Jeg har fået ordene tilbage
Selvmordsforsøg og flænger i krop og sjæl har fået Rikke Brinck indlagt mere end 100 gange – ofte med blå blink og på røde papirer. Hun blev starten på afdelingens ambulante mobilteam, der siden har givet hende ord og redskaber til at tæmme kaos
Så ligger hun her igen og tæller prikker i loftspladerne. Under den hvide dyne. Bag låste døre og vinduer. Mærket fra rebet på Rikke Brincks hals og de blodsprængte øjne vidner om, at det var rigtig tæt på denne gang. Rikkes mor sidder grædende foran hende. Rikke er bedøvende ligeglad.
– Jeg var helt tom inden i. Det eneste, jeg gik op i, var at ødelægge mig selv. Jeg var fuldstændig opslugt af mørket, der rev mig længere og længere ned, fortæller hun.
Det var langt fra første gang, at Rikke Brinck havde talt prikkerne i loftet. Indlæggelsen på døgnafsnittet ved Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense i efteråret 2016 var blot den seneste i en lang række af episoder, hvor samme forløb gentog sig om og om igen:
Rikke kunne ikke længere dulme sit indre kaos ved at skære i sig selv og slog sig i stedet bevidstløs med piller eller stak af fra botilbuddet i Svendborg. Personalet slog alarm, hvorefter politiet halede hende ind på den anden side af rækværket på Svendborgsundbroen eller skar hende ned fra et træ i skoven. Herefter fulgte fastholdelser, tvangsmedicinering og bæltefiksering – nogle gange i op til tre dage.
– Jeg manglede ord til at beskrive kaos indeni. Jeg tror, jeg var en meget ensom pige. Og jeg følte, at hele verden lige så stille væltede rundt om mig, siger hun og piller lidt ved ærmekanten på skovmandsskjorten, hvor de lange ærmer dækker arene på krop og sjæl.
– Der var ikke noget, der gav mening. Og det blev så kaotisk, at jeg slet ikke kunne være til. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre ved den diffuse smerte. Det eneste, der gav mening, var at skære i mig selv. Det kunne jeg forholde mig til – at det blødte, gjorde ondt og skulle syes sammen, forklarer Rikke Brinck.