Magtanvendelse

Kære Benny. Jeg syntes, at det var noget rod, du fik sagt i TV Avisen den 3. januar 2015, som begrundelse for, at det var nødvendigt at foretage stramninger i Bekendtgørelsen om magtanvendelse. Hvis et barn eller en ung smider med maden ved et måltid på en døgninstitution, og det ikke er muligt gennem pædagogiske metoder at forhindre det, kan man godt med udgangspunkt i Bekendtgørelse om magtanvendelse fjerne barnet fra fællesskabet, fordi et fortsat ophold i fællesskabet vurderes at være uforsvarligt.

Jeg mener således ikke, at vi har behov for stramninger i Bekendtgørelsen om magtanvendelse og kan være nervøs for, at vi kommer til at ride med på en bølge af politiske strømninger, der ønsker en strammere kurs overfor utilpassede børn og unge. Det kan nemt blive en glidebane, vi bevæger os ind på, og jeg syntes, at Bekendtgørelsen i dag giver os de muligheder, vi har brug for for at kunne løse opgaven. Flere af os kan formodentlig huske beretninger fra børn og unge, der kunne fortælle, at det, de husker fra deres tid på en døgninstitution, er antallet af magtanvendelser. Det var hverken rart at lægge øre eller navn til.

Det er muligt, at der er behov for stramninger i Bekendtgørelsen ift. de sikrede afdelinger, selvom jeg tror, at det mere er et strukturelt problem hos dem, og det er muligt, at Bekendtgørelsen også skal omfatte plejefamilier, selvom jeg stiller mig tvivlende overfor det hensigtsmæssige heri. Men på døgninstitutionsområdet og opholdsstederne mener jeg ikke, at der er behov stramninger. I dag er vi langt mere professionelle end tidligere, vi har større viden, vi er dygtigere og har ikke brug for at kunne legalisere brugen af mere magt. 

Kære Knud Byskov

Af Benny Andersen, forbundsformand, Socialpædagogerne

Når børn og unge anbringes, så er der en årsag til det. Det kan være omsorgssvigt og andre former for svigt. Derfor er det helt afgørende, at vi som socialpædagoger ved, at når de drenge og piger reagerer, og også reagerer uhensigtsmæssigt, så er der en årsag til det. Det er vores opgave med socialpædagogisk arbejde og med faglighed at møde disse børn, sådan at vi, via vores socialpædagogiske indsats, kan være med til at uhensigtsmæssige reaktioner undgås.

Mit udgangspunkt er, at magtanvendelse skal være den sidste udvej. Og det er min opfattelse, at socialpædagoger over hele landet er rigtig gode til, via pædagogiske veje og med velegnede metoder, at forebygge og forhindre magtanvendelser over for børn og unge. Mit udgangspunkt er også, at indsatsen overfor udsatte børn og unge aldrig skal handle om sanktioner og straf. Den skal altid handle om omsorg og udvikling. Derfor vil I aldrig se mig eller forbundet ride med på en politisk bølge, der siger noget andet.

Derfor er det også afgørende, at der er den nødvendige faglighed, de nødvendige kompetencer og den nødvendige supervision på landets anbringelsessteder. Og at børn og unge anbringes de steder, hvor fagligheden og kompetencerne faktisk kan være med til give en bedre udvikling.

Definitionen af omsorg overfor børn, som er involveret i en konfliktepisode, er en svær ting. Det er det, jeg hører fra praksis. Jeg hører fra praksis, at hvis en ung, der smider med mad, ikke ønsker at forlade rummet – så er det ikke en tilladt magtanvendelse. Jeg ved ikke, om du eller de har ret. Jeg ved ikke, om det er det bedste eksempel. Men jeg ved, at vi både i forhold til de anbragte børn og af hensyn til de socialpædagoger, der er omkring dem, har brug for, at reglerne bliver mere præcise og anvendelige. Med fokus på børnenes behov og særlige livssituation, og deres rettigheder.

Vi er blevet dygtigere, og det kan vi afspejle i gode og velgennemtænkte regler om, hvordan vi driver omsorg, og hvordan vi sikrer børnenes og de unges rettigheder. Socialpædagogernes mål er, at de nye regler om magtanvendelse bliver bedre og med et tydeligere fokus på barnets ret. Vi mener, at gode og præcise regler om magtanvendelse hindrer og forebygger magtanvendelser. Det er også derfor, vi vil have familieplejerne omfattet af reglerne.