Ungt møde med Danmark

Lige da Hossein i 2009 havde fået sin opholdstilladelse, og da han flyttede fra asylcenteret til Hedebocentrets modtagehus var han ovenud begejstret. Fire års flugt var overstået. Nu var det tid at se fremad, og i Herning skulle han bo sammen med andre unge fra Afghanistan, på eget værelse og under ordnede forhold.

I dag, næsten fem år senere, er han ligeså begejstret, når han udtaler sig om Modtagehuset og Hedebocentret, og pædagogerne Jette Grønne og Inge Markvard Andersen, der tog imod ham dengang, må gå ham på klingen, før han indrømmer, at han ikke var lige tilfreds hele tiden.

– Jeg var træt af min kontaktperson, og jeg bad mange gange om at få en anden, siger han med et skævt smil.

– Han ville hele tiden have mig til at gøre det ene eller det andet. Men nu bagefter kan jeg se, at han mente det godt. Han ville hjælpe mig.

I dag er Hossein taknemmelig for, hvad medarbejderne gjorde, men han indrømmer, at der var en tid, hvor pædagogerne var enormt irriterende.

– Det er et typisk forløb, siger Jette Grønne.

– Flygtningene sidder længe og venter på et asylcenter. De venter med spænding på at få at vide, om de må blive i Danmark. Ofte kommer posten med positive eller negative beskeder til andre asylsøgere, og de er underlagt et stort pres. I den situation er det naturligt, at de tænker, at når bare jeg får asyl, så er jeg lykkelig. Så kommer beskeden: Du må blive, og du skal til Herning. Det betyder stor glæde og tanker om, at nu handler det om at lære dansk i en fart og om at få sig en uddannelse. Det kan kun gå for langsomt!

Optur og nedtur

– Efter nogle måneder kommer så frustrationen – dansk er ikke så let, som de havde forestillet sig. Skolen eller kommunen må have skylden – og bostedet. Var de bare kommet til en anden kommune, så ville de slet ikke have det som nu. Meget bliver negativt, og de oplever, at mange ting er dem imod. Lykken kom ikke ved at blive placeret i en bolig.

– Det er en vanskelig periode for de unge. De sover meget dårligt og helst ikke alene, husker Jette. Så giver de ofte udtryk for, at hvis bare de boede alene, så ville de være lykkelige og kunne lære bedre dansk.

– Derefter kommer en periode, hvor de bliver aktive i foreningslivet. De får andet at tænke på. Dansk fungerer bedre, og vi oplever en større trivsel hos de unge.

– Når så tiden nærmere sig for endelig udflytning til eget værelse, er der mange af dem, der bliver nervøse for det ukendte. De synes, det er alt for tidligt, og mener, at i andre kommuner gør de det helt anderledes. Derfor er ingen af vores unge flyttet ud på den aftalte dato, ofte en til to uger senere. De har et enormt behov for sikkerhed. De vil gerne fortsat have en base, hvor de hører til, og de vil gerne, at vi hjælper dem i deres nye bolig.

Jette Grønne og Inge Markvard Andersen udtaler sig på baggrund af erfaringer med 23 forløb i Modtagehuset, der åbnede i slutningen af 2009. Anledningen var dengang, at Herning Kommune bad Hedebocentret om at tage sig af de uledsagede flygtningebørn, der fik anvist Herning som hjemkommune.

Hossein kom til Herning, selv om han ønskede at blive på Sjælland, gerne i Holte.

– Mine kammerater på asylcentret drillede mig med, at jeg skulle til Jylland – de sagde, at jeg nok skulle passe en kalv, når jeg kom herover, griner han.

– Vi fik opfordringen til at tage os af uledsagede flygtningebørn fra Afghanistan i november 2009, og en måned senere tog vi mod de første, husker Jette Grønne.

– Det gik rigtig stærkt. Der blev fundet et hus, der skulle renoveres, og vi skulle forberede os på det særlige arbejde med flygtningebørnene.

Afgrænsede forløb

De fleste af de 23, der har været gennem et forløb i Modtagehuset var mellem 15 og 17 år ved indskrivningen. Når de fyldte 18, skulle de ud for at bo selv, og det blev derfor kun afgrænsede, men også målrettede forløb i institutionen.

