OK26
Forstå den nye fritvalgsordning – nu kan du vælge mellem løn, pension eller fridage
Ved OK26 er der aftalt en ny fritvalgsordning for socialpædagoger ansat i regioner eller kommuner. Men hvordan skal den nye ordning virke? Få svar her
15. marts 2026
Forfatter: Marie Dissing Sandahl
Ved OK26 er der aftalt en helt ny ordning på det offentlige arbejdsmarked, nemlig en såkaldt fritvalgsordning. Hensigten er at give mere fleksibilitet til den enkelte socialpædagog og gøre det muligt at tilpasse arbejdsvilkårene til sit eget liv. Men hvordan virker det helt konkret? Få svarene her.
Hvad er en fritvalgsordning?
Det er en ordning, der giver fleksibilitet og valgmuligheder til den enkelte medarbejder. Med en vis portion af din løn kan du vælge, om du vil:
- indbetale til din pension
- have fridage med eller uden løn
- udbetale det som løn
Du kan også vælge at fordele det og vælge flere ting fx både pension og løn.
Din arbejdsgiver administrerer ordningen, og én gang om året skal du vælge, hvordan du vil bruge pengene.
Følg med i forhandlingerne
Socialpædagogerne forhandler nye overenskomster for offentligt ansatte socialpædagoger. De fastlægger din løn og dine vilkår de kommende år.
Hvad sker der helt konkret?
Du får besked fra din arbejdsgiver, når du skal vælge – ligesom du kender det fra din 6. ferieuge eller seniordage i dag.
- Hvis du vælger løn, bliver pengene udbetalt sammen med din almindelige løn.
- Hvis du vælger pension, bliver beløbet sat ind på din pensionsopsparing.
- Når du holder fridage, kan du løbende vælge, om de skal holdes med eller uden løn.
- Når året er omme, udbetales det beløb, der er tilbage i fritvalgsordningen automatisk.
Samtidig bliver der indført en ny fritvalgsdag til medarbejdere, som ikke har ret til omsorgs- eller seniordage. Den betales også via fritvalgsordningen.
LÆS MERE: Ansat på døgnoverenskomsten i en kommune? Ny aftale giver pæne lønstigninger og et nyt tillæg
Hvornår starter ordningen?
Ordningen træder i kraft 1. januar 2028 og erstatter den opsparingskonto, der blev indført ved OK24, hvor man kunne overføre de timer fra den 6. ferieuge, som man ikke havde afholdt. Og så afhænger det selvfølgelig også af, at et flertal stemmer ja til OK26, før det bliver til virkelighed.
Hvor kommer pengene fra?
Til fritvalgsordningen indbetales for alle:
- Den 6. ferieuge (2,35 pct. årligt i januar)
- Særlig feriegodtgørlse (2,42 pct. løbende månedligt)
Hvis man har ret til seniordage:
- Seniordage (op til 2,35 pct. årligt i januar, hvis man har fem seniordage)
Supplerende fritvalgsbidrag (aftalt i de enkelte overenskomster):
- Kommunal leder-overenskomst (1,32 pct. løbende månedligt)
- Kommunal overenskomst for omsorgs- og pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter (0,55 pct. løbende månedligt)
- Kommunal overenskomst for ledende værkstedspersonale (0,50 pct. løbende månedligt)
- Regional overenskomst for ledende værkstedspersonale (0,54 pct. løbende månedligt)
Pension over 15 pct.:
- Den ansatte kan frivilligt vælge, at hele eller dele af pensionsbidraget der overstiger 15 pct. kan indgå i fritvalgsordningen.
Én gang om året giver du din arbejdsgiver besked om, hvordan du ønsker at bruge pengene på fritvalgsordningen.
Mister jeg min 6. ferieuge, ferietillægget og seniordagene?
Nej, du mister hverken din ret til den 6. ferieuge, ferietillæg eller seniordage, hvis du har ret til at holde det. De ordninger fortsætter, som du kender dem, men det nye er, at det hele samles på en frivalgskonto. Her samles den nye fritvalgsdag også, som de medarbejdere uden senior- eller omsorgsdage får ret til.
Hvad med mine omsorgsdage?
Har du børn og dermed ret til omsorgsdage, så fortsætter den ordning præcis, som du kender den.
Hvad er en fritvalgsdag?
Der er aftalt en helt ny fridag – en såkaldt fritvalgsdag – til de medarbejdere, der hverken har ret til seniordage eller har mindre børn og dermed ret til omsorgsdage. Du skal selv vælge, om du vil bruge pengene i din fritvalgsordning til at få løn på din fritvalgsdag, hvis du ønsker at afholde den.
LÆS OGSÅ: Skal du på arbejde i påsken? Her er, hvad du skal vide