Gå til indhold
Tilbage til job

Pædagogisk leder til en delt lederstilling i det særlige dagtilbud De Fire Birke

Har du mod på og lyst til at være den ene af to ledere, der står i spidsen for ca. 45 medarbejdere og 51 børn i alderen 0-6 år med særlige behov, så læs endelig videre.


Specialklyngen har drømmejobbet til dig!

Vi søger en pædagogisk leder til en delt lederstilling i det særlige dagtilbud De Fire Birke. Stillingen er med en ugentlig arbejdstid på 37 timer, og den er til besættelse den 1. september 2024.

Om Specialklyngen

Specialklyngen er bydækkende og består af syv, snart otte, særlige dagtilbud for børn i alderen 0 til 6 år.

De nuværende syv institutioner Guldregn, Regnbuen, Troldpilen, Hvalen, Krudtmøllen, Ragnhild og De Fire Birke er beliggende forskellige steder i København.

I Specialklyngen er ansat pædagoger, medhjælpere, fysioterapeuter og ergoterapeuter, køkken, teknisk og administrativt personale, som samarbejder tværfagligt.

Om De Fire Birke

De Fire Birkes målgruppe er børn med vidtgående fysiske og psykiske handicap. Nogle børn har varige multiple funktionsnedsættelser, andre børn er mere mobile, med fx en autisme diagnose, forsinket udvikling.

Huset er funktionsopdelt, da vi forsøger at tilpasse læringsmiljøet til de forskellige børnegrupper. Det pædagogiske og terapeutiske arbejde er rettet imod udviklingen af det enkelte barns ressourcer og udviklingspotentialer, gennem oplevelsen af en meningsfuld og indholdsrig hverdag.

Institutionen har en engageret medarbejdergruppe, der er optagede af udvikling og har forskellige faglige kvalifikationer. Der er en varm og uformel omgangstone i huset med plads til smil og fælles begejstring. Personalet har et tæt samarbejde med børnenes forældre.

Specialklyngen har formuleret sin kerneopgave således: 

  • Vi skaber rammer for, at børn med særlige behov får de bedste muligheder for trivsel, udvikling og læring til at mestre livet. Dette gøres i samarbejde med børnenes forældre.

To ledere på samme matrikel

Det er en særlig opgave at være to ligestillede ledere på samme matrikel – det rummer både fordele og udfordringer:

  • Det er godt at have en makker at sparre med og kunne dele ansvar og opgaver med.
  • Det er samtidig en særlig udfordring at skulle dele sit ledelsesrum med en anden.
  • I skal kunne fordele opgaverne imellem jer, hver især kunne tage ansvar for hele institutionen og løfte jeres egne opgaver samtidig med, at I har tillid til, at den anden løser sine opgaver bedst muligt.

Der er tilrettelagt et introforløb, og opgaverne er fordelt i en periode fra starten, så du ved hvilke opgaver, der er dine i din første tid.

Efter en periode på et par måneder vil I skulle evaluere og fordele opgaverne mellem jer på ny. Der vil blive etableret ledelsessparring til begge ledere.

Der er vigtige værdier, som skal leves ud i jeres ledelsespraksis – både indbyrdes og i forhold til jeres medarbejdere:

  • Ordentlighed
  • Alle I medarbejdere skal have de samme gode muligheder for at løfte deres kerneopgave
  • Tillid og loyalitet
  • I skal kunne værdsætte hinandens forskellighed og komplementere hinandens kompetencer
  • Mod og psykologisk tryghed
  • I skal turde tale om de ting, der er svære i samarbejdet og spørge nysgerrigt ind til de ting, der undrer jer i den andens praksis
  • Gode samarbejdsevner og relationskompetencer
  • I skal kunne lytte til hinanden, kunne give passende respons og være villige til at gå på kompromis
  • Involvering og uddelegering af ansvar og opgaver
  • I skal have tillid til hinandens opgaveløsning og være villige til at involvere medarbejderne, så de oplever medindflydelse og medansvar for opgaveløsningen.

En institution med 51 børn med særlige behov rummer mange forskelligartede faglige og driftsmæssige opgaver.

Vi søger en pædagogisk leder som

  • er uddannet pædagog og har relevant ledelseserfaring, gerne med en diplom i ledelse
  • er indstillet på at indgå i et tæt samarbejde med en anden leder
  • er lyttende og nysgerrig og har fokus på nærværende og tillidsbaseret ledelse
  • har et insisterende fokus på børns trivsel og udvikling
  • ser forældrene som vigtige og værdifulde medspillere i samarbejdet omkring deres børn
  • kan se værdien i tværfagligt samarbejde som et positivt bidrag til kerneopgaven og samarbejde
  • har personlig gennemslagskraft og mod til at skabe retning i arbejdet med tydelige mål og forventninger
  • kan give faglig og metodisk sparring til medarbejderne
  • udover faglige kompetencer også har driftsmæssige kompetencer, fx evne til at sikre overblik over planlægning, let tilgang til it-systemer mm.
  • ser struktur og systematik som vigtige medfaktorer til pædagogisk og terapeutisk kvalitet.

Om Specialklyngens ledelsesteam

Som kommende pædagogisk leder vil du blive en del af et udviklingsorienteret ledelsesteam med forskellige kompetencer: otte pædagogiske ledere og en klyngeleder.

Der er et tæt samarbejde og stor hjælpsomhed i ledelsesteamet, hvor der er plads til både alvor og sjov.

Ledelsesteamet er drivkraften for klyngens udvikling, og det er ledelsen, som står i spidsen for de forandringsprocesser, der finder sted nu og fremover.

Ansættelsesforhold

Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst mellem LFS og Københavns Kommune. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi referencer samt straffe- og børneattest.

Har vi fanget din interesse?

Hvis du er interesseret i at høre mere om stillingen, så ring gerne til klyngeleder Britt Riese-Andersen på 2326 3639.

Du er desuden velkommen til at komme på besøg i De Fire Birke og få et indblik i hverdagen.

Læs mere på vores hjemmeside 

Første samtale afholdes mandag den 24. juni.

Om jobbet

Område
Hellerup
Ansøgningsfrist
20. juni 2024

Kontaktperson

Leder

Britt Riese-Andersen

Tlf. 23263639

Søg stillingen her
Bliv medlem