Hossein var 16, da han kom. 

Han fik hurtigt et job på en rideskole i Herning, hvor han fortsat arbejder her fem år senere, og nu med faste vagter og ansvarsområder.

– I begyndelsen havde jeg kun med ponyer at gøre, husker han,

– Men jeg sagde, at jeg gerne ville arbejde med de store heste.

Medarbejderne og rideskolen var tilbageholdende med at efterkomme ønsket, men faktisk viste det sig, at Hossein var meget fortrolig med hestene.

– Jeg arbejdede med store heste, da jeg var flygtning i Iran, fortæller han.

– Min plan nu er også at tage en uddannelse, der har med heste at gøre, for eksempel som berider.

Tilknytningen til Modtagehuset og beskæftigelsen i Rideklubben betyder, at Hossein har kunnet opbygge en vennekreds, der også tæller jævnaldrende danskere.

Kontakt gennem foreninger

Modsat Hossein har de fleste af de afghanske flygtninge skiftet mellem forskellige fritidsaktiviteter.

 En vigtig del af vores indsats handlede jo om at bringe de unge flygtninge i kontakt med det danske samfund og danskerne, fx gennem foreningslivet, og her har fodboldklubber, idrætsforeninger osv. været meget positive, fortæller Jette Grønne og Inge Markvard Andersen samstemmende.

– Fitness var meget populært blandt de unge. Og det kan jo være godt nok, men det er jo typisk noget, man dyrker med sig selv og for sig selv.

Et andet vigtigt element i integrationen har været efterskoler og højskoler. Flere unge har været på ophold der, mens Modtagehuset udgjorde den hjemlige base.

– Læring af dansk kultur og normer sammen med almindelige danske unge er uvurderlig, siger Inge Markvard Andersen.

– Det giver dem mulighed for at erhverve en række færdigheder, oplevelser og erfaringer, som ligger udover det, Modtagehuset kan give dem.

På Hedebocentret er der mange aktiviteter for de anbragte unge på tværs af afdelingerne. Her deltog de afghanske unge naturligvis også, og det gik udmærket, selv om det var svært at forklare de unge flygtninge, hvorfor de danske unge ikke boede hjemme hos deres familier.

– Vi forsøgte at tilbyde et varieret udvalg af aktiviteter, forklarer Jette Grønne.

– De unge holder meget fast i det, de kender, som fx bio og bowling, og der skal et stort motivationsarbejde til at få dem til at involvere sig på andre områder. Via aktiviteterne har det været muligt at give de unge oplevelser, der giver dem en bredere samfundsforståelse og viden. Derfor har vi besøgt kolonihaver, kirker og sygehuse. Vi har været på fisketure, ved stranden, vi har grillet i det fri, besøgt danske småøer, været på kanoture og meget, meget andet.

Dilemmaer i det pædagogiske arbejde

Efter godt fire år som medarbejdere i Modtagehuset er Jette Grønne og Inge Markvard Andersen meget afklarede om de særlige dilemmaer, de er stødt på i arbejdet med de unge uledsagede flygtninge. Jette Grønne fortæller:

– De unge er flygtet gennem adskillige lande, og de kommer herop og får godkendt asyl. De har klaret sig selv i flere år, men mister pludselig kompetencer i deres eget liv. De har svært ved at forstå og agere i det danske system, og deres erfaringer i overlevelse på egen hånd er ikke anvendelige. Det medfører kæmpe personlige udfordringer, som kommer til udtryk i frustrationer.

– En dimension i det er, at dansk kultur og socialpædagogik, hvor vi taler om tingene, og anskuer problemstillingerne fra forskellige vinkler, ikke er en del af deres kultur. De er meget bedre i stand til at forstå beskeder, afslag m.v., når vi markerer os tydeligt, men det er vi kulturelt ikke gearet til. Det giver dilemmaer.

