Gå til indhold

Traineeforløb

Kickstart på karrieren

De nyuddannede, som lige nu følger Socialpædagogernes traineeforløb i fem kredse, er godt i gang med praktiktiden. Og alt tegner til, at kombinationen af at give dimittenderne et fagligt løft og noget praksiserfaring åbner døre ind til arbejdsmarkedet

13. november 2015

Artikel

Forfatter: Af Tina Løvbom Petersen

Når Ebru Türkmen møder ind på Ungecenter Porten i Hvidovre, er det ikke kun fordi hun er praktikant og personalegruppens yngste, at hun skiller sig ud fra sine kolleger. I sin tilgang til arbejdet som socialpædagog bruger hun bevidst sin egen glæde ved fysisk træning til at inspirere de anbragte unge til at kaste sig over idræt og bevægelse i hverdagen. 

– Hvorfor går du hele tiden rundt i træningstøj, spørger de unge. Mit svar er så, at det selvfølgelig er fordi, jeg venter på, at en af dem har lyst til at træne sammen med mig. Og vi har da også været i træningslokalet nogle gange bl.a. for at boksetræne. Jeg vil gerne inspirere beboerne til at træne sammen her i huset i stedet for, at de hænger ud andre steder, fortæller Ebru Türkmen.

Hun er en af de nyuddannede socialpædagoger, der lige nu er i gang med et otte uger langt praktikforløb som led i et nyt traineeforløb, som Socialpædagogerne tilbyder dimittender i fem kredse – herunder Kreds Storkøbenhavn. Her er deltagerne op til praktiktiden blevet undervist intensivt i tre uger om socialpædagogiske metoder og teori inden for arbejdet med udsatte børn og unge.

– Det har været super godt at gå mere i dybden med faglige emner, som jeg nu får mulighed for at sætte i spil i praksis i min praktik på Porten. Jeg har fået målrettet undervisning i noget af det, jeg konkret har brug for i arbejdet med de børn og unge, der er her – fx hele diskussionen omkring magtanvendelse og hvad man må og ikke må som socialpædagog, siger Ebru Türkmen, som allerede er blevet stillet i udsigt, at hun efter praktiktiden kan fortsætte som vikar på Ungecenter Porten i en periode.

Klar til at tage ansvar

Ideen med forløbet – som udover Kreds Storkøbenhavn også kører i Nordsjælland, Lillebælt, Østjylland og Nordjylland – er at give nyuddannede ledige en kickstart på deres arbejdsliv ved at tilbyde dem tre til fire ugers fagspecifik undervisning koblet sammen med otte ugers praktikforløb på en arbejdsplads. Både i Kreds Lillebælt, Nordsjælland og Storkøbenhavn har SPUK, Socialt og Pædagogisk Udviklings- og Kursuscenter, stået for de tre ugers undervisning i ‘Socialpædagogiske metoder i arbejdet med udsatte børn og unge’. Og ifølge Klaus Goldschmidt Henriksen, partner og chefkonsulent i SPUK, er historien om et pænt stort frafald på kurset faktisk en succeshistorie.

– Oprindelig var der 14 nyuddannede tilmeldt traineeforløbet i København, men da en del er lykkedes med at finde job undervejs, er der nu otte tilbage, som alle er i gang med deres praktikforløb. Og flere af dem er blevet stillet i udsigt, at de formentlig godt kan få vikararbejde på praktikpladsen, så vi er godt tilfredse med, at kurset her ser ud til at åbne op for nogle muligheder for deltagerne, siger han.

Og otte ugers målrettet praktik er en oplagt mulighed for at få hul igennem til en arbejdsplads, fortæller Emil Trærup Pedersen, som selv er i praktik på Grennessminde i Birkerød – et specialundervisnings- og dagbehandlingstilbud for børn og unge med særlige vanskeligheder.

– Jeg ved, at det er det her, jeg gerne vil – og med praktikforløbet får jeg mulighed for at vise, hvor meget jeg brænder for at arbejde med den her målgruppe – jeg er ikke ‘bare’ en skolepraktikant. Jeg er uddannet, motiveret og klar til at tage ansvar.  Og i en virkelighed, hvor arbejdspladsen helst vil ansætte folk med tyve års erfaring, så er det her forhåbentlig en måde at få en fod indenfor på og måske i første omgang få nogle vikartimer, siger Emil Trærup Pedersen.

Går lige i maven

I Kreds Storkøbenhavn og Kreds Nordsjælland har det været lidt af en udfordring at finde arbejdspladser nok til at tilbyde kursisterne praktik. Godt nok har jobkonsulent Nina Jensen mødt stor interesse for projektet blandt kredsenes arbejdspladser – men mange valgte alligevel at sige fra, fordi de synes, at otte ugers praktik er for kort tid i forhold til, at de arbejder med meget sårbare børn og unge.

– Det positive er, at vi nu har fået etableret en rigtig god kontakt til arbejdspladserne, og vi ved, at vi gerne må kontakte dem igen, hvis vi kører et tilsvarende forløb næste år. Min oplevelse er, at mange arbejdspladser slet ikke er vant til at se Socialpædagogerne som en samarbejdspartner, når det fx handler om at rekruttere på børne- og ungeområdet – så der er da basis for et godt samarbejde også fremover, siger Nina Jensen.

