Asylcentre
For Gert er flygtningekrisen hverdag
Som socialpædagog i Sandholmlejren har Gert Illum Severini flygtningekrisen tæt inde på livet. Det er bl.a. ham, der bogstavelig talt tager imod, når flygtninge når frem til porten og siger ‘asyl’
2. oktober 2015
Forfatter: Af Maria Rørbæk
– For mig har det jo ikke været nyheder. Sådan opsummerer Gert Illum Severini oplevelsen af de sidste ugers mediedækning, hvor flygtningekrisen har fyldt i tv, aviser, radio og facebook-debatter.
– Et godt eksempel er billedet af den tre-årige dreng fra Syrien, der lå i vandkanten og var druknet. Jeg tror måske nok, at det foto har åbnet øjnene for hr. og fru Danmark, men for mig har der desværre ikke været nogen ny information i det billede. Allerede sidste år var jeg sammen med en far, der græd og græd, fordi hans kone og børn var druknet i havet, fortæller Gert Illum Severini.
Vi møder ham inden for porten til Sandholmlejren, hvor han står i en rød vest med et tydeligt Røde Kors-skilt.
– Salam, Hassan, siger han venligt, da en arabisk udseende mand går forbi.
For Gert Illum Severini er krigsflygtninge, asylpolitik og menneskesmuglere ikke abstrakte begreber, der knytter sig til tv-billeder og nyhedsoplæsninger – det er en del af hverdagen.
Gert Illum Severini er tillidsrepræsentant og et af de i alt 11 medlemmer af Socialpædagogerne, der er ansat på Røde Kors Center Sandholm – modtagecentret, hvor alle mennesker, der søger asyl i Danmark, kommer hen.
– Så den sidste tid har der været en tæt forbindelse mellem mit arbejde og det, jeg ser i tv-nyhederne om aftenen. Når jeg fx hører, at så og så mange mennesker er gået over grænsen ved Padborg, så ved jeg, at jeg næste dag møder nogle af dem her.
Afvekslende arbejde
Gert Illum Severini er ansat i det team, der kaldes ‘netværket’ og bl.a. står for modtagelse og indkvartering af asylansøgere – og for at hjælpe ved afrejse. Netværket har en række praktiske opgaver, der spænder fra at vise de nyankomne deres værelser og udlevere pakker med fx sengelinned, tallerken og krus til at holde informationsmøder og dele sedler ud, så alle ved, hvornår de skal rejse videre til fx et andet asylcenter ude i landet. Men en stor del af tiden går også med at løse ad hoc-problemer.
– Der er ikke to dage, der ligner hinanden, og det er noget af det, jeg så godt kan lide ved mit arbejde, siger Gert Illum Severini.
Nu kommer en mand hen til ham.
– Eat, eat, siger han og peger ind i munden.
– Over there, svarer Gert Illum Severini og viser vej til cafeteriet.
– En vigtig del af vores arbejde er at være til stede og hjælpe med små og store ting. Det kan være som nu, hvor jeg bare lige svarer på et enkelt spørgsmål – og det kan være mere dramatisk, som den dag en mand kom løbende og råbte: ‘Wife, wife’, mens han gjorde tegnet for tyk mave. Og det så viste sig, at hans kone var ved at føde, så jeg skulle have fat i ambulancen.
Center Sandholm Center Sandholm, også kaldet Sandholmlejren, er både modtagecenter, hvorfra asylansøgerne sendes til andre centre, og afrejsecenter for afviste asylansøgere. Også udlændinge på fx såkaldt tålt ophold bor i centeret, der har plads til omkring 560 mennesker. Der er ansat socialpædagoger i Netværket, i børnehaven og i det såkaldte ‘omsorgsteam’, der tager sig af mennesker med særlige vanskeligheder. |
Travlhed
I de sidste uger har der været travlt i Sandholmlejren. Bare i løbet af de to timer, hvor fagbladet Socialpædagogen er på besøg, ankommer ti nye asylansøgere.
– Derfor har vi selvfølgelig nok at lave, men sidste år var der også en kraftig stigning i antallet af asylansøgere, og dengang var det mere kaotisk. Nu er der ret godt styr på det, så vi fx får ekstra mandskab ind fra et vikarbureau. Der er også åbnet flere centre rundt om i landet, så vi hurtigt kan sende asylansøgerne videre. Efter fem-seks arbejdsdage er de fleste rejst videre, fortæller Gert Illum Severini.
