Tragisk – for hvem?

På trods af en enig domsmandsrets frifindelse af mig og 11 kollegaer fortsætter Benny Andersen sin hetz mod Solhaven. I Politiken bl.a. ‘Socialpædagoger efter frifindelse: det er ikke engang magtanvendelse, det er vold’ (29. januar). Andersen anerkender dommen, men tager afstand fra vores metoder. Hvilken fordummende udlægning: rettens frifindelse gik jo netop på, at der intet belæg var for at kalde Solhavens metoder ulovlige.

I Socialpædagogen fortsætter hetzen. Andersen anerkender frifindelsen, for derefter at fortsætte den årelange fremturen. Han finder Solhaven-sagen ‘tragisk’ og gentager, at det, vi har været tiltalt for, på ingen måder er fagligt ok (det er en ringe trøst, at de anbringende kommuner nu også beskydes med spredehagl for dårlig visitation).

Vi blev frikendt med en sådan klarhed, at anklagemyndigheden ikke vil anke sagen. Hvis Andersen vil interessere sig for det ‘tragiske’ i denne sag, er han velkommen til at kontakte mig og min familie samt mine medarbejdere og deres familier. I tre et halvt år er vi blevet beskyldt for at udgøre et voldsregime. Alligevel fortsætter min egen fagforeningsformand med at hetze videre, uanfægtet af frifindelsen. Det er usmageligt og respektløst over for retssystemet!

Andersen mener, at den vold, vi til hans store ærgrelse ikke er blevet fundet skyldige i, hænger sammen med manglen på uddannede pædagoger. Personalet på Solhaven har imidlertid været gennem en intern uddannelse og modtaget supervision fra et team bestående af psykolog, psykiater og neurolog.

Desuden var fire af de tiltalte værkstedslærere/håndværkere – skal de også være professions-bachelor og kunne kende forskel på Freud og Pierre Bourdieu?

Vi har aldrig været pædagogfjendske på Solhaven. Har bl.a. hjulpet fire af vores elever frem til en pædagoguddannelse.

Svar til Søren Virenfeldt

Af Benny Andersen, forbundsformand, Socialpædagogerne

Nej, jeg fører ikke hetz mod Solhaven – jeg forholder mig til anklageskriftet og de unges oplevelser af pædagogikken og metoderne på Solhaven. Og jeg konstaterer, at de ting, der er beskrevet i anklageskriftet, efter min mening ikke har noget med magtanvendelse at gøre, det er vold og oplevet som vold af de unge. Og en pædagogik, der bygger på noget sådant er efter min opfattelse både forkert menneskeligt og fagligt. Og det står jeg helt ved.

Ligesom jeg helt står helt ved, at magt og håndfaste metoder ikke hører hjemme som en integreret og systematisk del af det pædagogiske arbejde. Magtanvendelse er sidste udvej, og må og skal ikke integreres som en del af den pædagogiske metode.

At der er en sammenhæng mellem faglighed og antallet af pædagogisk uddannet personale er helt oplagt. Når man arbejder med unge med så massive problemer, så kræver det i al overvejende grad pædagogisk uddannet personale. Det er også derfor, vi har fået de nye socialtilsyn, som netop skal påse, at personalesammensætningen gør, at der er de nødvendige faglige kompetencer til stede. Og det er jeg glad for. Fordi vi på den måde kan sikre den nødvendige kvalitet og faglighed på landets anbringelsessteder. Det er også derfor, at vi fra Socialpædagogernes side har foreslået at minimum 60 pct. af personalet skal være pædagogisk uddannet. 

At der har været tale om en mislykket anbringelse, vidner de unges oplevelser jo om. Så ja, det er en tragisk sag. Jeg forstår til fulde, hvor belastende anklagen har været for de implicerede. Og jeg har på intet tidspunkt hverken anfægtet rettens afgørelse eller givet udtryk for, at jeg ønskede en anden afgørelse. Jeg har alene forholdt mig til anklageskriftet og de unges oplevelser, som dommeren jo netop heller ikke satte spørgsmålstegn ved. Og så har jeg forholdt mig til noget, der for mig er ganske elementært: Vil man lave socialpædagogisk arbejde, så kræver det også, at der er en overvejende grad af pædagogisk uddannet personale.