OK26
Nyt tillæg – og pæne lønstigninger til alle på døgnoverenskomsten
Den største overenskomst for kommunalt ansatte socialpædagoger, døgnoverenskomsten, faldt på plads natten til onsdag, efter at Socialpædagogerne afsluttede deres egne forhandlinger med KL. Aftalen giver pæne reallønstigninger til alle. Se, hvad det betyder for dig
4. marts 2026
Forfattere: Tina Løvbom Petersen og Lærke Øland Frederiksen
Foto: Gert Landergren Due
– Vi er glade og tilfredse med den aftale, vi netop har landet efter gode og konstruktive forhandlinger med Kommunernes Landsforening.
Sådan lød det fra en meget tilfreds formand for Socialpædagogerne Benny Andersen, da han onsdag morgen kunne præsentere døgnoverenskomsten – den største overenskomst for socialpædagoger ansat i kommunerne.
Han fremhæver bl.a., at grundlønnen bliver forhøjet for alle på overenskomsten, og at socialpædagoger med 15 års anciennitet får et nyt tillæg:
– Vi sikrer forbedringer til alle grupper, både socialpædagoger, studerende i praktik, socialpædagogiske konsulenter og ledere. Og det, vi her har forhandlet på vores egen overenskomst, kommer jo oveni de generelle lønforbedringer, som blev aftalt i Forhandlingsfællesskabets forlig med kommunerne. Derfor er jeg rigtig glad for aftalen, siger Benny Andersen.
Følg med i forhandlingerne
Socialpædagogerne forhandler nye overenskomster for offentligt ansatte socialpædagoger. De fastlægger din løn og dine vilkår de kommende år.
Nyt tillæg til socialpædagoger med 15 års anciennitet
I døgnoverenskomsten for socialpædagoger i kommunerne har parterne forhandlet om at fordele 2 pct. ud af de 9,4 pct., der er den samlede pose penge, som parterne blev enige om i det generelle forlig på det kommunale område.
Med aftalen forhøjes tillægget i alle basisstillinger, ligesom der er lønstigninger til mellemledere og konsulenter samt studerende. Derudover får socialpædagoger med 15 års anciennitet et nyt tillæg.
Fokus på studerende og nyuddannede
Men der er andre vigtige elementer aftalen end lønstigninger, siger Benny Andersen – ikke mindst i forhold til socialpædagoger under uddannelse og nyuddannede socialpædagoger.
Her har parterne bl.a. aftalt at tage et fælles ansvar for at skaffe mere viden om, hvordan der kan sikres velfungerende praktikforløb og om at sætte fokus på introforløb for nyuddannede.
– Vi ser desværre for ofte, at studerende i praktik og nyuddannede får det, som vi kalder praksischok. De bliver overvældet af den virkelighed og det ansvar, de møder på de socialpædagogiske arbejdspladser. Derfor er det meget vigtigt, at vi sikrer den bedst mulige start på arbejdslivet for unge socialpædagoger. For vi kan ikke undvære dem. Socialområdet har brug for mange flere uddannede socialpædagoger for at sikre kvaliteten og fagligheden i indsatsen til de mest udsatte og sårbare borgere, siger Benny Andersen.
Midler til efter- og videreuddannelse
Aftalen styrker også mulighederne for faglig udvikling. Den såkaldte kompetencefond bliver fyldt op med cirka 5,3 mio. kr. i varige midler – og cirka 1,3 mio. kr. i engangsmidler. Det er midler, der skal bruges til efter- og videreuddannelse af medarbejdere på socialområdet.
– Og så er vi blevet enige om et forbedret kolonitillæg, ligesom vi med aftalen sikrer, at deltidsansatte får overarbejdsbetaling for merarbejde. Jeg er stolt af, at vi med aftalen indfrier rigtig mange af de ønsker, I har sendt vores vej, siger Benny Andersen.
Det generelle forlig på det kommunale område
25. februar 2026 blev parterne på det kommunale område enige om en treårig overenskomstaftale for de ansatte i kommunerne, herunder flere tusind socialpædagoger.
Aftalen har en økonomisk ramme på 9,2 pct., og dertil kommer en ekstra lønstigning på 0,2 procent, der skyldes en teknisk korrektion ift. lønnen på det private område. Så i alt 9,4 pct.
Det sikrer, at alle kommunalt ansatte får en reallønsfremgang. Altså at deres løn stiger mere end priserne på dagligvarer mv.
Fakta om aftalen
Med døgnoverenskomsten for socialpædagoger ansat i kommunerne, er der aftalt:
- Forhøjet grundlønstillæg til socialpædagoger i basisstillinger
- Forhøjet grundlønstillæg til socialpædagogiske konsulenter, mellemledere og afdelingsledere
- Nyt kvalifikationstillæg til socialpædagoger med 15 års anciennitet
- Højere løn til studerende i praktik
- Øget pensionsbidrag til socialpædagoger i basisstillinger
- Ulempetillægget for nattjeneste stiger med 0,5 procentpoint, så den er ens med aftentillægget
- Samme honorering for merarbejde for deltidsansatte som for fuldtidsansatte
- Fælles fokus på gode introforløb for nyuddannede
- Flere penge til efter- og videreuddannelse (Kompetencefonden)
- Forbedringer af koloniaftalen