Vi skal byde os til

Da Omar Abdel Hamid El-Hussein i februar skød to mennesker i København, kom spørgsmålet om antiradikalisering for alvor på dagsordenen. Hvad skal der til for at undgå, at andre på dansk jord griber til våben i kamp for en ideologi eller religion?

Nu slår Socialpædagogerne et slag for, at den socialpædagogiske faglighed i endnu højere grad kommer i spil som led i arbejdet med antiradikalisering.

– Vi socialpædagoger har meget at byde ind med, for hvis man vil undgå radikalisering, handler det bl.a. om at bremse marginaliseringsprocesser og inkludere – og om at skabe relationer og meningsfulde fællesskaber. Alt det, der er socialpædagogers kernekompetencer, siger Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen.

I samme åndedræt maner hun dog til besindelse.

– Selvom vi på den måde spiller ind i forhold til antiradikaliserings-dagsordenen, skal vi passe på med ikke at overdrive problemet, for det er en meget lille gruppe, der i fare for at blive radikaliseret. Men man kan sige, at antiradikalisering jo allerede er på dagsordenen, og så er det vigtigt, at vi som faggruppe byder os til. Både på landsplan og ude i de enkelte kommuner, siger hun.

Spørgeundersøgelse

For at skabe overblik over, hvilken rolle socialpædagoger i dag spiller i forhold til antiradikalisering, har Socialpædagogerne lavet en medlemsundersøgelse om emnet. Et spørgeskema er sendt til godt 7.000 medlemmer, der enten arbejder med flygtninge eller fængslede – eller med børn eller voksne med sociale eller psykiske vanskeligheder. Heraf har hver femte svaret.

– Undersøgelsen viser, at det kun er en meget lille gruppe af vores medlemmer, der i dag arbejder med radikaliseringsproblematikker – men omvendt viser den altså også, at der er nogen, og at den socialpædagogiske faglighed altså allerede i dag er i spil, siger Verne Pedersen.

I alt har 126 medlemmer svaret, at de inden for det sidste år enten har arbejdet eller været i berøring med radikalisering. Det svarer til otte pct. af dem, der har svaret – og 0,3 pct. af alle medlemmer. Derudover angiver yderligere 237 medlemmer, at de på et tidligere tidspunkt (altså for mere end et år siden) enten har arbejdet eller været i berøring med radikalisering. Sammenlagt er det i alt 363 medlemmer, der angiver, at de på et eller andet tidspunkt har været i berøring med radikalisering – og det svarer næsten til en ud af 100 medlemmer.

– Oftest er det i den forebyggende indsats, at vores medlemmer er aktive – altså der, hvor man ikke kan sige, at der allerede er tale om en egentlig radikalisering, men hvor der er tegn på en marginaliseringsproces, som måske kan føre til radikalisering. Fx fordi den unge har dårlige eller afbrudte skoleforløb og mangler meningsfulde, sociale fællesskaber, siger Verne Pedersen.

Omkring hver tiende angiver dog, at de har været involveret i en indgribende indsats, der er rettet mod personer, der allerede er radikaliserede.

Komplekse problemer

Går man i dybden med svarene fra de 126 socialpædagoger, der inden for det seneste år har arbejdet eller været i berøring med radikalisering, viser det sig, at radikaliseringsproblematikkerne sjældent står alene. Typisk følges de af andre problematikker som psykisk sygdom, misbrug eller kriminalitet.

– Der er derfor brug for en helhedsorienteret, socialpædagogisk indsats – og en tidlig indsats, siger Verne Pedersen.

I undersøgelsen er de 126 socialpædagoger også blevet spurgt, hvilke former for ekstremisme de har været i berøring med – og her svarer 82 pct., at de har oplevet islamistisk ekstremisme, mens 21 pct. har oplevet højreekstremisme (man kunne angive, at man har oplevet flere forskellige former for radikalisering).

Racistiske drab

Ifølge svarene er det oftest forekommende tegn på radikalisering, at en borger ‘giver udtryk for intolerance over for andre synspunkter, afviser demokratiske principper eller udviser had mod bestemte grupper’. Dernæst kommer tre tegn på en delt andenplads; ‘opsøger hjemmesider, litteratur eller film med voldelige/ekstreme budskaber’, ‘argumenterer for ‘absolutte løsninger’, fx at en bestemt gruppe skal udryddes’ og ‘ændrer påklædning og udseende fx ved at bære politiske/religiøse symboler’.

– Det er meget vigtigt, at fagfolk bliver klædt på til at fange de tidlige tegn – for som vi jo fx også lige har set det i Sverige, behøver det ikke altid at være udadreagerende unge, der bliver radikaliseret – det kan også være ensomme og indadvendte unge, der fx lader sig inspirere på nettet, siger Verne Pedersen. Hun refererer til drabene på Kronans Skole i Trollhättan i Sverige. Ifølge svensk politi var der tale om racistisk motiveret had, da en 21-årige pludselig gik til angreb med et sværd og bl.a. dræbte en elev med rødder i Somalia.

Nye jobområder

Verne Pedersen påpeger, at Socialpædagogerne generelt er optaget af at udpege nye områder, hvor de socialpædagogiske kompetencer kan komme i spil – bl.a. gennem strategien ‘Socialpædagogerne i fremtiden’.

– Og her mener jeg, at antiradikalisering er et oplagt område, hvor vi kan spille ind. Både når det drejer sig om at skabe de relationer og meningsfyldte fællesskaber, der modvirker radikalisering, og når det fx drejer sig om at undervise og rådgive andre faggrupper om de tegn, de skal være opmærksomme på. Jeg tror ikke, at der vil være tale om et meget stort antal stillinger, men det er et område, hvor vi som faggruppe kan gøre en positiv forskel.

Undersøgelsen peger dog også på et behov for yderligere opkvalificering og efteruddannelse. Således angiver 53 pct. af de 126 socialpædagoger, der inden for det seneste år har arbejdet eller været i berøring med radikalisering, at de har oplevet mangel på efteruddannelse/opkvalificering som en barriere. Og 38 pct. angiver mangel på supervision som en barriere. 54 pct. svarer, at de i høj eller nogen grad føler sig fagligt klædt på til at håndtere radikaliseringsproblematikker – mens 44 pct. kun gør det i ringe grad eller slet ikke – to pct. svarer ‘ved ikke’.