Husk socialpædagogik i Herning-modellen

Vejen er nu for alvor banet for den såkaldte Herning-model. I satspuljeforliget er der nemlig afsat hele 96 mio. kr., som skal gå til implementering af modellen i endnu flere af landets kommuner.

Princippet bag modellen er, at udsatte børn og unge skal have den mindst muligt indgribende indsats. Familien og netværk skal inddrages. Det er helt afgørende, at det også er den rigtige indsats, socialrådgiverne visiterer til, for i modellen arbejdes med en indsats-trappe med fem trin, hvor forebyggelse, hjemmebaserede indsatser, anbringelse i slægt eller netværk, anbringelse i forskellige typer af familiepleje samt anbringelse i institutionstilbud overordnet udgør de fem trin.

Alt sammen fornuftige principper bag modellen. For vi både synes og ved, at det er en god forretning at investere i tidlige sociale indsatser. Samtidig ved vi også, at det netop er den rette indsats fra de rette fagfolk, som kommer til at gøre en forskel for børnene, de unge og deres familiers liv. Og her det vigtigt, at kommunerne i højere grad begynder at tænke i et helhedsperspektiv.

Den rigtige sociale indsats handler om at investere i de rette faglige kompetencer. Altså derude i hjemmene, hvor det direkte arbejde med børnene og deres familier sker. Hvis det sker, så kommer vi til at gøre den forskel for udsatte børn og unge, som vi alle gerne vil. Der skal være konstant fokus på kvaliteten af faglighed på samtlige trin på indsatstrappen. For sociale investeringer rykker kun noget, hvis de rette fagligheder, fx socialpædagoger, sundhedsplejersker og psykologer, er til stede. Man kan lidt enkelt sige, at princippet bør være, at det skal være de rette fagligheder på de rette trin.

Vi har i mange år peget på, at der på de socialpædagogiske døgntilbud til børn og unge findes en bundsolid og omfattende ekspertise, som til gavn for alle parter kunne inddrages i den tidlige indsats. Socialpædagoger, der gennem mange år har arbejdet med udsatte børn og unge, har samlet set en enorm viden om og erfaring med den række af problemstillinger, der er i spil, når man skal designe den helt rigtige indsats til det enkelte barn og dets familie. Deres faglighed kan og skal indtænkes, hvis det skal lykkes at løfte den samlede opgave.

Der skal med andre ord være et langt mere klart fokus på de indsatser, som de mange flere sagsbehandlere skal visitere til. Og der skal skelnes meget klart mellem myndighedsarbejde ved skrivebordene – og det arbejde, der foregår ude i familierne med børnene. Så lad de forskellige fagligheder samles, når der skal visiteres, matches og følges op.