En af de arbejdspladser, der valgte at sige ja til at medvirke i forløbet, er Udviklingscenter Skiftesporet i Rødovre, hvor Sara El-Masri er i praktik i disse uger.

– Jeg føler, jeg har været med i arbejdet fra dag ét. Der er ikke nogen, der behandler mig, som om jeg er på prøve – og jeg kan mærke, at praktiktiden giver mig et mere klart billede af, hvad jeg skal arbejde med som socialpædagog, fortæller hun.

Alligevel indrømmer hun gerne, at mødet med virkeligheden og arbejdslivet indimellem også er både hårdt, udfordrende og overraskende.

– Jeg er virkelig blevet chokeret over det sprog, børn helt ned til seks års-alderen bruger. Det er sin sag at blive kaldt klamme kælling eller sutteso af et barn. Men det er nu ikke noget, der skræmmer mig. Derimod har det været rigtig hårdt at arbejde med fx en dreng, som er udsat for vold derhjemme – og blive konfronteret med hele underretningsproceduren. Så prøver jeg at fokusere mindre på de blå mærker, der er på hans krop – og mere på den glæde, jeg kan give ham, mens jeg er her, fortæller Sara El-Masri.

Og den slags erfaringer er netop også en vigtig del af hele forløbet, tilføjer Nina Jensen.

– Disse nyuddannede mennesker skal jo lære, at den type problemer ikke er noget, du kan løse selv – og at det på ingen måde er din indsats, der er noget galt med. I sådanne tilfælde har de lige så vel som alle andre brug for supervision, og det er jo også en del af læringsprocessen, når man tager hul på sit arbejdsliv, siger jobkonsulenten.

Jysk fokus på neuropædagogik

I den modsatte ende af landet i Kreds Nordjylland har i alt 16 dimittender fået chancen for at blive fagligt opkvalificeret og komme i praktik i otte uger. Men her har kredsen valgt at fokusere målrettet på neuropædagogik, så kursisterne i forløbet gennemfører et regulært fagmodul, der klæder dem på med godkendte kvalifikationer.

– Vi har bevidst valgt neuropædagogik, fordi det er en tilgang, som arbejdspladserne her i kredsen i den grad efterspørger. De dimittender, der endnu ikke har fået sig bidt endelig fast på arbejdsmarkedet, får her en skræddersyet efteruddannelse, som kan bruges rigtig mange steder. Så vi håber da, at det bliver en døråbner for rigtig mange af dem, siger Christian Krogh Brusgaard, som jobkonsulent hos Socialpædagogerne i Kreds Nordjylland.

Forløbet i Nordjylland er skruet sammen, så de første otte uger af det samlede kursus er et miks af undervisning og praktik. Og så skal de nyuddannede afslutte med en opgave, der tager udgangspunkt i noget konkret på praktikstederne, der tæller alt lige fra traditionelle bosteder, beskyttede værksteder og dagtilbud inden for specialområdet til socialpsykiatrien, et krisecenter og døvetilbud.

– Vi synes, at vi har skabt et stærkt kursusforløb for de nyuddannede, og vi begynder også at opleve, at det allerede fører til job for nogle af dem. Jeg er sikker på, at den her måde at gøre det på, hvor de får et fagligt løft kombineret med praksiserfaring, er den bedste måde for nyuddannede til at åbne nogle nye døre, siger Christian Krogh Brusgaard.

Modsat i Storkøbenhavn og Nordsjælland har det i Nordjylland ikke været svært at finde tilpas mange praktiksteder – faktisk stod man med langt flere arbejdspladser, end der var brug for. Samme billede ser man i Kreds Østjylland, hvor der lige nu også kører et forløb for i alt 16 nyuddannede med en blanding af undervisning med fokus på neuropædagogik og praktikophold på en arbejdsplads.

En konkret opkvalificering

– De arbejdspladser, vi har med i forløbet, er meget positive over for, at de ganske gratis får en uddannet pædagog i otte uger, som de kan være med til at udvikle og ruste bedst muligt til at arbejde inden for vores område, fortæller faglig sekretær i Kreds Østjylland Jan Leth Nielsen.

Og det er præcis sådan, det opleves på døgninstitutionen Skovbo i Skanderborg, hvor forstander Gunner Dalgaard godt kan se idéen i, at Socialpædagogerne rækker en hånd ud til de nyuddannede, som har haft svært ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet.

– Den dimittend, vi har i praktik hos os, har fra første dag vist, at hun kommer med en faglig ballast og en konkret opkvalificering indenfor neuropædagogik, som giver hende nogle flere kompetencer end nyuddannede socialpædagoger normalt har. Der er ikke noget med, at hun føler sig på baghjul i forhold til personalegruppen – hun glider ind og løfter med i arbejdet som de øvrige medarbejdere, og vi føler, at vi får tilført noget værdifuldt, siger Gunner Dalgaard, som håber, at der er basis for en midlertidig ansættelse efter praktikperioden.

Alle traineeforløb bliver afsluttet inden udgangen af 2015, og derefter skal der i Socialpædagogerne tages stilling til, om der skal iværksættes et nyt forløb i starten af 2016. 

 

Bliv medlem
Bliv medlem