– Et andet dilemma ligger i vores skelnen mellem det at være barn og voksen med et afgørende skel ved det 18. år. Det er et skel, de har vanskeligt ved at forholde sig til. Vi ser dem som mindreårige. Det betyder, at de kun har lidt at sige i deres eget liv, men i realiteten har vi med voksne mænd at gøre. De har hidtil skullet klare sig selv, og de har skullet træffe store beslutninger. Men her bliver de underkastet et system, hvor voksne træffer beslutninger på deres vegne.

Store forventninger

– Samtidig er der ofte problemer i forhold til de forventninger, de kommer med. Mange af de unge flygtninge har troet, at de skulle til et land, hvor det flyder med guld på gaderne. En af de unge fortalte engang, at ‘de talte alle sammen om, at når jeg kom til Danmark, så var der blade på træerne af guld’. Virkeligheden var som bekendt en anden.

– Vi har ofte haft diskussioner, hvor de unge virkede meget krævende. Det er fx slidsomt at skulle diskutere i timevis, hvilken computer de skal have, hvilket tv og hvor stor etableringsydelse, de skal have, hvilket tøj osv. Så tænker man måske uvilkårligt, at det ville klæde dem med lidt ydmyghed. ‘Her får de en masse hjælp, og så tillader de sig at diskutere og true med bål og brand, når de ikke er tilfredse med det, de får, eller når der er noget, der går dem imod’. De uledsagede vil gerne diskutere takster for etablering, madpenge, transport, fritidstilbud, deres ungdomsboligs størrelse. Det kan forekomme urimeligt, når man tænker på, hvad de kommer fra, og det er måske her den danske medarbejder kommer mest på arbejde i at få baggrundsviden og forstå de unges kritik og aggressioner. Den synlige adfærd kan dække over frustrationer, der har baggrund i længsel og savn af nær familie, udfordringerne i at møde en så anderledes kultur og et så fremmedartet adfærdskodeks, samt de hemmeligheder og forpligtigelser i forhold til deres egen familie, som de bærer på, fortæller Jette Grønne.

– Det kræver meget hele tiden at skulle prøve at forstå. At rumme dilemmaer hvor de på den ene side har bevist, at de kunne klare sig på egen hånd, og samtidig er der tale om unge teenagere, der er i en fase og alder, hvor de har behov for voksne, der kan strukturere og rammesætte et hverdagsliv, så de lærer at begå sig i det danske samfund.

– De positive sider ved arbejdet i Modtagehuset er trods alt store, og vigtigst af alt er det, at vores indsats ser ud til at have båret frugt, smiler Jette Grønne.

– De unge klarer sig rigtig godt i skole- og uddannelsessystemet – alle på nær en af de 23 er i gang og holder sig inden for de normer og regler, der er gældende i Danmark. Alle har deres imødekommende personlighed med sig og mødes positivt, hvor de end kommer. Alle siger, når de ser tilbage på tilbuddet, at de ikke havde kunnet klare sig uden, og at de har lært rigtig meget om dansk kultur – og hvor de store forskelle er. De er i dag også langt bedre til at se og forstå, at vi ofte fik diskussioner, netop hvor vores kulturelle forståelser stødte imod hinanden. Det er vores opfattelse, at det giver dem en tryghed, at de ved, at de altid kan henvende sig, hvis der skulle opstår episoder, de ikke selv magter.

Det svære sprog

Sprog og uddannelse stod naturligvis også højt på listen over fokusområder, når der blev udarbejdet individuelle udviklingsplaner for de unge.

– De gik alle på Dansk Flygtningehjælps sprogskole i Herning, fortæller Inge Markvard Andersen.

– Typisk var det svært for dem. En del af dem var tekniske analfabeter og kunne de alligevel læse og skrive, så var det jo et helt andet skriftsprog og der var ingen lighedspunkter mellem det talte danske sprog og deres eget.

Hossein har klaret sig flot, og han gik i 2013 op til eksamen efter 9. klasse. I dansk kom han for eksempel op i en 200 år gammel tekst af H.C. Andersen.

– Det var gammelt sprog, siger han og forklarer, at bogstavet å for eksempel var skrevet som aa. Han gik fra eksamen med et stort 7-tal, som læreren forklarede var så flot, at det næsten udløste et 10-tal.

