Gå til indhold

Tilbageblik

I gang med specialiseringen

Line, Lise og Emil drømte om en plads på den nye social- og specialpædagogiske linje. Hvem kom ind? Og hvordan gik det?

2. januar 2015

Artikel

Forfatter: Af Maria Rørbæk

I august fortalte fagbladet Socialpædagogen om tre pædagogstuderende fra VIA University College i Viborg, der alle brændte for at blive blandt de første studerende på den nye social- og specialpædagogiske linje.

Line Andersen, Lise Christiansen og Emil Blok Olesen blev efter sommerferien som andetårsstuderende overflyttet til den nye pædagoguddannelse, der indebærer specialisering i enten dagtilbudspædagogik, skole- og fritidspædagogik eller social- og specialpædagogik – og de gik alle efter socialpædagogikken.

– Mit hjerte er hos de børn, der har vanskeligheder, og selv om man fx også kan arbejde med de børn i en almindelig daginstitution, mener jeg, at jeg bliver bedst kvalificeret i specialiseringen i social- og specialpædagogik, sagde Lise Christiansen.

– Jeg gætter på, at der er lidt større udfordringer i det socialpædagogiske arbejde. Fx synes jeg, at det er enormt spændende at arbejde med at give mennesker med udviklingshæmning så meget selvbestemmelse som overhovedet muligt, sagde Line Andersen.

Men de tre var langt fra ene om at gå efter social- og specialpædaogik. I alt havde 333 studerende specialiseringen som første prioritet – og der var kun 246 pladser.

– Så jeg var meget spændt. Selv om de siger, at vi alle sammen ender med at blive pædagoger, tænkte jeg alligevel: Kan det nu passe, husker Lise Christiansen. 

Et halvt års tid efter opsøgte vi dem for at høre, hvordan det gik.

Gør kortet til dit eget

28-årige Line Andersen husker tydeligt den dag, linjefordelingen blev offentliggjort. Det nye skoleår var startet, og hun lavede gruppearbejde med en flok medstuderende, da de fik besked om, at de kunne se listen med fordelingen på skolens intranet.

– Mit efternavn er jo med A, så jeg fandt det hurtigt – og jeg var kommet ind. Jeg blev helt vildt glad, men samtidig opdagede en af de andre i gruppen, at hun ikke var kommet ind. Det var lidt ambivalent, fordi jeg selv var glad og samtidig var ked af det på hendes vegne, fortæller hun.

Lise Christiansen kom også ind, men da 24-årige Emil Blok Olesen tjekkede listen, så han, at han var kommet ind på dagtilbudspædagogik.

– Jeg tog det faktisk meget roligt, for jeg tænker, at ligegyldigt hvilket kort, du trækker, må du prøve at gøre det til dit eget kort. Jeg tænkte, at jeg sikkert godt kunne få noget positivt ud af dagtilbudspædagogik, siger han.

Senere kom nogle af lærerne og lykønskede ham med, at han havde fået sin førsteprioritet, og da han svarede, at det havde han nu ikke, blev det opklaret, at der var sket en fejl. Og så fik han alligevel en plads på social- og specialpædagogik.

Forskellige opfattelser

Når de tre studerende fortæller om de første måneder på den nye uddannelse, tegner de nogle lidt forskellige billeder.

Emil Blok Olesen er den mest begejstrede.

– Jeg synes, det har været super fedt, siger han.

– Vi har fået en hel masse informationer om lovgivningen inden for området og hørt om forskellige teorier, og det har givet mig et meget godt overblik. Det vigtigste, jeg har lært, er det her med, at der er grænser for, hvad vi som pædagoger skal blande os i. Når vi fx arbejder med udviklingshæmmede, er det vigtigt, at de skal have deres egen fri vilje. Det er ikke robotter, vi skal ud og arbejde med – det er mennesker.

Line Andersen har været tilfreds med selve undervisningen – der har bare været for lidt af den.

– Vi har i gennemsnit kun 2-3 lektioner om dagen. Resten er gruppearbejde og selvstudier, og jeg synes godt, vi kunne bruge noget mere sparring med underviserne. Så selv om det nok ikke er realistisk, at uddannelsen bliver justeret igen, mener jeg faktisk, at der fra politisk hold burde tagets hånd om, at vi fik noget mere undervisning, siger hun.

Emil Blok Olesen er ikke helt enig.

– Man skal tænke på, at det er en videregående uddannelse, og vi skal også kunne tage os selv ved hornene, siger han.

41-årige Lise Christiansen havde meget erhvervserfaring fra det pædagogiske område, og hun har været lidt skuffet over niveauet.

– Jeg synes godt, at vi kunne gå mere i dybden og fx lære endnu mere om lovgivning og forskellige diagnoser. Men det kan være, det kommer senere, siger hun.

Alle tre oplever, at der har været lidt begyndervanskeligheder, fordi de er første hold.

– Det har fx ikke altid været nemt at få svar på, hvad vi skal lære senere i forløbet, siger Lise Christiansen.

Ud i praktik

Første december blev de tre kastet ud i en ny udfordring: Praktik.

Her var der endnu et nåleøje, for det var svært at skaffe nok praktikpladser på det social- og specialpædagogiske område, og igen kunne man ikke være sikker på at få det, man ville.

– Jeg har en søn på et år, og jeg blev fx spurgt om, jeg kunne tænke mig at komme i praktik i Herning, der ligger en times kørsel fra Viborg, hvor vi bor. Så skulle jeg tage af sted klokken halv seks for at være fremme klokken halv syv, og så ville jeg jo ikke kunne nå at aflevere min søn, fortæller Line Andersen, der dog endte med at få en plads i Viborg.

Lise Christiansen og Emil Blok Olesen er begge i praktik på steder for mennesker med udviklingshæmning, mens Line Andersen er i praktik i en børnehave, hvor der er en gruppe for tidligt fødte børn med særlige behov – fx for sprogstimulering.

– Jeg vil rigtig gerne arbejde med børn, men jeg har fornemmelsen af, at pladsen kun er blevet godkendt som praktiksted inden for den social- og specialpædagogiske linje, fordi det ellers var svært at skaffe nok pladser, siger hun.

Lise Christiansen hæfter sig også ved, at der ikke har været så mange forskellige praktikpladser at vælge imellem, som hun kunne ønske.

– Det har mest været pladser på steder for udviklingshæmmede og børn med anden etnisk baggrund end dansk og fx kun et enkelt sted for sindslidende.

De tre studerende skal være i praktik i et halvt år og vender 1. juni tilbage til skolebænken. 

 

Bliv medlem