Musik er medicin for hovedet

’Livet går i stå, når du rammes af en hjerneskade. Det ene øjeblik er du lægestuderende, direktør eller ung og i fuld gang med at feste med vennerne. En hjerneskade afføder stor sorg og vrede: Du er nødt til at opfinde en helt ny identitet. Vi kan ikke give borgerne deres gamle liv tilbage, men vi kan forsøge at skabe øjeblikke af lys.

Ordene er socialpædagog Marianne Fog Martinsens, og vi er på Tagdækkervej Musikfestival i Hammel, hvor musikken og glæden denne dag giver en tiltrængt timeout fra svære livsomstændigheder.

Tagdækkervej er et bo-, rehabiliterings- og aktivitetstilbud for mennesker, der i forbindelse med traumer som en hjerneblødning eller et trafikuheld har fået skadet hjernen.

Det er syvende år, at Danmarks eneste festival for senhjerneskadede slår teltdøren op. Dagen byder på seks bands udefra, optrædende borgere på scenen, pølser, fadøl og gang i den.

Marianne Fog Martinsen er idékvinden bag festivalen og også tovholder for den. Musik er i forvejen et omdrejningspunkt i hendes og stedets arbejde.

– I dagligdagen bruger vi musikken som et led i genoptræningen af borgerne. Vi lytter til musik, træner stemmen, synger og spiller. Forskning viser, at musik får hjernens to halvdele til at tale sammen og er med til at skabe nye veje i en skadet hjerne. Det er den eneste form for aktivitet, som aktiverer og stimulerer hele hjernen, fortæller hun.

Et borgerdrevet festivaludvalg står for planlægningen af festivalen på Tagdækkervej.

– Vi gør meget ud af, at brugerne med støtte fra os så vidt muligt selv skal styre festivalen. Inddragelsen er tidskrævende, men ekstrem vigtig, fastslår Marianne Fog Martinsen.

Magisk musik

Fra scenen varmer bandet Ligefrem Lykkelig op under publikum, før dagens konferencier-trio – sammensat af to brugere og en medarbejder, alle standsmæssigt klædt i jakkesæt og farveglad butterfly – kalder brugere, beboere og medarbejdere sammen til fælles velkomstsang.

‘Tag mig med ud til Tagdækkervej, der hvor man kan synge’, gjalder det i teltet på melodien af det gamle Kim Larsens-nummer Joanna. Sangen akkompagneres af en håndfuld medarbejdere og brugere – bl.a. en kørestolsbruger, der med trommen i skødet taktfast slår rytmen.

– Han har ellers ikke fuld kontrol over sine arme, men når vi spiller, finder han ubesværet takten. Også når tempoet skifter, fortæller Marianne Fog Martinsen om brugeren.

For musikken kan noget særligt og næsten magisk. Især i den individuelle musikterapi.

– Jeg oplever brugere, der ellers ikke har noget sprog ud over ja og nej, som pludselig synger med på hele teksten, når jeg synger en sang.

Den slags sejre betyder alt i en hverdag, hvor det meste ellers er op ad bakke. Og de smitter.

– Borgeren får håb og et mere positivt syn på sig selv og tilværelsen som sådan. Hun forlader musiklokalet med ny glæde og energi, som hun deler med resten af gruppen, siger Marianne Fog Martinsen.

Men selvom der er gennembrud, kræver det en intens indsats, hvis man skal fastholde fremskridt og sikre yderligere rehabilitering. Den individuelle musikterapi er betinget af løbende bevillinger fra kommunen.

– De fleste har kolossale hukommelsesproblemer, og færdighederne skal hele tiden holdes ved lige. Det betyder også meget, om brugeren har et netværk, der kan være med til at støtte op om indsatsen.