Leg for alvor

Klask. Socialpædagog Lars Nielsen og hans primærbarn slår hænderne sammen. Mellem deres håndflader brister den sidste sæbeboble. Så blæser psykolog Gitte Jørgensen nye bobler ud.

Hvor mange kan makkerparret mon klare nu?

Sådan kan et øjebliksbillede se ud fra en session med Theraplay på skole- og behandlingshjemmet Skovgården i Fuglebjerg på Sjælland. Andre aktiviteter kan være kamp med sværd, indsmøring af hænder, fregner, der skal tælles, eller vatkugler, der pustes af sted.

Det ligner leg og sjov, og det er det også – samtidig med, at der ligger stor alvor bag. På Skovgården bruges Theraplay, der kommer af de engelske ord for terapi og leg, nemlig som et redskab til at sætte gang i udviklingen af det neurale netværk i hjernen hos børn med tilknytningsforstyrrelser.

For at forstå, hvad der foregår i Theraplay, er der behov for viden om hjernens udvikling. Den viden formidler Skovgårdens to psykologer Gitte Jørgensen og Charlotte Hagmund-Hansen i deres nye bog, ‘Børn i gode hænder. Neuroaffektiv udviklingspsykologi i praksis’.

I bogen beskriver de to psykologer, hvordan Skovgården bruger neuroaffektiv udviklingspsykologi til at hjælpe traumatiserede eller omsorgssvigtede børn. I tråd med psykologen Susan Hart tager de udgangspunkt i teorien om den ‘treenige’ hjerne. De forklarer, hvordan de i hverdagssprog beskriver hjernens lag som sansehjernen, følehjernen og mentaliseringshjernen og giver eksempler på børn, der er understimuleret i forskellige dele af hjernen.

Livshistorie

De to psykologer fortæller bl.a. om 8-årige Liv. Hun er ikke en virkelig person, men hendes historie er et sammenkog af mange af de tilknytnings- og relationsforstyrrede børn, Gitte Jørgensen og Charlotte Hagmund-Hansen har mødt  på Skovgården.

Liv er understimuleret i sansehjernen, der ofte også kaldes krybdyrhjernen eller reptilhjernen, fordi den repræsenterer det mest primitive lag i hjernen. Det er fx sansehjernen, der gør det muligt at sanse kroppen og omgivelserne og at styre basale motoriske handlinger, som at gå eller svømme. Sansehjernen består bl.a. af det autonome nervesystem og tager sig populært sagt af, hvad der på engelsk benævnes de fire F’er – fighting, fleeing, feeding og fucking.

Sansehjernen har sin vækstspurt i perioden fra fostertilstanden og de to-tre første levemåneder, og allerede dengang var Livs liv mærket af forældrenes misbrug. Eksempelvis hæftede sundhedsplejersken sig ved, at hun ikke tog på som forventet, at den bagerste del af hovedet var påfaldende fladt som tegn på, at hun ikke var blevet vendt tilstrækkeligt ofte, samt at hun ikke reagerede alderssvarende på kontakt.

Svag fornemmelse af kroppens signaler

Da Liv som otteårig kom til Skovgården, kom den manglende stimulering af sansehjernen til udtryk på flere måder, idet hun endnu ikke var i stand til at mærke sig selv indefra og fornemme de sansemæssige signaler, som hendes krop sendte. Eksempelvis kunne hun falde og slå sig, så det blødte, hvorpå hun bare rejste sig op og løb videre uden at tage notits. Andre gange græd hun hjerteskærende og højt, fordi hun lige havde opdaget en rift, der var flere dage gammel.

Midt om vinteren kunne hun have arme, der var røde af kulde, mens næsen løb uden på nogen måde at se ud til at registrere ubehag.

Gitte Jørgensen og Charlotte Hagmund-Hansen fortæller, at Livs liv altså var præget af, at hun som spædbarn gik glip af vigtige stimuli i hjernen. Hjernen udvikler sig nemlig kun, når den stimuleres. Det gode budskab er til gengæld, at det aldrig er for sent at stimulere:

Charlotte Hagmund-Hansen siger:

– For år tilbage tænkte man, at hvis man var tilknytningsforstyrret, var det noget, man var resten af livet, men nu ved vi, at det kan ændres. Hjernen er plastisk, og hvis den bliver stimuleret, kan den udvikle sig – ligesom en muskel. Men jo ældre barnet bliver, jo sværere bliver det.

Gitte Jørgensen supplerer med sprog som eksempel:

– Grunden til at de færreste danskere taler russisk er, at vi ikke er blevet stimuleret, men det betyder ikke, at vi ikke kan lære russisk. Det bliver bare sværere, når det sker senere i livet.

Hjælp til at blive født i psykisk forstand

På Skovgården skal behandlingen imødekomme de understimulerede områder i Livs hjerne eller som Gitte Jørgensen og Charlotte Hagmund-Hansen formulerer det i bogen:

– Vi skal ikke forsøge at føre hende tilbage til spædbarnsalderen, men skabe betingelser, der betyder, at en 8-årig kan få lov til at sanse og fornemme tilsvarende udviklingsområder på en alderstilpasset måde. Vi skal med andre ord hjælpe Liv til at blive ‘født’ i psykisk forstand.

En af Livs store udfordringer er, at hun på den ene side har et stort behov for omsorg og nærhed – og på den anden side instinktivt vægrer sig imod det. Liv er hele tiden på vagt, fordi hun har været vant til vold og omsorgssvigt. Et eksempel er en dag, da hun går på havestien med en voksen i hånden. Stemningen er god, og de snakker om alt og ingenting. Da den voksne bukker sig ned for at binde sit snørebånd, udbryder Liv:

– Hvis du gør vold på mig, skriger jeg.

