Pas på de sociale overdrivelser

Måske skulle denne artikel deklareres med en advarselstrekant: Pas på! Omtale kan skabe problemer. I hvert fald er socialpædagog Malene Martinsen ikke udelt begejstret for, at nærværende fagblad nu også skriver om antiradikalisering.

– Vi skal virkelig passe på, at vi ikke selv skaber et problem med radikalisering ved at tale så meget om det. Det skal jo nødig ende sådan, at en ung flygtning tænker: ‘Nå, jeg har fået opholdstilladelse i Danmark, så må jeg nok hellere begynde at interessere mig for Islamisk Stat, for det gør alle andre unge flygtninge i Danmark jo.’ For det gør de altså på ingen måder. Vi taler nok om mindre end en promille, siger Malene Martinsen.

Hun er uddannet pædagog og ansat som SSP-konsulent i Assens Kommune – og her er SSP en del af den såkaldte ‘faglige gruppe til forebyggelse af ekstremisme og radikalisering’.

– Det er meningen, at frontpersonalet i kommunen – altså fx lærere, pædagoger og sundhedsplejersker – skal henvende sig til os, hvis de bliver bekymrede over tegn på mulig radikalisering og ekstremisme hos en ung, og så er vi to politimænd og to pædagoger, der skal undersøge sagen, siger hun.

Ubegrundet bekymring

I en pjece, som er omdelt til bl.a. kommunens skoler og sundhedsplejersker, står der hvilke tidlige tegn, de skal være opmærksomme på. Det kan fx være, når en person begynder at udtrykke ekstreme holdninger, som opfordrer til had, drab, vold, afstraffelse og yderliggående og udemokratiske metoder, når personen begynder at opdele sin omverden i ‘os’ og ‘dem’ og ser fjendebilleder, når personen ‘prædiker’ for sine venner og argumenterer ud fra en bestemt religiøs overbevisning eller ideologi, eller når personen ændrer image ved fx at klæde sig anderledes.

– Vi har haft en del sager, hvor frontpersonale har henvendt sig til os med en bekymring – men når vi har undersøgt dem, har vi ikke en eneste gang vurderet, at personen var på vej til at blive radikaliseret, siger Malene Martinsen.

Et konkret eksempel på en bekymring, der viste sig at være ubegrundet, var en klubmedarbejder, der henvendte sig, fordi 15-årige ‘Achmed’ havde set film på nettet om syrienskrigere og efterfølgende havde sagt noget i stil med: ‘De skide amerikanere’ og ‘vi skal fandeme bare i krig’.

– Achmed havde i forvejen en støttekontaktperson, der havde en god relation til ham, så vi kontaktede støttekontaktpersonen og fik ham i dialog med Achmed. Det viste sig, at han havde set en dokumentar om syrienskrigere, og at de efterfølgende kommentarer var for at provokere, fortæller Malene Martinsen.

Et andet konkret eksempel er, da en PPR-psykolog henvendte sig med en bekymring for 13-årige ‘Gustav,’ der var begyndt at interessere sig meget for satanisme og klæde sig helt i sort.

– Vi havde en bekymringssamtale med ham, og vi vurderede, at det ikke var mere, end hvad man kan henregne til normal teenage-adfærd, hvor man undersøger sin identitet og afprøver grænser, siger Malene Martinsen.

Generel forebyggelse

På tilsvarende vis er alle de andre sager, som den faglige gruppe hidtil har behandlet, endt uden, at der har været grund til at slå yderligere alarm.

– Så faktisk har vores arbejde hidtil handlet meget om at afdramatisere – og det mener jeg også kan være vigtigt, for vi skal for alt i verden undgå at stigmatisere de unge uden grund.

Arbejdet i den faglige gruppe til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme er kun en meget lille del af Malene Martinsens arbejde som SSP-konsulent, der i dagligdagen handler om generel kriminalitetsforebyggelse. Både med individuelle tiltag som iværksættelse af en støttekontaktperson til en folkeskoleelev, der er begyndt at pjække, og med kollektive tiltag der skal skabe positive fællesskaber omkring fx strandaktiviteter om sommeren.

– Og jeg mener helt bestemt, at alle de tiltag kan være med til at forebygge radikalisering. For vejen til at undgå radikalisering er jo, at de unge føler sig som en del af samfundet, og at de udvikler et aktivt medborgerskab.

Netop derfor mener hun, man bør være påpasselig med ikke at tale alt for meget om antiradikalisering.

– Den seneste tid har medierne fokuseret rigtig meget på antiradikalisering, og det kan give et forkert billede af problemets omfang. Vi skal passe utrolig meget på sociale overdrivelser, hvor man overdriver omfanget af en bestemt adfærd – for unge pejler efter det, de tror er forventet og normal adfærd. Jeg synes, at det er godt og vigtigt at være opmærksom på signaler, der kan tyde på en begyndende radikalisering og reagere på det. Men samtidig skal man være meget påpasselig med den måde, man formidler det på.