Gå til indhold

Tvangsbehandling

Slap næsten af med tandlægeskrækken

Før fik 29-årige Torben sløvende medicin, når han skulle til tjek hos tandlægen. Nu sætter han sig frivilligt i tandlægestolen – men det krævede stor tålmodighed og en langstrakt proces

11. december 2015

Artikel

Forfatter: Af Maria Rørbæk

Har du et eller flere konkrete eksempler på, hvordan du med brug af din socialpædagogiske faglighed har motiveret fx udviklingshæmmede eller hjerneskadede til læge- eller tandbehandling, som de først modsatte sig?

Sådan lød spørgsmålet i Socialpædagogens facebookgruppe, da emnet tvangsbehandling for nylig igen kom på den politiske dagsorden.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har meldt ud, at hun vil lægge sig i selen for at blive den sundhedsminister, som får ændret reglerne om tvangsbehandling af fx udviklingshæmmede og demente, der modsætter sig lægebehandling uden at forstå konsekvensen. I dag er det nemlig kun tilladt at bruge tvang, når der er tale om en akut, livstruende sygdom – og ikke når det fx drejer sig om hjertemedicin, der skal tages igen og igen, tandlægebehandling eller en undersøgelse for fx kræft.

Socialpædagogerne er enige i, at der er behov for en lovændring – men påpeger samtidig, at tvang kun må være sidste løsning.

– Etikken skal i højsædet, og det er vigtigt, at den socialpædagogiske faglighed kommer i spil, så man hele tiden tænker i alternativer til tvang. Tvang skal altid være den sidste udvej, sagde næstformand Marie Sonne i nærværende fagblad.

Nærmeste udviklingszone

Men hvad kan et sådant alternativ mere præcist være? Det har socialpædagog Pia Weiglin Hansen en helt konkret oplevelse med fra sit arbejde som socialpædagog på botilbuddet Solvænget i Allerød.

– Jeg er med i teamet omkring 29-årige ‘Torben’, og i flere år har vi arbejdet med hans tandlægeangst. Torben kan ikke lide, at man rører ham i munden, og for nogle år siden var vi nødt til at give ham sløvende medicin, når han skulle undersøges hos tandlægen. Bagefter sejlede han rundt i en rus, og det var meget ubehageligt at se på – så vi besluttede, at vi var nødt til at gøre noget pædagogisk, fortæller hun.

Solvænget arbejder med kvalitetsmodellen Kvalikombo, og her er grundstenen en tiltro til, at borgerne kan mere end det, de umiddelbart ser ud til at kunne – og at socialpædagogerne skal lede efter deres udviklingspotentiale.

– I Torbens tilfælde talte vi om, at han manglede noget viden om, hvad det vil sige at gå til tandlægen, siger Pia Weiglin Hansen.

Torben har næsten ikke noget verbalt sprog, så det handlede ikke om at sætte en masse ord på, hvad tandlægen skal – men om på en anden måde at give ham en fortrolighed med tandbehandling.

– Vi fik lov til at låne nogle af tandlægens redskaber med hjem, fx spejlet og tandstensfjerneren. Processen har faktisk taget flere år, hvor vi har brugt spejlet hver morgen og aften, når vi hjælper Torben med tandbørstningen. Fx har vi vist ham tænderne i spejlet og sagt: ‘Se dine flotte tænder’, så han har fået en forståelse for, hvad det skal bruges til.

Langsom tilvænning

Pia Weiglin Hansen og hendes kollegaer har også flere gange haft Torben med til tandlægen, uden at han skulle undersøges, så han langsomt kunne vænne sig til lokalerne.

– Vi har haft et fantastisk godt samarbejde med tandplejen her i Allerød, der har forstået vigtigheden af tålmodighed, siger Pia Weiglin Hansen.

For nylig var hun med ham til tandlægen, der gav sig god tid og bl.a. lod Torben kigge ind i det andet undersøgelsesrum.

– Og så satte han sig frivilligt i tandlægestolen og blev undersøgt i et kvarter. Det var total optur. Da følte jeg virkelig, at vores arbejde nyttede, siger Pia Weiglin Hansen.

Torben ville ikke læne nakken tilbage, og i stedet for at presse ham, undersøgte tandlægen ham i en mere oprejst stilling.

– På den måde vil jeg sige, at det er utrolig vigtigt med et godt samarbejde, siger Pia Weiglin Hansen.

Selvom Torben i hendes øjne har gennemlevet en fantastisk udvikling, vurderer hun ikke, at det på nuværende tidspunkt vil være muligt at bore hans tænder uden at lægge ham i fuld narkose.

– Og det er jo et eksempel på et dilemma, for på den ene side er jeg meget imod enhver brug af tvang – og på den anden side vil det også være omsorgssvigt, hvis han ikke får behandling, siger Pia Weiglin Hansen.

Hun følger interesseret med i debatten om, hvordan lovgivningen bør være.

– Det er virkelig en gråzone, for på den ene side skal vi undgå omsorgssvigt – og på den anden side må tvang virkelig ikke blive den nemme løsning. For som Torbens eksempel viser, kan det godt være ret krævende at finde alternativer. 


Oplysninger om Torben er anonymiserede. Har du selv konkrete eksempler på alternativer til tvang i forbindelse med læge -eller tandlægebehandling? Så del dem i Socialpædagogens facebookgruppe.

 

Bliv medlem