I begyndelsen gør Liv modstand mod fysiske berøringer. Under normale omstændigheder skaber fysisk kontakt ellers et bånd mellem barn og forældre, fordi kroppens ‘tilknytningshormon’ oxytocin udløses, men Liv reagerer helt anderledes. Hos hende udløser berøring kamp- eller flugtreaktioner. Derfor er det nødvendigt at gå meget forsigtigt til værks og tilbyde berøringer i små, overskuelige situationer.

Neuroaffektiv udviklingspsykologi og Theraplay I udgangspunktet hænger neuroaffektiv udviklingspsykologi og Theraplay ikke sammen. Neuroaffektiv udviklingspsykologi er en nyere teori, der er udviklet af den danske psykolog Susan Hart. Teorien er funderet på en sammentænkning af hjerneforskning og teorier om tilknytning og udviklingspsykologi. Om navnet neuroaffektiv udviklingspsykologi siger Susan Hart selv: – Det tog mig omkring tre år at opfinde navnet, som jo på en måde er et lidt besværligt navn, men det skulle jo indeholde det, at det både er omkring hjernen, omkring følelser og omkring udviklingspsykologi. Theraplay er en terapeutisk metode, der bygger på leg og allerede blev introduceret i USA i slutningen af 60’erne. I 2008 blev Susan Hart tilfældigvis introduceret for Theraplay – og hun beskriver Theraplay som metoden, der matcher hendes teori. Hør Susan Hart fortælle om neuroaffektiv udviklingspsykologi på www.kortlink.dk/dabc

 

Theraplay

På Skovgården er hele miljøet tilrettelagt med henblik på at øge Livs og de andre børns muligheder for udvikling, men det sker mest intenst i et Theraplay-forløb.

Omdrejningspunktet i Theraplay er at skabe eller genskabe kontakten mellem det behandlingskrævende barn og de betydningsfulde voksne, der er i barnets liv. I Livs tilfælde er det primærpædagogen ‘Lise’, der indgår i forløbet, som sættes i gang hurtigt efter, at Liv er flyttet ind.

– Vi skal ikke vente på, at der skabes en særlig kontakt mellem Liv og Lise, for det vil sandsynligvis tage lang tid, og Liv kan ikke vente. Hendes udvikling skal i gang. Nu, fastslår psykologerne i bogen.

Livs Theraplay-forløb har fokus på at give hende noget af den basale omsorg, som hun ikke fik som spædbarn, og det er meningen, at Lise skal overføre principperne fra Theraplay til hverdagen.

Planlagt berøring

Det er vigtigt, at det hele skal foregå i en legende og positiv atmosfære, og psykologen planlægger at den første leg allerede skal starte ved yderdøren, så Liv kommer godt ind i lokalet.

Psykologens mimik er bevidst overdreven, og hendes intonation er, som talte hun til et lille barn.

– Hvor har jeg glædet mig til, at du skulle komme, Liv, siger hun.

Liv skal nu stå på Lises fødder, og med langsomme skridt bæres ind i lokalet, mens Lise holder hende. Psykologen holder hele tiden øje med, hvordan Liv ser ud, og hvis hun fx ser forskrækket ud, beder hun Lise gå langsommere.

Bagefter skal Lise smøre Livs hænder ind i creme. Den første gang, kan Liv kun klare et par sekunders berøring, men langsomt vænner hun sig til det, og kan kapere mere og mere. Psykologen tilrettelægger legene, så den fysiske kontakt intensiveres og kan trækkes længere og længere ud – men det er i høj grad de samme lege, der leges igen og igen. Det kan fx være pizza-leg, hvor Lise laver en pizza og symbolsk putter ingredienserne på med faste, forudsigelige tryk på Livs ryg, arme og ben – ingen kilden eller pludselige forandringer.

Øjenkontakt

En dag får Liv den ‘magiske tæppetur.’

Først pakker Lise nænsomt Liv ind i et tæppe, som hun og psykologen holder imellem sig. Så får Liv en svingetur i et stille og rytmisk tempo. Liv ligger, så hun kan kigge direkte op på Lise, der tager imod ethvert tilløb til kontakt med et åbent ansigt.

Psykologen sørger for, at Liv og Lise får øjenkontakt på en nænsom og ufarlig måde. Liv styrer svingeturen med øjnene. Når hun åbner øjnene bliver hun svinget. Når hun lukker dem, holder Lise og psykologen tæppet stille.

Liv holder øjnene åbne i længere og længere tid, og begynder at sende forsigtige smil ud i verden.

Så sender hun smilene direkte op til Lise.

Charlotte Hagmund-Hansen siger:

– Det fantastiske ved Theraplay er, at vi kan få lov til at være i kontakt med børn, der ellers undgår enhver form for kontakt. Jeg kan blive enormt bevæget, når jeg siger farvel og barnet og den voksne går herfra hånd i hånd, og barnet fx hinker sammen med den voksne. Man kan se, at det bliver skabt noget, som er unikt mellem den voksne og det barn.

Gitte Jørgensen supplerer:

– Det er meget spændende, for hvis vi scannede børnenes hjerner før og efter behandlingen ville vi nok også kunne se, at der er sket ændringer i deres hjerner. Udviklingen tager stormskridt nu, både teknologisk og forskningsmæssigt, og det kan være, at vi om 30 år bruger hjernescanninger som led i udredninger og evaluering – men det er vi lige nu meget langt fra. Både fordi, det er rigtig dyrt, og fordi det kan virke uetisk. Ville børnene så tænke: Hvorfor skal jeg scannes? Er der noget galt med mig? For os er det meget vigtigt, at barnet oplever at have en barndom og ikke en ‘behandlingsdom’, mens det er på Skovgården.