Artboard 1 no disagree x error
Skift site

Mit faglige fokus: 'Jeg fokuserer på, hvad vi ved, og hvad vi mangler viden om'

Neuropædagogik og et bevidst valg om at arbejde på døgninstitution giver socialpædagog Nita Themsen de bedste forudsætninger for at kunne hjælpe borgerne – fx når de bliver ’hjerne-trætte’

Ulla Abildtrup / Foto: Kasper Løftgaard

14. sep 2021
NitaThemsen_KasperLoftgaard_1128x600.jpg
Fagligt fokus
Nita Themsen har været socialpædagog på botilbuddet Østerled i 5½ år.

Socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Men hvordan bruger socialpædagoger deres faglighed i det daglige arbejde, og hvilke faglige refleksioner ligger der bag handlingerne? Det undersøger vi i portrætserien ’Mit faglige fokus’.

Nita Themsen

Uddannet socialpædagog i 2002 og arbejder i bofællesskabet Østerled i Charlottenlund nord for København. Her bor 29 mennesker med udviklingshæmning i alderen 24 til 80 år. Nita medvirker desuden i Socialpædagogernes podcast 'Demens hos mennesker med udviklingshæmning'.

Hvad er dit faglige fokus?

Jeg har næsten altid arbejdet på døgninstitutioner. For mit faglige fokus er at se det hele menneske, og det gør jeg bedst ved at møde dem på alle tider af døgnet, til hverdag og nytårsaften. Det er også os, de faste og kendte medarbejdere, der skiftes til at tage vagterne jul og nytår. For de beboere, som holder jul på Østerled, har ofte ingen familie. Vi er deres familie, og de glæder sig hvert år til at få at vide, hvem af os der holder jul med dem i år. Det bliver fastlagt i september, og beboerne begynder at spørge til vagtplanen længe før.

Hvorfor er det fokus vigtigt at have i dit arbejde?

I hverdagene skal beboerne passe deres job, ordne vasketøj, til frisør osv. Mennesker med udviklingshæmning bliver hurtigere udtrættet og har brug for en pause efter arbejde. Men nogle har meget høj arousal og har brug for, at jeg hjælper dem til at slappe af, når de kommer hjem – fx ved at sætte en film eller noget beroligende musik på.

Hverdagsvagterne giver mig et indblik i, hvor meget beboerne kan overkomme. Det er en viden, jeg også kan bruge i weekenderne, hvor nogle af beboerne bare har brug for at slappe af, mens andre har overskud til at lave aktiviteter – og så kan jeg hjælpe dem med at opfylde de forskellige behov. Hvis vi fx oplever, at en beboer keder sig, kan vi hjælpe med at søge om at få en ledsager, der kan tage ham med i zoo, biografen eller teatret. Mange af beboerne har ledsagere, så endnu en fordel for mig ved en weekendvagt er, at jeg også lærer ledsagerne at kende og ved, hvem beboerne taler om.

Beskriv en situation, hvor din faglighed gjorde en forskel:

Vi har haft en beboer, som døjede med mavepine om morgenen, og hun var tit trist og stresset om eftermiddagen. Men det var kun på hverdage - aldrig i weekenden eller ferier. Derfor overvejede vi, om det kunne have med hendes job at gøre, eller turen til og fra i fællestaxaen. Mennesker med udviklingshæmning bliver hurtigere ’hjerne-trætte’, hvilket kan bevirke, at de har sværere ved at håndtere fx høje lyde og uforudsigelighed, som der er masser af i en fællestaxa.

Når der var mulighed for det, kørte en fra personalet hende derfor på arbejde, og så forsvandt mavepinen. Det kunne jo være tilfældigt, så vi begyndte at registrere vores observationer i en baseline. Her skrev vi ned, hvilke morgener hun blev kørt af en ansat, og hvordan hun havde det der – både om morgenen og når hun kom hjem fra arbejde – og hvordan hun havde det de dage, hun tog fællestaxaen. Registreringerne foregik over seks uger, så vi kunne handle ud fra en viden i stedet for bare en mavefornemmelse, eller hvad vi troede var rigtigt.

Vi tilkaldte desuden VISO, som også observerede beboeren og talte med hende og os medarbejdere. Konklusionen blev, at hun fik for mange stimuli i fællestransporten. Så med hjælp fra kommunen har vi sørget for, at hun i en periode har fået bevilget sin egen taxa. Den halve time i fred og ro frem og tilbage til arbejdet betyder, at hun vågner lige så glad i hverdagene, som hun er på fridage, og kommer afsted på job hver dag.

Hvorfor greb du situationen an, som du gjorde?

I 2019 tog jeg en efteruddannelse i neuropædagogik hos Dorthe Birkmose, hvor jeg lærte mere om, hvordan hjernen fungerer, og hvordan man kan omsætte den viden til pædagogisk praksis. Uddannelsen gav mig en ny måde at tænke på borgeren på og et blik for betydningen af at arbejde tværfagligt. Det er vigtigt for mig at sparre med mine socialpædagogiske kolleger, men også at kunne tilkalde hjælp udefra i form af fx VISO og vores supervisor, som kommer seks gange om året.

Hvilke faglige redskaber eller viden kan du ikke undvære i dit arbejde?

En af mine undervisere på seminariet sagde: ’Man kan se på borgeren som en labyrint. Der er mange blindveje, og hvis man havner i en af dem, må man gå tilbage og prøve en ny vej.’ I mit arbejde støder jeg af og til på en blindvej, men den daglige sparring med kolleger på tværs af fagligheder og brugen af for eksempel SMTTE-modellen betyder, at jeg kan blive ved med at holde fokus på, hvad vi ved, og hvad vi mangler viden om, når en beboer ikke er i trivsel og har brug for vores hjælp.