Artboard 1 no disagree x error
Skift site

Går bag om de unges adfærd

En ung borger kastede med sten – og en anden røg op i det røde felt, når han blev bedt om at gøre rent. I begge tilfælde brugte medarbejderne Low Arousal til at få vendt en konfliktsituation

Tina Løvbom Petersen

09. apr 2018
KMH_kloverhoj2B.jpg
Fagligt fokus

’En borger fra en af de andre afdelinger ved Kløvhøj kom forbi en dag og begyndte at kaste store sten på vinduet. Det var sidst på dagen, og de fleste af de unge var på vej i seng. De blev derfor voldsomt generet af stenkasteren, og mange var utrygge.’

Sådan fortæller socialpædagog på Kløvhøj, Jonas Bak, som var i huset den pågældende aften.

– Hvis jeg skruer tiden et par år tilbage, ville løsningen uden tvivl have været at tilkalde hjælp, så man med fysisk magt kunne få stenen fra den unge mand. Men i stedet valgte jeg med afsæt i Low Arousal-metoden en anden tilgang.

Jonas Bak gik selv udenfor og nærmede sig stille og rolige den unge stenkaster.

– Jeg var meget bevidst om mit kropssprog, så jeg havde hænderne i lommen og stillede mig på god afstand. Så spurgte jeg med lav stemmeføring, hvad han lavede, fortæller Jonas Bak.

‘Du skal ikke komme tættere på, så tager du bare stenen fra mig og fører mig væk’, råbte den unge borger.

– Men jeg bevarede roen og fortalte, at jeg ikke havde nogen planer om at tage stenen fra ham. Jeg ville bare gerne høre, hvad det var der gjorde ham så sur, at han stod og kastede med sten.

Det viste sig, at det var en konflikt med nogle af de andre unge, der lå bag det hele – og Jonas Bak foreslog derfor, at han hentede nogle af de medarbejdere, den unge kendte fra sin egen afdeling. Det endte med, at drengen frivilligt afleverede stenen og gik med personalet.

– Det var helt tydeligt, at han ikke var vant til et voksent menneske, der møder ham med hænderne i lommen og med åbenhed og interesse. Jeg tog ham alvorligt, og derfor undgik vi en konflikt­op­trapning og en unødig magtanvendelse, forklarer Jonas Bak.