baden i forskellige sammenhænge arbejdet med den røde næse og andre klovnerier som et specialpædagogisk redskab. Bl.a. da hun skrev afgangsprojekt på pædagoguddannelsen og under sin uddannelse til cand.pæd. i pædagogisk psykologi, og når hun lønnet og ulønnet har optrådt på forskellige botilbud.

– Klovnen som figur er rigtig god at arbejde med. Bl.a. fordi den suger opmærksomhed til sig, siger hun.

I dag har hun og kollegaen, klovnen ‘Duddi’ – alias Hanne Søndergaard – rullet deres røde kufferter ind på botilbuddet Frøgård Allé, der er et døgntilbud for voksne mennesker med udviklingshæmning eller autismespektrumforstyrrelse. Beboerne er i alderen 18-62 år.

Mens Betina Baden sminker sit ansigt hvidt, forklarer hun, at hun aldrig ved præcis, hvordan hun vil klovne.

– Det handler i høj grad om at aflæse og afstemme sig med deltagerne, så oplevelsen bliver på deres præmisser. Vi arbejder ud fra principper som tryghedsbase, imitation og at følge deltagerens udtryk og initiativ, siger hun.

Bos initiativ

Det er anden gang, at Etine og Duddi besøger Frøgård Allé, så de hvide ansigter og røde næser, vækker gensynets glæde.

– De der klovne. De er slet ikke farlige, siger en dame.

I en dagligstue er en større gruppe beboere samlet. Funktionsniveauerne er vidt forskellige, og klovnene kan henvende sig til dem alle – på forskellig måde.

– Men det er de svageste borgere, der står mit hjerte nærmest, siger Betina Baden.

Mens Duddi kaster bolde og laver sjov med en beboer, sætter Etine sig over for en ung mand, ‘Bo’, der ikke har noget talesprog. Han laver nogle meget særegne pustelyde.

– Lydene er Bos tryghedsbase. De er det velkendte for ham, og vi arbejder altid med afsæt i beboerens tryghedsbase. For andre kan det være et sted som fx et tæppe, hvor de føler sig trygge eller nogle ting, de er trygge ved, siger Betina Baden.

Ryste, ryste, rasle, rasle

Fra rullekufferten finder Etine et en meter langt rør til at puste i.

Så begynder hun at efterligne Bos pustelyde.

– Huihhh! Huihhh! Huihhh!

Bo tager fat i røret og begynder at puste.

Etine holder i den anden ende og efterligner ham.

– Huihhh! Huihhh! Huihhh!

Nu puster de fra hver sin ende.

Bo ryster røret, og Etine følger hans bevægelser.

Blot en smule kraftigere.

Ryste, ryste, puste, puste.

Hurtigere og hurtigere går det. Kraftigere og kraftigere.

– Ja, det er der gang i, siger Etine.

Beboerens initiativ

Bagefter forklarer Betina Baden, at hun som klovn hele tiden følger beboerens initiativ.

– Oplevelsen med Bo tog udgangspunkt i ham og hans lyde. Det var noget helt andet, end hvis jeg fx var kommet ind med et raslerør og havde lagt hans hænder om røret og var begyndt at rasle. Det kommer fra ham, men jeg forstærker hans udtryk og giver mere energi til dem. Og det må være en stor oplevelse at få så meget respons for et menneske, der ikke har noget verbalt sprog, og måske i hverdagen kan have svært ved at få kontakt.

Efter et stykke tid ændrer Etine rytme.

I stedet for at puste hurtigere og hurtigere, så energien ryger op, puster hun nu langsommere og langsommere. Og denne gang følger Bo hende, så han også puster roligere.

– Jeg arbejder med kombinationen af først at skabe spænding – og bagefter afspænding. Det udløser nogle endorfiner, som andre fx får, hvis de løber en lang tur og bagefter slapper helt af. Eller når man som jeg sætter sig op til at optræde og være på – for så bagefter at falde ned. Når man ikke er så fysisk mobil kan det være svært at få den slags oplevelser, og det er dem, jeg forsøger at give, siger Betina Baden.

Stort udbytte

Mens Etine klovner følger socialpædagog Rahim Elidrissi smilende med.

– Min rolle er at observere og se, om der sker noget, der ikke bør fortsætte, men jeg synes, at klovnene er gode til at aflæse beboernes signaler. Nogle vil fx gerne have klovnen tæt på, mens andre gerne vil have lidt afstand, og det aflæser klovnene, siger han.

Rahim Elidrissi vurderer, at beboerne får en god oplevelse.

– Der er nogen, der ikke forstår, hvad en klovn er, men jeg tror alligevel, de får et udbytte. Der er 110 pct. opmærksomhed. Én klovn fokuserer på én beboer, og jeg kan tydeligt mærke, at beboerne er glade for at få den opmærksomhed, de søger. Og det er jo faktisk netop det, vi arbejder på: At de skal have kontakt med andre mennesker. At de ikke skal være ene og isolerede.

Etine har lagt pusterøret væk, og sidder nu i sofaen sammen med Bo. Han lægger en arm om hende. Hun lægger en arm om ham.

Ingen af dem siger noget.

Så læner Bo sig lidt frem. Lader sin kind hvile mod Etines.

Bagefter fortæller Betina Baden, at det var en helt særlig stund.

– Der er nogen, der tror, at psykisk handicappede bare giver knus til alle og enhver, men der skal noget til at få kontakt. At stå kind mod kind. Og mange fysisk og psykisk handicappede får ikke så meget nærhed og kontakt.

Lidt efter er det tid at bryde op.

– Kommer I igen i morgen, spørger en beboer.

Duddi gør sine øjne store og sørgmodige.

– I morgen? Nej. I morgen kommer vi ikke, siger hun.

– Men en anden dag, lover Etine.

– Vi kommer en anden dag. 

Beboeren i artiklen optræder under pseudonym.