For ham er der forbundet en stor stolthed med arbejdet.
– Jeg har altid været stolt af mit arbejde, og jeg er ikke blevet mindre stolt nu, hvor flygtninge er kommet på dagsordenen i lille Danmark, og befolkningen er så markant delt mellem dem, der ønsker at hjælpe mange flygtninge, og dem, der snarere vil se deres hæle end deres ansigter. Jeg har det godt med at sige: Jeg står for det, som Røde Kors står for. Jeg står for at hjælpe krigsflygtninge.
Familien genforenet
I det hele taget er Gert Illum Severini glad for sit arbejde.
– Det allerbedste er, når jeg virkelig føler, at jeg gør en forskel. Som den dag jeg fik at vide, at en gammel kone fra Afghanistan gik rundt og sagde de samme to ord igen og igen. Hun var helt rynket og krumbøjet, og jeg fik fat i en af de praktiske medarbejdere, der kunne tale hendes sprog. Det viste sig, at hun sagde navnene på sine to sønner, der for flere år siden var flygtet til Danmark. Hendes mand og tre døtre var alle døde, og nu var hun rejst til Danmark med det eneste håb, at hun ville gense sine børn. Den ene søn havde været dialyse-patient, og med den oplysning fandt jeg frem til ham. Da jeg ringede og fortalte, at moren var i Danmark, blev der først helt tavst. Så lød der et klunk, fordi han tabte telefonen. Han troede, at hun havde været død i mange år.
Gert Illum Severini smiler ved erindringen om den glæde, det vakte, da familien blev genforenet.
– Det var virkelig lykke i højeste potens. Og den gamle kone tog mit ansigt mellem sine hænder og kyssede mine kinder igen og igen.
Barske skæbner
Andre gange kan det også være hårdt at arbejde i Sandholmlejren. Fx når børnefamilier skal udvises, og de græder og er helt ude af den.
– I den situation er det ude af mine hænder at hjælpe dem, og så prøver jeg at passe på mig selv ved at tænke, at arbejdet er som en jakke, jeg tager af, når jeg går hjem – og så kan jeg tage den på igen, når jeg møder næste morgen.
Gert Illum Severini er uddannet pædagog og har tidligere bl.a. arbejdet i socialpsykiatrien. For ham er fagligheden i højsædet.
– Jeg synes, at jeg bruger min socialpædagogiske faglighed hele tiden. Det kan både være, når jeg fx spotter, at en person har særlige vanskeligheder og henviser ham eller hende til vores socialrådgiver, og når jeg arbejder med konflikthåndtering. Noget af det vigtigste i jobbet er at bevare overblikket og roen. Så sent som i morges kom en kvinde hen i receptionen. Hun virkede næsten panisk og gentog: ‘Money, money. Money, money’. Så gælder det om at være helt rolig og finde ud af, hvad der er op og ned, og hvad der ligger bag adfærden. I hendes tilfælde drejede det sig om, at hun ikke havde modtaget et forsørgertillæg oven i lommepengene, og fordi hun skulle videre ud i landet med en bus, var hun bange for ikke at få pengene. Men da jeg roligt sagde: Du skal nok få dine penge. Du får dem kl. 10.00, og bussen kører kl. 11.00, faldt hendes skuldre helt ned. Mange af de mennesker, der kommer her, har været nødt til at bruge albuerne for at komme frem under deres flugt, og der ligger en stor opgave i et indgyde dem tillid og sige: Du behøver ikke mase på. Du skal nok få. Du behøver ikke løbe og skubbe for at komme med i bussen eller for at få mad fra kantinen.
Gert Illum Severini er ikke i tvivl om, at han har udviklet sig personligt efter at have arbejdet ni år i Røde Kors Asyl.
– Fx er jeg blevet meget tolerant og rummelig, fordi jeg godt kan forstå, at man kan være frustreret og presset, når man har været på flugt. Derfor går det mig fx heller ikke på, hvis nogen råber ad mig eller på anden måde reagerer uhensigtsmæssigt. Jeg tænker ikke, at det er min person, de råber ad. Og så må jeg sige, at jeg har lært at sætte pris på det, jeg har: Bare det at jeg har et sted at have mine ejendele og en dør at lukke, er et gode.