Mørketal kaster skygge

’Det var en kæmpe lettelse at få sat professionelle ord på, hvad der var galt med mig, og hvorfor jeg gik rundt og havde det så dårligt.’

‘Jeg kunne slet ikke genkende mig selv – jeg var mere hidsig og opfarende end normalt.’

‘Jeg er sikker på, at jeg kunne have undgået mange af de psykiske mén, hvis der var blevet taget hånd om mig med det samme.’

Sådan lyder det bl.a., når PTSD-ramte socialpædagoger sætter ord på deres oplevelser. Fælles for de socialpædagoger med diagnosen PTSD, som Socialpædagogen har talt med, er, at de alle har været udsat for traumatiske oplevelser i forbindelse med deres arbejde – og at de i lang tid slet ikke var opmærksomme på, at de faktisk havde tydelige symptomer på PTSD, posttraumatisk belastningsreaktion.

– Mange af de symptomer, der er på PTSD, kan forveksles med symptomer på stress. Man føler sig mere anspændt og urolig og har svært ved at sove. Så uden at vi – endnu – har konkrete tal på det, er det min klare fornemmelse, at der findes mørketal omkring netop PTSD. For hvis man som fx socialpædagog har arbejdet i 20 år med trusler og voldelige hændelser som en del af hverdagen, så sætter det sig jo stille og roligt i en, uden at man nødvendigvis føler, at man ikke kan klare sit arbejde, siger psykolog og ph.d. Lars Peter Andersen fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning.

Han er en af forskerne bag et nyt projekt, der undersøger, hvilke helbredskonsekvenser og psykiske eftervirkninger trusler og vold kan have for de ansatte på længere sigt. Projektet bygger videre på et tidligere forskningsprojekt om årsager og hyppigheder af vold og trusler, hvor mere end 5.000 medarbejdere fra bl.a. specialskoler, psykiatriske afdelinger, ældreplejen og Kriminalforsorgen deltog.

Undersøger risiko for PTSD

I det nye projekt ønsker forskerne at dokumentere, om der er en sammenhæng mellem hvor ofte og hvor voldsomt, man er udsat for vold på sin arbejdsplads – og i hvilket omfang man udvikler lidelser som fx PTSD og depression.

– Vi er ved at indsamle data omkring deltagerne fra det tidligere projekt, hvor der også er socialpædagoger iblandt. Vi spørger ind til symptomer, medicinforbrug og arbejdspladstilknytning – bl.a. for at afdække, om der er en øget risiko for at udvikle PTSD et eller flere år efter, at man har været udsat for trusler eller vold. Desuden kan vi koble spørgeskemabesvarelserne til offentlige registre, så vi kan undersøge, om dem, der hyppigt er udsat for vold på arbejdspladsen, er mere syge eller oftere må forlade arbejdsmarkedet, siger Lars Peter Andersen.

Netop når det gælder de langsigtede helbredskonsekvenser kan PTSD ind imellem være en særlig udfordring, fordi det langt fra er unormalt, at man efter en traumatisk oplevelse tolker symptomer og signaler som stress, sorg, angst eller depression – at man med andre ord slet ikke er klar over, at man måske har symptomer på PTSD.

Men spørger man de nærmeste pårørende eller kolleger, vil de typisk have bemærket, at man har forandret sig, forklarer Lars Peter Andersen.

– Omgivelserne oplever måske, at vedkommende er mere på vagt, mere vredladen, let farer sammen, er anspændt, isolerer sig og har svært ved at falde til ro. Vi kalder det subkliniske symptomer – symptomer, der er til stede, uden at patienten føler sig syg – og uden nogen overhovedet tænker i retning af PTSD, siger Lars Peter Andersen.

Lader sig ikke glemme

Det, der kendetegner PTSD, er, at sygdommen ikke vil lade den ramte glemme det, vedkommende har oplevet. Så har man udviklet PTSD efter fx et overfald eller voldsomme og måske gentagne trusler på jobbet, kan man i flere år efter have flashbacks og mareridt, hvor man genoplever den situation, der har udløst traumet.

Men det er man bare ikke nødvendigvis selv klar over, lyder det fra Casper Aaen, der er psykolog og forfatter til bogen ‘Kom over dit livs traume – en selvhjælpsbog til mennesker med PTSD’.

– Rigtig mange ved ikke selv, at de har PTSD. De kan selvfølgelig godt mærke, at de har det skidt både fysisk og psykisk, men de knytter det ikke til en konkret episode eller de traumatiske oplevelser, de har haft fx i deres job, siger han.

Som psykolog møder han patienter, som oplever, at de har problemer med at sove, som føler sig stressede, deprimerede og angste – og som har svært ved at slappe af. Men når man spørger ind til symptomerne, kæder patienten det ikke af sig selv sammen med en konkret traumatisk episode.

– Mange er i stand til at fortrænge traumet, for hver gang de tænker på fx et overfald eller en anden voldsom begivenhed, de har været udsat for, så får de det dårligt, bliver kede af det og angste. Men hvis man i behandlingen ikke får afdækket og bearbejdet den traumatiske oplevelse, de har været udsat for, så er der en stor risiko for, at det udvikler sig til en kronisk tilstand, siger Casper Aaen.

Når alarmklokkerne ringer

Som kollega, leder eller pårørende til et menneske, der har været udsat for en voldsom begivenhed i fx sit arbejdsliv, er der mange tegn i hverdagen, som man kan være ekstra opmærksom på – også selvom den ramte selv lader til at være tilbage i sin normale hverdagsrytme.

– Hvis en kollega pludselig isolerer sig fra gruppen, ikke går med til frokost og i det hele taget trækker sig fra fællesskabet. Hvis en pårørende virker mere grådlabil, usikker og sårbar. Og hvis humøret ændrer sig, så vedkommende går fra at være glad og udadvendt til at være mere indelukket og trist – så må der godt være nogle alarmklokker, der ringer, siger Casper Aaen.

Det billede kender Jeanette Lindberg godt. Hun er socialpædagog og tillidsrepræsentant på det socialpsykiatriske botilbud Lindevang i Helsingør, hvor man har formået at opbygge en arbejdspladskultur gennemsyret af, at man passer godt på hinanden. Det betyder i praksis, at man i hverdagen hele tiden har øje på, hvordan kollegaen går rundt og har det.

– Hvis man over tid oplever, at en kollega ændrer adfærd, så har man nærmest pligt til at gribe fat i det. Det kan være, at man bemærker, at kollegaen prøver at undgå en bestemt beboer, taler mere irritabelt eller trækker sig fra de fælles aktiviteter i hverdagen. Det skal man aldrig negligere, siger Jeanette Lindberg og kommer med et bud på, hvad man kan gøre for at tage tingene i opløbet, så tilstanden ikke udvikler sig til fx PTSD.

– Jeg går fx hen til den pågældende kollega og siger, hov – der er vist en, der er ved at være fyldt op. Jeg kan høre på dig, at du ikke har det så godt, så lad os finde en god løsning. Det kan være, at vi skal rykke lidt rundt, så du ikke behøver at arbejde med lige netop den beboer, som du har det svært med lige nu, siger hun og tilføjer, at det på Lindevang er helt legalt at tage den slags hensyn.

– Det handler om at håndtere tingene, før de udvikler sig uhensigtsmæssigt, og det gør man bedst ved hele tiden at være opmærksom på sine kolleger og have øje for, om de pludselig opfører sig anderledes, end de plejer.