Gå til indhold

Seniorjob

Hvis der er fem år, til du kan gå på efterløn, kan du have ret til et seniorjob i din bopælskommune. Det forudsætter dog, at du ikke længere har ret til dagpenge.

Hvad er et seniorjob

Seniorjobordningen giver ret til at få et job i kommunen på almindelige ansættelsesvilkår, hvis du opbruger din dagpengeret og ligeledes har opbrugt din evt. ret til forlængelse af dagpengeretten mindre end fem år før efterlønsalderen.

Du kan tidligst få et seniorjob, fem år før du kan gå på efterløn. Hvis du fx kan gå på efterløn som 63-årig, kan du derfor tidligst få tilbudt et seniorjob som 58-årig.

Hvis du stopper med indbetaling til efterlønsordningen, mister du samtidig retten til at få et seniorjob.

Seniorjob i kommunen

Din bopælskommune har pligt til at ansætte dig i et seniorjob i kommunen, når du opfylder betingelserne. Du skal selv sende en ansøgning til kommunen – der er ingen blanketter. Du kan tidligst søge, tre måneder før og senest to måneder efter din dagpengeret (og evt. den forlængede dagpengeret) udløber.

Kommunen skal tilbyde ansættelse i seniorjob på fuld overenskomstmæssig arbejdstid til personer, der er fuldtidsforsikrede, og 30 timer om ugen til deltidsforsikrede.

Jobbets indhold og omfang

Kommunen fastsætter seniorjobbets indhold og omfang efter samtale med dig og blandt andet under hensyn til dine kvalifikationer og interesser.

Løn- og arbejdsvilkårene skal være overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende.

OBS! Seniorjob er støttet arbejde og kan derfor ikke berettige til en ny dagpengeret.

Når du er i seniorjob, skal du være tilmeldt uden ydelse i jobcenteret (jobnet.dk), og du skal tage imod formidlet arbejde. Får du ordinært arbejde og bliver uforskyldt ledig, har du fortsat ret til seniorjob. Men hvis du genoptjener en ny ret til dagpenge, bortfalder din ret til seniorjob.

Bliv medlem
Bliv medlem