Indsatsen i Modtagehuset har derudover i høj grad haft fokus på at give de unge en struktur på deres hverdag og lade dem stifte bekendtskab med dansk kultur.

– Vi lagde vægt på det sociale, det praktiske, det kulturelle og på økonomi, siger Inge Markvard Andersen.

– Vi gjorde meget ud af at læse avis sammen med dem og på den måde at give dem et indblik i danske samfundsforhold. Af samme grund så vi ofte nyheder på tv.

I relation til strukturen på hverdagen handlede det også om at lære at holde aftaler og at tage del i alle de daglige gøremål i en husholdning – madlavning, oprydning, rengøring osv. Det var ofte i den forbindelse, at de unge oplevede, at vi stillede mange krav til dem, og at de opfattede os som dovne, husker Inge Markvard Andersen.

– Vi har i dagligdagen inddraget dem i de små og store praktiske udfordringer, supplerer Jette Grønne.

– Det kunne være forbrug af el, vand og varme, og hvad det koster. De har lært om, at der er penge at spare ved at lukke ned for varmen, mens der luftes ud osv. Det er viden, de får gavn af, når de senere er flyttet ud. Desuden har de unge på skift, for en uge af gangen, skulle administrere økonomien ved indkøb af frugt og grønt.

– Vi har hele tiden bestræbt os på, at de unge skulle indgå i ansvaret for rengøringen i huset osv. Det var vanskeligt at få dem inddraget i de opgaver, mens de har boet i Modtagehuset, men når de kommer ud i egen bolig, værdsætter de den læring, de har fået.

Kulturforskelle

Hverdagen gav naturligvis også kultursammenstød, der var lærerige for begge parter.

– Når vi fx havde husmøde og spurgte, om de ventede gæster i løbet af den kommende uge, så var svaret næsten altid nej. Alligevel kunne det sagtens ske, at der dukkede seks gæster op fredag aften ved spisetid. Det opfattede de absolut ikke som et problem, og med deres kulturelle baggrund er gæstfriheden nærmest total.

– Hvis vi forsøgte at vise imødekommenhed ved at spørge gæsterne, om de havde lyst til at spise med, så opfattede de afghanske unge vores spørgsmål som direkte uhøfligt. For dem var det en selvfølge, at gæsterne skulle spise med, men det var naturligvis ikke nemt uforberedt at have seks ekstra med ved spisebordet.

Også sproget gav sine udfordringer. En af de unge holdt sig nogle dage for sig selv på sit værelse, og da han blev spurgt om årsagen, forklarede han, at han var sur. Pædagogerne spurgte naturligvis ind til, hvad der var galt, men det viste sig da, at han slet ikke var sur, men syg. Det ord var bare helt umuligt for ham at udtale.

Gode resultater

De tørre tal for Hedebocentrets resultater med de uledsagede flygtninge fortæller, at 14 ud af 23 har afsluttet dansk for Udlændinge 1 eller 2. Fire andre er i gang med dansk for udlændinge 1 eller 2. Syv har afsluttet en 9. klasse, fem er i gang med en 9. klasse. Fire er på teknisk skole eller social- og sundhedsskole.

– Når de er flyttet fra Modtagehuset, er de altid velkomne til at kontakte os, hvis de støder på problemer, siger Inge Markvard Andersen.

– Vi giver dem ambulant støtte efter behov, ganske som det er tilfældet for de unge danskere, der er anbragt på institutionen, og som flytter ud. Det er klart, at de på linje med andre unge kan have brug for hjælp fra en voksen, og da de jo ikke har forældre i baghånden, så har de os.

Hossein er for længst flyttet og han klarer sig godt i dagligdagen, men han er ikke i tvivl om, hvor han skal henvende sig, hvis han får brug for hjælp.

– I dag hilser jeg fortsat på min tidligere kontaktperson, og han siger, jeg bare skal komme, hvis jeg har brug for det. Og på sammen måde kan jeg kontakte medarbejderne fra Modtagehuset, hvis jeg har behov for støtte og vejledning, fortæller han glad.

– Det ville have været rigtig svært for mig, hvis jeg ikke havde haft Hedebocentret, mener han.

– De har været fantastiske!